Kommentar

Folk sender links til forskellige analyser af Ukraine-krigen og dens baggrund. Blandt de tilbagevendende temaer er påstanden om, at USA længe har planlagt at lokke eller tvinge Putin i en fælde for at svække Rusland. Det vidste Putin godt, men han havde ikke andet valg end at rykke ind i Ukraine.
Hvad man end måtte mene om den forklaring, kan man ikke frakende den en vis logisk sammenhæng. Til gengæld er der så meget andet, der ikke hænger sammen.
Hvis USA havde haft til hensigt at skade Rusland, ville Biden-administrationen ikke som en af sine første handlinger have spændt ben for den hjemlige energiproduktion og dermed styrket Putin. Biden ville ikke have givet grønt lys for Nord Stream 2-gasledningen, som gør Tyskland yderligere afhængigt af russisk energi. USA’s demokratiske magthavere ville ikke bruge det meste af deres tid på at føre kulturkrig mod alt, hvad der skaber sammenhæng: Forældres ret til at opdrage deres børn. Racepropaganda, der har til formål at opdele befolkningen i indbyrdes fjendtlige segmenter og sætte dem op mod hinanden. Hvis de ville styrke USA og svække Rusland, ville de ikke insistere på åbne grænser og fri import af Fentanyl, der koster hundredtusinder af amerikanere livet. De ville ikke pumpe billioner af dollars ud i økonomien, hvilket har skabt den værste inflation i årtier og truer dollarens status som international reservevaluta. Man kunne fortsætte.
Igen: På hvilken måde skader denne vanvidspolitik Putin og Rusland, hvis det skulle være målet for USA’s udenrigspolitik?
Men jeg får nok snart nogle flere links til vismænd, der kan forklare den indre logik.
ANNONSE