Kommentar

Den prisbelønnede danske film, Armadillo, gav et indblik i hvad soldaterne blev udsat for.

Berlingske har interviewet seks tidligere udenrigsministre som næsten alle er enige om to ting: nationsbygning i muslimske lande har ikke ført til noget og USA’s alenegang og opførsel gør at det må få konsekvenser for Danmarks tillid til USA. Danmark kan ikke have en allieret som gør så abrupte valg uden at forberede sine allierede.

Det er opsigtsvækkende åbenmundet, særlig hvad gælder forholdet til USA.

Hvor mange andre allierede tænker det samme uden at sige det højt?

Argumenterne er logiske: De allierede vidste at USA ville trække sig ud. Trump havde reduceret styrken og havde sat fristen til maj. Men Biden ville ikke gøre noget som Trump havde bestemt, før han pludselig ombestemte sig og amerikanerne forlod Afghanistan over hals og hoved. Biden tog både afghanerne og sine allierede på sengen og det har f.eks. Merkel udtrykt misfornøjelse med.

Tilbagetrækningen fra Bagram var symbolet på hvordan man ikke gør det. Amerikanerne ville bruge Kabul lufthavn og sikkerheden skulle tyrkerne tage sig af. Det har vi ikke set meget til. Biden måtte sætte 6.000 soldater ind.

ANNONSE

Nær samtlige er enige om at nationsbygning viste sig langt mere kompliceret og vanskelig end først antaget. Sådanne grandiose projekter har man ikke kræfter til i fremtiden. Det var over evne.

Det er en lærdom som det tager lang tid før den synker ind. Vesten klarer ikke at eksportere demokrati selv om en del af befolkningen omfavner moderne ideer. Husk at moderniteten regnes som et universelt fænomen.

Men Vesten så at det udløste nogle modkæfter. Et land skal helst finde frem til moderniteten på sin egen måde. Kina, Sydkorea og Taiwan har vist at det kan gøres på forskellige måder.

Sammenbruddet i Afghanistan har klare træk af et sammenbrud i USA. Det var ikke en magtdemonstration USA viste, da udtrækningen endte i kaos. Og værre kan det blive.

De seks udenrigsministre lurer derfor på: Kan vi stole på USA i fremtiden?

Per-Stig Møller fra de Konservative (udenrigsminister 2001-2010) mener vi blev vidne til et »udenrigspolitisk break down« i USA.

Møller er særlig skuffet over at USA ikke tog sine allierede med på råd og heller ikke informerede dem om hvad, der skulle ske:

»Da vi gik sammen med dem, var det ud fra devisen om, at vi skulle være loyale. Men loyalitet går begge veje, og det, vi har set, er, at de har udsat os som allierede for den ene store overraskelse efter den anden. Det skuffer mig virkelig. Jeg ved ikke, hvor de har deres hoveder henne,« siger han:

»De har tabt troværdighed. Hvem tør satse på dem nu? Vi kan ikke regne med dem, og derfor må vi justere kursen og klare os mere selv.«

Næste gang USA kommer og beder sine allierede om hjælp, er det ikke sikkert Danmark stiller op. Et militært samarbejde forudsætter et politisk.

Martin Lidegaard fra De Radikale slår nogle andre toner an. Han mener Danmark må indgå aftaler som “sikrer freden” selv om det sker med partnere man normalt ikke vil associeres med. Javel, er det islamistiske regimer han ser for sig?

Set med hans øjne, må vi – Danmark og Europa – revurdere vores succeskriterier i blandt andet Mellemøsten.

»Selvom det er smerteligt, må vi erkende, at det ikke handler om at forhandle menneskerettigheder. Det handler om at skabe fred og løsninger, der er alt andet end perfekte. Og for at sikre det, skal vi være klar til at forhandle med lande, vi normalt opfatter som alt andet end partnere,« siger han.

Er det en verden, hvor islam fylder mere som Lidegaard pejler sig ind mod? Tyrkiet, Pakistan,, Indonesien, Rusland, Kina, Iran? De har alle det til fælles at de er autoritære eller totalitære. Er det disse vi skal lære at leve med?

Han åbnede med at sige:

»Mellemøsten er Europas hovedpine nu. Vi kan ikke forvente, at amerikanerne vil løfte en finger. Opgaven ligger på vores skuldre, og det er en opgave, vi ikke kan ignorere,« siger han.

Dette er nye signaler om en region, som USA har domineret. Men under Syrien-krigen kom Rusland ind igen. Trump var ved at opbygge noget nyt. Nu er der kaos. Bidens kaos.

Det vil de seks udenrigsministre nok ikke helt se konsekvensen af. De snakker om “USA” som om det var samme størrelse. Det er det ikke.

En ny udenrigspolitisk strategi, intet mindre, er hvad de seks går ind for.

 

Klandrer sig selv

Et andet signal er at venstrefløjen fortsætter med at klandre Vesten. Det er noget af forklaringen på at man ikke formåede at påvirke Pakistan, Afghanistan eller Iran. Venstrefløjen er mest optaget af at finde fejl ved Vesten, og man kræver at Vesten skal være eftergivende storsindet, netop de egenskaber som er kontraproduktive i Mellemøsten.

»Ligegyldigt hvor store kræfter, man sætter ind, kan man ikke få herredømme over så kompliceret et land som Afghanistan. Vi kan se nu, at vi i alle disse år har kæmpet mod en dybt konservativ landbefolkning, som slet ikke ønskede os. Vi har brug for en erkendelse af de store begrænsninger, der er på, hvad man kan udrette militært.«

Siger Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet. Han giver udtryk for resignation: Islamisk kultur er stærkere end vores. Det må vi bare indse. Men hvad med vore egne samfund? Politikere som Lykketoft har importeret hundredtusinder til sit eget land. Gælder det samme her? At islam ikke kan integreres og fordanskes og at danskerne må tilpasse sig?

Hvis udenrigsministrene er frustreret og måske skræmt over amerikansk svaghed, hvad da med EU? De går ind for at satse stærkere på EU og Erna Solberg i Norge er også helt der henne. Hun kan ikke vente til Norge bliver formelt medlem, selv om befolkningen ikke er med. Danskerne har noget til fælles med nordmænd: De tog et forbehold mod forsvarssamarbejdet i EU på topmødet i Edinburgh i 1992. De står udenfor. Politikerne vil have det ophævet, men det kræver en ny folkeafstemning.

Politikerne vil have mere overnationalitet, danskerne er skeptiske. De har set at eventyret i Afghanistan har kostet for meget. Men hvad med “eventyret” på hjemmebane? Det begynder også at koste og diasporaens fortsætter med at vokse.

Mellemøsten er for længst kommet til Norden.

 

De har alle været Danmarks udenrigsminister – nu rejser de en svær debat om fremtiden

ANNONSE

Mest læst