Kommentar

Pieter Bruegel the Elder Landscape with Christ Appearing to the Apostles at the Sea of Tiberias (1553)

En hændelse, som de bestialske drab i Kongsberg, sætter venstrefløjen på prøve. Orker de tage det ind over sig, eller tyr de til projicering over på højrefløjen. Kommer fjenden altid fra højre eller kan den også findes hos dem selv?

Svaret på det spørgsmål siger noget om hvor langt afkristningen er kommet, for en kristen kultur gransker altid sig selv. En sekulariseret, materialistisk kultur ser hellere efter en syndebuk.

Siden venstrefløjen har magten over medierne og akademia vælger den at skyde skylden på højrefløjen, hvilket indirekte vil sige halvparten af befolkningen.

Den falder i fristelse.

Men derved aktiverer den både en primitiv hævnlyst hos sine tilhængere og benytter de værste træk i socialismen.

Det sker samtidig med at Vesten er invaderet af en kultur/religion med et højt voldspotentiale.

Gerningsmanden i Kongsberg, Espen Andersen Bråthen, var socialt dysfunktionel og valgte at blive muslim. Det stiller venstrefløjen overfor et stort problem. Hvordan adressere terroristen uden at udpege islam som en katalysator for vold?

Den nyslåede statsminister i Norge, Jonas Gøhr Støre, løser problemet ved at tale om radikalisering generelt uden nærmere bestemmelse. Man ”privatpsykologierer” volden. Derfor kan man også tage IS-kvinderne og deres børn “hjem” til Danmark. Man vil ikke se den større sammenhæng i øjnene.

ANNONSE

Bortset fra når det handler om højreekstremisme. Her gælder der helt andre regler.

Derfor kunne Støre koble Kongsberg op mod Utøya. Han har to ministre med sig i sin regering, der var til stede på Utøya. For ham var det bevis på at “demokratiet har vundet”. Det lyder lidt mærkelig på baggrund af det som netop var sket på Kongsberg.

Moderne mennesker får ingen hjælp i deres sjælenød stillet overfor ondskaben.

Det begynder med det mest fundamentale: Selv ordet ondskab er ladet. Man skal helst ikke bruge det om mennesker. Mennesker er ikke onde, det ville være at mistænkeliggøre dem. Kun højreekstreme er onde. Dem er der rigtig mange af i USA, kan vi forstå på medierne.

Nu er de også dukket op i Frankrig, hvor Eric Zemmour stormer frem som en hvirvelvind. I stedet for at oplyse er medierne gået over i en propagandistisk rolle. Det er i virkeligheden en form for dæmoni. Det, der sker, har ikke rationelle årsager, kan ikke forklares med fornuft. Der ligger mørke kræfter bag. De samme mennesker taler meget om konspirationsteorier hos andre.

Venstrefløjen benægter ondskaben hos sig selv samtidig med at den projicerer den over på sine politiske modstandere.

Det er et brud på den demokratiske orden. Det er at indføre krigen i stedet for samtalen.

Danske medier er lige så elendige som norske og svenske når det gælder om at behandle højrepopulismen. De nægter at erkende at der er tale om et legitimt, autentisk oprør fra en stor del af befolkningen. I stedet vælger den marginalisering og sammenligning med et historisk fænomen som nazisme. Det er deres bidrag til den sociale fred.

I USA har Biden-regimet valgt at anlægge retsprocesser både mod 6. januar-demonstranterne og nu forældre der protesterer mod at deres børn tvangsundervises i kritisk raceteori. Begge stemples som nationale terrorister.

Mens Biden-regimet trak sig ud af Afghanistan valgte det at udpege halvdelen af befolkningen som terrorister. Det er ekstrem handling. Det er at sige, at halvdelen af befolkningen er fjende. Europæere forstår ikke helt, hvor farligt dette er.

Vi har en lignende udvikling i gang her, hvor islam fylder stadig mere. De borgerlige intimideres til tavshed.

Men venstrefløjen har intet svar. Den er forsvarsløs overfor islam. Det eneste den kan er at brændemærke den del af befolkningen, som den ved vil bevare det gamle Danmark. Det er en form for selvskade, en ubodelig skade.

 

 

Oversættelse Karsten Søberg

ANNONSE

Mest læst