Kommentar

Ruslands magthavere i Kreml sætter ikke blot deres lid til deres mange kampvogne, krigsfly, missiler og atombomber, men forsikrer også den russiske befolkning om, at Vor Herre er på Ruslands side. Man kan f.eks. se Ruslands forsvarsminister Sergej Sjojgú korse sig, før han afgiver en vigtig befaling til de væbnede styrker. Og den russisk-ortodokse kirkes patriark Kirill støtter angrebskrigen mod Ukraine og lader sine præster velsigne de russiske våben.

Vladimir Putin har tidligere erklæret, at faldne russiske soldater og officerer er martyrer, som kommer i Paradiset, mens djævlene i Vesten (vel inkl. Ukraine) går lukt i Helvede. Hvor de mange uskyldige civile, der omkommer som følge af de russiske terrorbombardementer af boligblokke og andre civile objekter, kommer hen, har Putin ikke oplyst – og det synes i øvrigt ikke at røre ham eller hans tilhængere – inklusive dem i Vesten, der støtter den skriftkloge mand.

Den russiske kirkes første martyrer, Boris og Gleb, var krigere, der faldt i kamp, mens kristne martyrer i Det romerske Rige, var fredelige kristne civile mennesker, der blev henrettet for deres kristne tro. Nu har tidligere præsident og nuværende viceformand for Ruslands Sikkerhedsråd, Dimitrij Medvedev (I folkemunde spottende kaldet Karlik), truet Ukraine med, at Dommedag og Guds straf er i vente for landet og dets indbyggere. Hvad han konkret mener hermed, står hen i det uvisse.

ANNONSE

Den slags kan man mene er latterligt, men de nuværende magthavere trækker på en tusindårig tradition, hvor den russisk-ortodokse kirke samarbejder snævert med den verdslige magt, altså staten – også da den var behersket af kommunisterne. Ørnen med to hoveder i det russiske statsvåben er udtryk for denne symbiose.

Putin har i marts i år med henvisning til Det Ny Testamentes Johannesevangelium sagt, at ifølge Jesus Kristus er ingen kærlighed større end den at sætte sit liv til for sine venner. Dvs. at de russiske/russisk-ortodokse soldater, der nu dør på slagmarken under angrebskrigen, er besjælet af den største kærlighed, der findes. Bortset fra, at det samme jo må gælde de ukrainske kristne soldater, der forsvarer deres land, ser Putin behændigt bort fra, at Jesus ikke talte om udkommanderede eller professionelle soldater i krig, men om sig selv og sin kommende død. Og Jesus var ikke soldat, men vendte den anden kind til.

Ruslandskenderen Flemming Rose har for nylig skrevet om disse ting i et referat af en uhyre interessant samtale med en kyndig amerikansk historiker, Gregory Carleton, der fortæller om den russiske krigsmyte, dens udvikling gennem århundrederne og dens funktion i dag. Ifølge Carleton fortæller krigsmyten, at Rusland er et isoleret fort, omgivet af fjender i øst, syd og vest – mongoler, tyrkere, polakker, svenskere, franskmænd, englændere og tyskere, som gennem hele landets historie har angrebet Rusland, som er Guds udvalgte land, der værner om den rette tro. I dag er det amerikantsy, der er hovedfjenden. Ifølge krigsmyten fører Rusland altid kun forsvarskrige uanset den kendsgerning, at Rusland også har ført mange angrebskrige.

Sådan er det også i dag. Patriark Kirill har for nylig gentaget, at den russisk-ortodokse tro er den eneste rene og ubesmittede kristendom i modsætning til den katolske kirke og de forskellige protestantiske kirker. På russisk hedder den russisk-ortodokse tro pravoslavie, hvilket betyder den rette måde at tilbede Gud på. Denne rene og ubesmittede russiske tro skal forsvares mod Vestens vantro materialisme. Og hvis der er to, der står sammen i russisk politik om dette forsvar, er det zar Putin og patriark Kirill.

ANNONSE

Mest læst

Et billede siger mere

Vor tids paria