Gæsteskribent





Et essay af Nikolaï Starikov

Så er vi der igen. Det gode gamle skræmmebillede, Rusland, er på ny sendt på banen. Hvilken overraskelse! Eller måske ikke helt. Denne gang skal det åbanbart være Ukraine – igen, og som sædvanlig får vi kun Vestens veldresserede mainstream presses syn på problemet. For hvad siger ukrainerne på gaden og hjemme i stuerne? Og er Ukraine forresten ikke gammelt russisk land? Var der ikke en folkeafstemning, som viste, at der var et flertal af separatister med ønske om at vende tilbage til Rusland? Folkeafstemningen var ulovlig, men det ændrer ikke på folks meninger.

Dette har givet Nikolaï Starikov, russisk forfatter og formand for det russiske parti  konservative patrioter, anledning til at rette en skarp kritisk mod den vestlige verden med USA og især England i spidsen som den største politiske modstander i Ruslands historie.

Det er Rusland – i dag en moderne civiliseret stat – med et tilbageblik på en dramatisk historie, der optager Starikov, som mener, at globalisternes “Den Nye Verdensorden” ikke alene truer Europa, som han ser som et dysfunktionelt kontinent i begyndende opløsning, men også forbereder en konfrontation med Rusland, denne gang med udgangspunkt i det splittede Ukraine.

ANNONSE

Har Rusland rollen som den evigt udskældte? Og er Rusland et land, der altid i historiens løb er blevet inddraget i andre landes konflikter? Det mener Starikov og ser tilbage på det 20. århundredes to verdenskrige, hvor Rusland ved første verdenskrig blev involveret dels pga. ententen, men også pga. Ruslands alliance med Serbien. Ententen blev i øvrigt støttet af flere lande bla. USA. 

Man kan vel modargumentere, at Rusland formodentlig selv traf en beslutning her, men Starikov hæfter sig ved, at der dengang ifm. med ententen ikke fandtes en eneste skriftlig aftale, hvorpå der stod, at England forpligtede sig i krigen, hvis Rusland skulle befinde sig i konfrontation med andre styrker. Ifølge Starikov skete det ikke, og på trods af den store opbakning til ententen førte krigen til, at Rusland måtte give afkald på Ukraine. Rusland blev her ofret af sine allierede, mener Starikov.

I begyndelsen af det 20. århundrede var GB førende militært og økonomisk, de havde den stærkeste flåde i verden og var i besiddelse af en stærk hær.

Men Tyskland havde i anden halvdel af det 20. århundrede fået fremdrift i industrien og var endda på vej til at overstige GB, og de havde som mål at konstruere en stærk flåde med det for øje at kunne fortrænge GB i de oversøiske kolonier, åbne nye markeder og tage kontrol over vandvejene mht. varetransporterne. 

Europa var igen i krig, og Starikov mener med rette, at GR havde sine spekulationer ikke kun med Tyskland, men også med et Rusland, dengang Sovjetunionen, der havde indgået en ikke-angrebspagt med Tyskland, og med en økonomi og industri i fremdrift og udsigten til at udvide sin indflydelseszone på hele det europæiske kontinent. Det huede selvfølgelig ikke europæerne at se frem til at komme under Stalins indflydelse, men var det også det eneste, der bekymrede magtmennesket Churchill? Nej, mener Starikov, som tydeligvis her stiller op med sine følelser for sit land og dets historie. Churchill ønskede i høj grad  magt til GB, hvilket eftertidens Europa næppe vil klandre ham for. Men efter sejren indrømmede Churchill,  at han gerne havde set Sovjetunionen besejret. Hmm, mon ikke det havde givet krigen et andet udfald?

Ser vi tilbage på årene 1940-41 var Hitler gået i gang med at smadre GB. Tyskland dominerede Europa og forberedte krig mod USA, og GB’s skæbne hang i en tynd tråd. 

Men havde Churchill et horn i siden på Stalin, var det gensidigt. Stalin stolede ikke på Churchill og forstod hvor denne ville hen med sine breve,  som advarede Stalin om Hitlers forestående angreb på Sovjet. Var det for at få Sovjet til at gå ind i kampen mod Tyskand og redde GB? Ifølge Starikov var det netop forklaringen. Det havde Hitler under alle omstændigheder  tænkt sig at gøre, og det skete den 22. juni 1941. Derefter trådte Sovjetunionen ind på de allieredes side.

Vi kender historien med Den Kolde Krig, som fulgte. Men havde europæerne troet, at konflikten mellem Vesten og Rusland ville ende her, tog de fejl, og der har som bekendt været optakt til åben konflikt mellem de to parter flere gange lige siden.

Og nu er vi så der igen, denne gang med fornyet interesse for Ukraine. Hvorfor igen forsøge at presse en konflikt i gang i dette område? Hvorfor forsøge at få Kiev regeringen til at genoplive konflikten i det østlige Ukraine? Er det USA, der leger med tanken om selv at sætte noget i gang? Det mener Starikov.

Ifølge chefen for den russiske sikkerhedstjeneste, Serguel Narychkine er det nødvendigt at afvise på det skarpeste, at Rusland skulle ønske at invadere Ukraine. “Det er ren propaganda fra det amerikanske udenrigsministerium”, siger han.

Hvorom alt er kan vi slå fast, at en atomkrig, som betyder udslettelse både af afsender og  modtager, er usandsynlig, for hvordan skulle der kunne blive en vinder?

Man kan dog være sikker på, at også et mindre angreb på Rusland ville afføde et øjeblikkeligt svar på tiltale, bedyrer Starikov, og han understreger, at Putin vil gøre det klart over for dem i Vesten, som tager den slags beslutninger, at “missilerne vil blive sendt derhen, hvor disse personer opholder sig”. Der refereres ikke til et bestemt tidspunkt eller sted – næppe    New York, Washington, London eller Davos – men måske en lille ø i Caribien, som er ukendt for de fleste. Og Putin vil hilse dem med et “Hej gutter, I som sidder og hygger jer der ude på øen. Vi ved udmærket, at I ønsker at angribe Rusland. Men så vil I helt konkret få vore små missiler direkte gennem vinduerne til te-salonen. Nu, hvor I ved det, ønsker vi jer en god jul i Caribien”. 

Så hvilken slags krig, kunne der blive tale om? Her må man først se på kraftcentrene i verden. 

I Vesten har vi Nato med UK og USA, Australien, New-Zeland og Canada og “Aukus” en treparts militæralliance med Australien, USA og UK offentliggjort den 15. september 2021, som  er rettet mod Kinas ekspansion i Det Indiske Stillehav. 

Så hvem skal være vener med hvem, og bekrige hvem?

Vesten og Kina mod Rusland? Rusland og Vesten mod Kina? Rusland og Kina mod Vesten? Overvejelser, som Vesten ifølge Starikov har spekuleret i fra begyndelsen af dette århundrede.

Ifølge Starikov bør Rusland ikke søge venskab med nogen, som har en modstander, der skal bekæmpes, mener Starikov. Dertil har Rusland ifølge ham for bitre erfaringer med diverse alliancer i historien. 

Konklusion

Læser man i historien og betragter stormagternes ageren også i dag, ligner  krig et spil, hvor spillerne sidder på sidelinien og flytter brikkerne, som er de involverede lande, der bliver smadret, og hvis hære bliver flyttet rundt med et bestemt formål. Sådan var det med krigene i det 20. århundrede, og nu trækker det til igen. Skal det være Vesten, der ryger i totterne på Rusland? Eller skal det være et rask angreb på Kina med dets strålende økonomi og ekspansion på verdensmarkedet? En krig, hvor de der bestemmer i denne verden – f.eks. fra en ø i Caribien – ser til fra sidelinien og med et snuptag kan lave digitalt kaos på den ganske planet. Måske er krig slet ikke nødvendig denne gang, for det går jo strygende med at sætte kæppe i hjulene på transporten af varer, der truer vareproduktionen, der truer økonomien, der truer med fattigdom osv. og det kan hverken Europa eller Kina med sin succes på verdensmarkedet dæmme op for. 

 

 

https://reseauinternational.net/nikolai-starikov-la-guerre-a-lhorizon-eclaircissements-sur-la-precedente-communication/https://reseauinternational.net/svr-les-etats-unis-poussent-lukraine-a-relancer-le-conflit-dans-le-donbass-tout-en-accusant-la-russie-de-vouloir-attaquer/

ANNONSE