I krisetider stilles uvægerligt spørgsmålet: Kan man lære noget af historien? De fleste historikere siger nej. De graver i historien, fordi den er interessant, ikke fordi man kan bruge den til noget. Det er også spændende at samle på frimærker, men få vil hævde, at denne syssel har den store politiske betydning.

Enkelte historikere, bl.a. mig, mener derimod, at man kan lære ikke så lidt. Hvad man kan lære, vil altid afhænge af den situation man befinder sig i.

Dagens storpolitisk bringer mindelser om Europa op til Anden Verdenskrig. Man var dengang konfronteret af en diktator, der åbent havde fortalt, at han ville have revanche for Tysklands nederlag i Første Verdenskrig og derfor ændre Europa-kortet med alle nødvendige midler. I London og Paris troede de ikke på ham, og hvis de gjorde, mente de at kunne afværge hans imperialisme med imødekommenhed og indrømmelser.

Winston Churchill var den eneste, der forstod Hitler, men han blev regnet for en gal ekstremist – lige indtil det i 1939 viste sig, at han havde haft ret.

England og Frankrig havde haft talrige muligheder for at forpurre Hitlers planer og bringe hans regime til fald. Det kunne have været gjort stort set uden blodsudgydelse. Senere kom de – og resten af verden – til at betale dyrt for deres dårskab. Når despoter fortæller om deres planer, gør man bedst i at tage dem på ordet. Når præsident Xi fortæller, at han vil gøre Kina til verdens uantastede stormagt, mener han det nok. Og når Vladimir Putin bekendtgør, at han vil genoprette det gamle russiske imperium, er der ingen grund til at tvivle på ham. Heller ikke når diverse muhamedanske talsmænd truer med at udstrække Allahs rige til hele kloden og dræbe enhver vantro.

Vesten ledes nu af et forbrydersyndikat, som går under navnet USA’s demokratiske parti og ledes af langfingrede Washington-insidere som Clinton- og Biden-klanerne, der tjener tykt på lokumsaftaler med klodens værste slyngler – kun overgået af demokraternes bagmænd i storkapitalen, der henter milliarder og atter milliarder ved at gå det kinesiske kommunistparti til hånde. Medierne har de i deres hule hånd, og de har midlerne til at underminere enhver præsident, der ikke følger deres ordrer.

Så måske passer sammenligningen med 1930’erne ikke helt. Mens Hitler slog sig op, blev Vesten ledet af frygtsomme, der troede, at de kunne formilde ham med eftergivenhed. I dag anføres vi af kynikere, der vil sælge din bedstemor, mens de hygger sig i paladser.

Og vi har ingen Churchill.