Et folketingsflertal smed Inger Støjberg under bussen for en procedurefejl, der kunne være klaret med en påtale, en såkaldt ’næse’. Men hendes eget parti og en hel del andre ville gerne have Inger en tur bag tremmer, og det har man jo Rigsretten til. Her er halvdelen af dommerne politisk udpeget, og de stemmer nok, som de har fået besked på. Det ville jo også være yderst pinligt for Venstre og de øvrige Støjberg-fjendtlige partier, hvis hun bliver frikendt eller får en mild og politisk ubelastende dom.

Det reelle indhold i Støjberg-sagen er dog en triviel ekspeditionssag sammenlignet med den klart ulovlige udradering af hele det danske minkerhverv, verdens førende producent af kvalitetsmink. Den 5. november 2020 meddelte statsminister Mette Frederiksen, at alle mink i Danmark skulle aflives på grund af fare for spredning af Covid Cluster-5-mutationen fra mennesker til mink og tilbage til mennesker.

Kun to dage forinden havde statsministeriet modtaget en rapport om sagen fra Statens Seruminstitut. Så fulgte to døgn med sjusk, hysteri og politisk amatørarbejde, der resulterede i lynchningen af den danske minkindustri. Regeringen traf beslutningen på et uvidenskabeligt grundlag. Man havde ikke en gang konsulteret det veterinærvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet. Man havde heller ikke vurderet, hvad andre minkproducerende lande havde truffet af forholdsregler. Det viste sig naturligvis, at Danmark var det eneste land, der likviderede sin minkproduktion. Så med det ringest mulige videnskabelige beslutningsgrundlag og uden lovhjemmel blev det danske minkerhverv ved en politisk standret dømt til døden. Det vidste statsministeren, men hun var ligeglad. For hun havde en helt anden dagsorden.

For statsministeren var det mere vigtigt, at hun hver dag kunne demonstrere for danskerne, at for regeringen var ingen byrde for stor, ingen omkostning for høj, intet offer for dyrt, hvis man derved kunne skærme bare én person mere mod smitten. Mordet på Verdens førende minkproducent med en årlig eksportomsætning på mere end 5 milliarder kroner var derfor det perfekte budskab fra landsmoderen til befolkningen: ” Her kan I se, at jeg er klar til gå den sidste meter for at beskytte jer mod smitten. Uanset omkostningerne. Uanset konsekvenserne. Ingen indsats er for stor for mig og min regering!” Og så var der jo også stemmer at hente til socialdemokraterne fra de mange dyrevenlige vælgere, der ikke bryder sig om damer i minkpels.

Inger Støjberg kom for Rigsretten for at gøre det rigtige ved at beskytte mindreårige kvinder mod ulovlige ægteskaber. Mette Frederiksen bliver derimod ikke stillet til ansvar for sit ulovlige og ubegrundede mord på den danske minkindustri. Fødevareminister Mogens Jensen måtte tage en kugle for statsministeren og gå af. Minkkommissionens afhøringer kommer nok også til at koste hoveder i embedsværket. Men ansvaret ligger hos statsministeren. Den, der har magten, må også tage ansvaret. Eksperter, institutioner og styrelser har kun et rådgivende ansvar. Mette Frederiksen sidder med det eksekutive ansvar. Men der bliver ingen rigsretssag. Uanset de uhyrligheder, Minkkommissionen kommer til at afsløre, er der ikke flertal for det i Folketinget. Politik er det muliges kunst. Også at man kan slippe godt fra et mord.