Kommentar

Man kan håbe, at Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti får et godt valg den 1. november. Derfor stemmer jeg på Nye Borgerlige. Resten er uinteressant, selv om politikerne og journalisterne gør deres bedste for at dramatisere deres tanketomme teaterforestilling.
Danskerne går da også pligtskyldigt hen og stemmer. Danmark er jo et folkestyre og kan kun bevare facaden, hvis folket spiller den rolle, det har fået tildelt. Altså lader vi, som om politikernes udfoldelser betyder noget. Det gør de også for politikerne. Vi andre kan være ligeglade, for valgene forandrer intet.
Nu taler kyndige iagttagere tilmed om, at den lille erhvervspolitiker, Lars Løkke Rasmussen, kan gå hen og blive statsminister, fordi han, som den udspekulerede provinsprokurator han er, vil stille så hårde krav til begge ”blokke”, at ingen af dem vil turde risikere deres omdømme ved at alliere sig med ham. Så er det bedre at lade ham danne en regering hen over den ”midte”, der ikke findes andre steder end i medierne.
Danmark vil fortsætte rejsen udad det jernbanespor, der for længst er lagt af de offentligt beskæftigede, som altid får deres vilje, EU og verdensherskerne i World Economic Forum, som allerede har en lokumsaftale med Lars Løkke.
Altså kan vi belave os på mere af det samme: ”Konventionerne” vil forbyde regeringen at gøre noget ved islamiseringen og folkeudskiftningen. Ghettoiseringen vil buldre med fuld kraft. ”Den grønne omstilling” vil få yderligere et par nøk. Der bliver mere gang i diverse forskruede woke-ideer. For, som den amerikanske konservative aktivist Charlie Kirk har gjort opmærksom på, forudsætter World Economic Forums vision om Den Store Omstilling (The Great Reset), at den gamle orden går i opløsning. Ellers får vi aldrig det verdensdiktatur – kaldet ”Den Nye Orden” – som er WEF-chefen, Klaus Schwabs mål.
I denne situation bliver det politisk interessante ikke, hvem der bliver statsminister i Danmark, for kandidaterne er stort set enige om det meste, men om der vil være modstandslommer – meningsfællesskaber, der prøver at forsvare den gamle orden, holder fast i fornuften og bliver ved med at sige, at kejseren ganske vist har noget på, men at hans tøj er grimt og lugter fælt.
Altså bliver politik stadigt mere interessant – omend ikke på den måde, politikerne har forestillet sig.
ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle

Lang dags rejse mod nat