Kommentar

Når børn og unge fisker fra stranden ved Kronborg, generes de ofte af andre børn, som tramper på fangsten. Hvis det kommer til håndgemæng, tilkaldes et tæskehold af storebrødre, som fordriver lystfiskerne. Om vinteren, når en dam i et grønt område fryser til, morer ungerne sig med at skøjte, indtil de føromtalte fiskeknusere dukker op. Disse drenge har hverken skøjter eller vinterstøvler, men er iført spidse laksko. Deres ærinde er at genere skøjteløberne ved at smide sten og kæppe ud på isen. Nogle af provokatørerne har for vane at deltage i Espergærde Idrætsforenings »haldiskotek«. Her prøver de at komme i slagsmål, skønt de må undvære tæskeholdets opbakning, da »storebrødrene« ikke ønsker nærkontakt med det udposterede politi. I øvrigt fordriver både små og store brødre tiden med at frarøve andre unge penge og mobiltelefoner.

I Karlebo Kommune har håndboldpigerne i over et år været generet af en flok drenge fra en boligblok i Kokkedal. Banden dukker op, når der er træning, onanerer åbenlyst, drikker øl og smider dåserne efter pigerne. Ved håndboldstævner begår banden hærværk på de parkerede biler. Lignende tilstande er daglig kost i f.eks. Bispehaven i Århus, Høje Taastrup eller Vollsmose ved Odense. På universitetet i samme by er en sociolog blevet omringet og truet af en gruppe unge, der finder mishag i indlæg, han har sendt til pressen. Fra den anden side af Øresund meldes om en skole, hvor en bande drenge altid springer over køen, når der uddeles skolemad. Andre elever, der vil standse dem, bliver pryglet.

Vold ifølge kodeks

I spektrets alvorligste del figurerer indespærring eller bortførelse af unge piger – og i et par tilfælde drab. Som det fremgår af talrige rapporter i pressen, udøves disse overgreb ikke på grund af materiel nød eller efter indtagelse af rusmidler. De foretages med overlæg i henhold til en kodeks. Udøverne af denne vold tilhører en underklasse, der hovedsagelig er indvandret fra Pakistan, Libanon, Syrien og Tyrkiet. I landdistrikterne i disse lande er den fremherskende organisering den patrilineære klan. Klanorganiseringen er en biologisk betinget relation, som ofte efterlignes og overføres til større sammenhænge. Mange steder er klaner blevet suppleret med broderskabslignende sammenhold, og de danner et mønster under økonomi og politik, eksempelvis på Korsika, Kreta og i Kaukasus.

ANNONSE

Klaner i Norden

I Nordens historie kendes klanernes barbari fra Njals saga, der beretter om blodfejder i Island. Men senere blev staten Europas dominerende organiseringsform, og omkring år 1700 blev også de skotske klaner underlagt en aristokratisk-borgerlig orden. Klanlignende organiseringer har fortsat magten i Afrika og dele af Asien. Algeriet, Egypten, Syrien, Irak og Pakistan beherskes således af officerskliker, der ikke er politiske partier i europæisk forstand, men direktioner i snylterøkonomier og gigantiske undertrykkelsesapparater. De bekæmpes af andre klaner og konspirationer, der prøver at gribe magten ved at bruge etniske eller religiøse budskaber som legitimering. Eksempler er det konglomerat af dræberbander, der kaldes »Den islamiske Frelsefront« i Algeriet, og de kurdiske oprørsbevægelser, dannet af de rivaliserende klaner Talebani og Barzani. I bunden af Nærorientens hakkeorden findes bønderne. Deres foragtelige status blev belyst under Golfkrigen i 1991, da Saddam Hussein lovede de irakere, der ville opdyrke jord og producere levnedsmidler, fritagelse for værnepligt.

Betalt for ikke at arbejde

At leve i en landsby anses for et ydmygende foretagende, og mængder af bønder strømmer hvert år til storbyernes slumkvarterer. Andre udvandrer til Danmark, hvor offentlige myndigheder betaler dem for ikke at arbejde. I Nærorienten betragtes denne inaktivitet som en prestigegivende luksus for overklassen. Fra bestemte landsbyer foregår således en trafik, hvor den ældre generation fastsætter, hvilke fætre der skal giftes med hvilke kusiner, hvorpå brudeparret sendes til forsørgelse i en dansk forstadskommune. Her gør pengestrømmen fra staten det lettere for landsbyklanerne at opretholde den arbejdsfri tilværelse og reproducere den medbragte kultur. Underklasseghettoerne holdes oppe af et samfund, hvis stabilitet og velstand skyldes protestantismens arbejdsmoral og den retsstat, romerne opfandt for over 2000 år siden. Men for Nærorientens bønder forbliver denne verden hyllet i mørke, og når sygeplejersken spørger en kvinde fra dette miljø, om hun ønsker rugbrød eller franskbrød, forlanger hun tolk, skønt hun for sjette gang skal føde på Hvidovre Hospital.

Voldelig og truende børneopdragelse

Når børnene vokser op, opdrages de efter et adfærdsmønster, som er udbredt i Nærorientens landsbyer. Her kendetegnes omgangsformen af hyppig voldsanvendelse, og den, der går indvandrere og flygtninge fra denne del af verden på klingen, hører en strøm af beretninger i stil med Olaf Hergels beskrivelse af den mishandling, en ung kvinde af albansk herkomst blev udsat for (Berl. Tid. 22.4.). De her nævnte problemer er baggrunden for initiativer som f.eks. »Broen«, der hjælper unge indvandrere, som presses til ægteskab. Ligeledes prøver »fædregrupper« og andre at tage hånd om nogle af gadebanderne. Men de etniske danskeres civile samfund og offentlige myndigheder virker påfaldende passive og synes nærmest lammet i konfrontationen med den forhistoriske klankodeks. Tidligere karakteriserede den daglige vold også Vestens kultur, men i 1600-tallet begyndte den høviske adfærd at brede sig fra magtens centrum i Europas enevældige stater til aristokratiet og derfra til borgerskabet. I det 20. århundrede blev også byarbejderne civiliserede, og i Danmark skete der i 1960erne en kulturrevolution, da landproletariatet forsvandt, og da de voldelige skolelærere blev fjernet eller tvunget til at give afkald på deres hidtidige pædagogik. Den civiliserede omgangsform kan spores tilbage til tiden før den europæiske enevælde. Den vandt frem i senmiddelalderen i dele af aristokratiet og gejstligheden, og et af dens kendetegn var mændenes ændrede syn på kvinderne i retning af respekt. Datidens kunstgenrer – eksempelvis Dantes og Petrarcas poesi – udtrykker et nyt mønster i kønsrollerne, som var inspireret af den muslimske overklasses livsstil i Spanien, der på sin side havde importeret de høviske normer fra Persien, hvilket den dag i dag kan høres i flamenco-musikken.

Fordummelse og fanatisme

Berøringen mellem klasserne og mellem by og land var stærkere i det kristne Vesteuropa end i lande, hvor regeringsmagten blev udøvet af muslimer. Dette var medvirkende til, at Vesten blev dominerende i videnskabelig, økonomisk og militær henseende. Derimod forfaldt Nærorienten fra omkring år 1600. Fordummelse og fanatisme afløste en tidligere epokes kulturpræstationer, og landsbyernes klanorganisering blev aldrig opløst. Derfor opdrager underklassen stadig børnene på en måde, danske socialrådgivere og politikere har svært ved at kapere. For pigernes vedkommende drejer det sig om detailstyring af livet i hjemmet med forbud og påbud. For hankønnet gælder derimod, at aktiviteterne finder sted uden for huset. Drengene strejfer omkring for at afprøve omgivelserne, dvs. registrere, om en handling udløser fysisk afstraffelse, udøvet af fremmede voksne.

Voldtægt giver prestige

I kernen af klankulturen virker to arabiske identitets- og æresbegreber, sharaf og erz. Den første er den prestige, klanens mænd erhverver, og som kan øges eller reduceres. Den anden er kvindens anseelse, som er statisk og kun kan tabes. Hvis det sidste er tilfældet, risikerer hun at blive myrdet. Et gennemgående træk er, at den mandlige ære kan forstærkes ved at ydmyge og udplyndre fremmede, og voldtægt af andre klaners kvinder virker prestigeforøgende for angriberen. Dette kom klart til udtryk i de krige, muslimer og kristne førte mod hinanden på Den Iberiske Halvø i middelalderen.

Drenge fra ikke-integrerede indvandrerfamilier betragter Danmark som en meget velstående, men frygtsom klan. De følger deres voldelige impulser, fordi de ikke udsættes for øjeblikkelig fysisk afstraffelse, fordi de har fået indpodet, at ikke-muslimer er urene væsener, der i massiv målestok hengiver sig til promiskuitet og stofmisbrug, og fordi de ikke opdrages til at følge de normer, der gælder i det omgivende samfund, herunder også blandt de mange indvandrere, som har benyttet chancen til at frigøre sig fra klantyranniet.

Hvordan ville medierne og politikerne reagere, hvis etniske danskere dagligt chikanerede og overfaldt muslimske indvandrere? Hvorfor interesserer så få sociologer og politikere sig for den kendsgerning, at det netop er denne gruppes underklasse, der skaber problemer, og ikke f.eks. kinesere? Hvor er rimeligheden i, at staten betaler for at modtage immigranter, der åbent erklærer, at de ikke vil integreres og f.eks. påstår, at deres religion forbyder kvinder at svømme?

Hvorfor er den politiske venstrefløj og kvindesagsforkæmperne ikke forlængst gået massivt ind i et energisk solidaritetsarbejde med »Broen« og lignende initiativer, som dagligt fører en vanskelig kamp mod klankulturens vold og ydmygelse?

Torben S. Hansen, ,historiker , ekstern lektor Københavns Universitet

Berlingske Tidende   4. Maj 2001   [indsat afsnitoverskrifter v.Kirsten Damgaard ]

Kronik: Det danske samfund virker påfaldende passivt og synes nærmest lammet i konfrontationen med den forhistoriske klankodeks, som praktiseres af visse indvandrere.

ANNONSE