Kommentar

Siden det var AUF og AP som blev angrebet har de definitionsretten. De har valgt at bruge den politisk. Det gør, at folk har problemer med at tage til genmæle. De ønsker ikke at profitere på andre menneskers lidelser. Men selv om angrebet var politisk er det højst problematisk at kræve at hele samfundet skal tage et opgør med “tankegodset”.

En, som forstår forskellen er Jo Vederhus, bror til Halvard Vederhus, som blev dræbt på Utøya. Han viste stor styrke da han stillede op i Dagsnytt Atten onsdag for at sige at han mener AP/AUF gør en stor fejl når de politiserer mindemarkeringen. Det kræver mod og styrke at sige dette stik i modstrid med det proklamerede budskab i alle medier. Programleder Lilla Sølhusvik kæmpede med at forstå hvad han mente.

Men det halve Norge forstår det. At det drejer sig om langt henved halvdelen, dokumenterede forsker Jupskås i et efterfølgende indslag da han sagde, at stort set hele FrP, store dele af Høyre og Senterpartiet er enig i at venstrefløjen har brugt 22. juli politisk. Men i måden Jupskås sagde det, lød det som om en begrundelse af hvorfor det var så vigtigt med et opgør: Hvis du mener dette er du under mistanke. Sådan afslørede Jupskås netop hvor hunden ligger begravet.

ANNONSE

Det er det, der er så farlig ved den tankegang venstrefløjen har kørt frem i fuld synkronisering med medierne: Hvis du mener at Utøya er brugt politisk har du enten ikke forstået noget eller du kommer under mistanke. Så må du beklage og det har flere medier gjort. Nu kræver de at alle gør som dem.

Jo Vederhus slog noget vigtig og indlysende fast som er gået tabt: Man må ikke lave for tætte koblinger mellem ord og handling. -Hvorfor ikke, spurgte Sølhusvik. -Fordi ord er ord, svarede Vederhus, underforstået – vi står alle til ansvar for det vi siger. Store generelle begreber som “islamofobi” eller “islamhad” må ses i kontekst og for at have den rette forståelse. I Danmark foregår der lige nu en diskussion om tolkningen af kvindesynet i Koranen. Samtidig bliver forfatteren Sarah Omar kritiseret for at have pralet af at hun lever under politibeskyttelse, mens hun i virkeligheden har vagter betalt af hende selv. Samtidig har en hjemmeside – Muslimerne til stemmeurnerne – flommet over af meldinger som fryder sig over at tegneren Kurt Westergaard er død. En melding fra en egyptisk-født komiker, Omar Marzouk, som håner Westergaard for fejhed da han blev angrebet med økse i sin egen bolig, har fået 872 likes. Facebook synes det er helt fint.

I Norge skal det hele strømlines. Hverken medier eller politikere ønsker at blive forstyrret af virkeligheden. Men den, som ikke er interesseret i den, vil med tiden ikke kunne navigere. Jeg synes det vi har set af kommentarer om 22. juli ti år efter vidner om at venstrefløjen har brugt tiden dårligt. De har ikke noget nyt at sige. De prøver på en historieomskrivning: AUF har stået alene og blev ikke hørt. For os, som ikke er del af bevægelsen, er det vanskelig at tage dette seriøst. Men det må vi, for det lyder unisont.

Kan det være at man oplever ikke at blive hørt fordi man valgte en indfaldsvinkel som gjorde at folk efter en kort tid lukkede af? Hvordan er det at høre, at man indirekte er skyld i massemord? For sådan lød det når venstrefløjen krævede opgør med tankegodset. Det var så rundt og vagt formuleret at alle, som befandt sig til højre for centrum, var under mistanke. I rent selvforsvar trak folk sig tilbage.

Når venstrefløjen og medierne igen kører på det samme, med endnu stærkere bebrejdelser, gør de sig selv en bjørnetjeneste. Det kommer ikke til at føre nogen steder hen. Det er ikke sådan man vinder forståelse og tilslutning.

Der findes en udelt empati blandt folk med ofrene for 22. juli-terroren og mest for Utøya-ofrene.

Men der er forskel på det og så at blive afkrævet at skulle slutte sig til et politisk program som gør at man må “konvertere” og tage afstand fra sit eget standpunkt.

Hændelsen og fremstillingen af den er to forskellige ting. Det var det Jo Vederhus havde forstået og var så klar på.

Venstrefløjen lider af en intellektuel kortslutning når den tror, at fordi Breivik havde politiske meninger og hensigter, kan man praktisere et lighedsprincip: De, der har synspunkter som ligner Breiviks tanker, er både skyldig i det som drev ham og de er skyldige i en videre betydning. Hvis de ikke bekender og tager afstand.

Dette ord-handling-narrativ blev født umiddelbart efter 22.juli og det er fortsat det eneste venstrefløjen har at komme med. Det er en slags falliterklæring.

Når vi vælger at kommentere på en dag som denne er det fordi nogen må forsøge at trække nogle linjer:

22. juli handler ikke længere om 22. juli.  22. juli er fanget op i woke-bølgen som rider Vesten som en mare. Men her kommer svagheden ved den norske offentlighed frem: Den mangler distance til sig selv. Den klarer ikke følge med i, hvad som foregår i USA, hvor det store slag står.

For den som følger USA, er koblingen mellem 22. juli-fremstillingen og woke-kulturen indlysende. Men det er der ingen norske medier, bortset fra Document, som gør. Norske journalister kan derfor skrive og sige de mest utrolige ting uden at nogen reagerer. Det er ikke muligt at forstå, at Biden er kriminel og korrupt, hvis man stoler på de norske medier. Ikke engang Hunter Biden har norske medier dækket. I stedet har CappelenDamm udgivet hans selvbiografiske bog på norsk.  Man ønsker at tro på solsiden.

Dette er udtryk for en virkelighedsvægring som er dybt foruroligende. Den norske elite ønsker ikke vide, dvs. der er en god del snak på karlekammeret, men at sige det offentlig? Ikke tale om. Se hvad der skete med Ole Gjems-Onstad.

Men som romerne sagde: ”Navigere necesse est”. Det er nødvendigt at kunne navigere for at mestre verden.

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder