Kommentar

Meget tyder nu på, at forfatteren Eric Zemmour efter lange overvejelser har ladet sig overtale af sine begejstrede støttegrupper til at opstille til det kommende præsidentvalg

Selvom Zemmour efter sigende ikke bryder sig særlig meget om de sociale medier, er det dog her han finder en begejstret folkebevægelse, som opmuntrer ham og gør ham synlig  med henblik på præsidentvalget i 2022, hvor valgkampen allerede er i gang. Tilhængerne kommer fra både højre- og venstrefløjen og  består af grupperinger med interessante navne som  Génération Zemmour, Kvinder for Zemmour, Ungdommen for Zemmour og endda Gymnasieelever for Zemmour. Båret frem af denne popularitet giver han nu efter og gør sig klar til at melde sig på banen. 

Eric Zemmour, forfatter, essayist og politisk journalist, er ikke den type, jeg som hans læser umiddelbart ville se som præsident. Dertil er han for “pæn”, for værdig og ingen  skrålhals og – ifølge ham selv – lidt usikker over for de opgaver, som venter den kommende præsident med krav om indsigt på mange områder. Hans holdning er, at han ikke vil slå større brød op, end han kan bage og begå samme fejl som Macron med mange projekter, der aldrig blev ført til ende, men han har sine ideer om, hvordan han vil forsøge at løse Frankrigs mange problemer. Nu er den øvrige højrefløj begyndt at skæve til den populære kandidat, ikke mindst Marine Le Pen, hvis politik nok er den, som kommer ham nærmest. Men i modsætning til Marine, som åbenbart har foretaget en kovending i sit syn på indvandrerpolitiken og nu taler om integrationspoltik, vil Zemmour, der ikke tror på integration, føre en mere håndfast og konsekvent politik – heriblandt hjemsendelser hvor det er muligt – i forbindelse med de voldsforbrydelser, som den enorme indvandring til Frankrig har ført med sig.

Hvad får da Zemmour til endeligt at beslutte sig for at gå aktivt ind i politik? Ikke for fornøjelsens skyld, siger han et sted, men fordi det er tvingende nødvnedigt at gøre noget ved barbariet i landet på grund af en hovedløs humanisme, som er løbet helt af sporet, og som er i gang med at ødelægge landet. Her tænker han på de mange mord begået af sharia inspirerede muslimer i landet. Især halshugningen af Samuel Paty har gjort indtryk på ham, fordi der her var tale om en enkelt person, som begik sharia på eget initiativ. Dertil kommer selvfølgelig også masakren på Charlie Hebdo og Bataclan. Disse uhyrligheder viser, at Frankrig er endt som et land, hvor ingen kan føle sig i sikkerhed længere, mener han. At det er kommet så vidt tilskriver han medierne, som er alt for tilbageholdende med oplysninger om disse uhyrligheder, men ikke mindst politikernes enorme hykleri og manglende sympati for deres egne befolkningers kvaler, mens de ifølge Zemmour lefler usmageligt for de muslimske minoriteter.

ANNONSE

Republikanerne har allerede lovet franskmændene en folkeafstemning om deres holdning til indvandringen, hvis de vinder præsidentvalget. Jamen det er da også ret behændigt tænkt. Sikke en lokkemad! Resultatet vil nok bare være tvivlsomt, mener Zemmour, eftersom  den franske befolkning – disse “racister” og “islamofober”, som Macron fordømmer – er lige så bange for at få stemplet “fascister”, som de frygter sharia, siger han. Stakkels franskmænd! siger jeg. Kan de heller ikke kende forskel på skidt og kanel?

Som et vigtigt element i tidens dekadence har Zemmour en skarp holdning til feministbevægelsernes ensidighed og medløberi, hvor hykleriet er blevet acceptabelt i den såkaldte kamp for ligeværd for alle. Og hvor har han ret, når han ser en utålelig og klam dobbeltmoral hos disse gruppers lobbyvirksomhed, som på ingen måde længere forsvarer udsatte kvinder – ikke mindst kvinder blandt minoriteterne –  men kæmper uden at møde modstand for at  promovere nye teorier om tvekøn, der i sygelig grad er kommet på mode og har fået tag i helt unge mennesker.  

Og som endnu et af tidens store spørgsmål kan vi næppe springe covid-vaccinerne over. Om det emne har Zemmour blandede følelser og fokuserer først og fremmest på diskussionen om fri debat, som han mener burde kunne foregå roligt mellem frie mennesker. Men friheden mangler helt i den offentlige debat, mener han, og denne mangel stimulerer den igangværende indførelse af et totalitært Macron regime i Frankrig, som han mener er inspireret af det kommunistiske styre i Kina. Ja hvem ved, måske er Kina på vej som fremtidens nye stormagt med samme indflydelse som den, USA havde på Europa i efterkrigsårene.

At frihedsbegrebet vil være det helt store emne i årene der kommer, kan vi alle fornemme. Ikke kun i Frankrig, men i hele Europa. Frihed til at tænke, skrive og debattere. Hvordan vil det gå, når medierne i stigende grad censurerer både det talte og skrevne ord?  Er vi for lydige, og lader vi os alt for let programmere af den politiske korrektheds   propagandamaskine? Stalin var kun en amatør dengang i forhold til nu, for han havde ikke de midler til at betvinge folk, som magtens toneangivere har i dag. Ak ja, hvis efterkrigstidens europæere  havde vidst, hvad der ventede Europa som skulle blive  bundet på hænder og fødder af diverse konventioner og EU diktatur. I Danmark erkender vi i dag, at det europæiske fællesskab, vi i 1972 stemte os ind i,  ligger milevidt fra nutidens EU, som har lagt sit jerngreb om Europa. Hvad der sker i Frankrig i dag, bør vække til eftertanke, for det handler også om os.

Vil det væe muligt at få vendt bøtten og få en person til magten i Frankrig, som vil kunne bringe orden i den sump, som dette land er blevet til med sit flertal af det, som Zemmour kalder “krybende, ukritiske partisoldater” i parlamentet og en regering af teknokrater, hvor Macron har frie hænder til at gøre hvad han vil – eller hvad Bruxelles vil. 

Ingen tvivl om, at Zemmour som en af de få har set og forstået den totalitære globale elites  projekt, hvor Macron er blandt de “sprællemænd”, der fungerer som deres repræsentanter i bestræbelserne på at indføre “den nye verdensorden”. Og man må jo sige, at det er lykkedes på ganske få måneder at indføre en ny officiel ideologi så godt som verden over. Et emne, som kræver særskilt behandling.

Og militæret, hvad blev der af diskussionen omkring dem og generalernes breve til Macron? Zemmour er ikke blind for, at en militær aktion af en slags kunne være i venteposition ude på sidelinjen.  De berømte breve kaldes af mainstream pressen for  idioti, idet “menneskerettighederne i Frankrig…” ifølge pressen “ikke er klar til at underlægge sig så stærk en magt” som et mliltærdiktatur. “Menneskerettighederne”?  Hmm,  kan vi mon ikke blive enige om, at denne krigsmaskine kaldet “menneskerettighederne” først og fremmest – eller i hvert fald i lige så høj grad – burde  tjene de folkeslag, som nu trues på deres eksistens i deres egne lande, som for det frembrusende islam, der er fulgt med folkevandringerne? Mit personlige gæt vil være, at vi kun vil se en militær aktion i Frankrig i forbindelse med et folkeligt opgør med islam. Men ud fra Zemmours syn på sine landsmænd vil dette næppe kunne ske.

Konklusion

Er Frankrig da ved at være en diktaturstat, som mange franskmænd ifølge flere netaviser mener? Tja, med Macron i et fortsat præsidentembede kan det vel ikke helt udelukkes. For højrefløjen, hvor Zemmour selv hører til, vil ifølge Zemmour tabe kampen for Frankrig med deres overdrevne naivitet og lunkne holdninger. Den franske højrefløj vil ikke have et brat opgør med systemet, siger han, men hellere en langsom ændring, der ikke vil bringe landet ud af dets problemer. 

“Diktaturet er på plads”. Franskmændene ligger som de har redt, mener Zemmour. 

Zemmours politiske engagement er naturligvis begrænset, for det er svært at handle, hvis man ikke har adgang til magten og kan få medierne tilstrækkeligt interesseret. Men Zemmour synes at være besluttet på at holde ved, for Frankrig er i en dramatisk periode, og franskmændene er i fare for at dø, siger Zemmour. “Frankrig er ved at dø”.

—————-

 

https://ripostelaique.com/zemmour-je-pense-quil-faut-agir-je-sais-ce-quil-faut-faire.htmlhttps://www.valeursactuelles.com/clubvaleurs/politique/eric-zemmour-je-ne-suis-pas-la-pour-jouer/

https://ripostelaique.com/zemmour-je-pense-quil-faut-agir-je-sais-ce-quil-faut-faire.htmlhttps://www.valeursactuelles.com/clubvaleurs/politique/eric-zemmour-je-ne-suis-pas-la-pour-jouer/

ANNONSE

Mest læst

Et billede siger mere

Vor tids paria