Kommentar



 

Donald Trump varslede natten til i går, at han vil gøre noget, som han ellers har forsværget i valgkampen: Øge indsatsen i Afghanistan. – Det er noget andet at side i præsidentstolen. Verden ser anderledes ud, begrundede Trump.

USA har for tiden 8000 soldater i Afghanistan. En stigning på 4.000 er antydet. Det er ikke mange, men er symbolsk vigtigt.

Afghanistan er den længste krig USA nogensinde har udkæmpet: 16 år, og nu går det mod en ny runde. Mange sukker opgivende. Får det aldrig ende?

-Vi kan ikke kaste håndklædet i ringen, så stryger Taliban og IS gevinsten, sagde Trump.

Det er sandt. Uden amerikansk støtte vil Kabuls områder smuldre. Regeringshæren er endnu ikke stærk nok til at stå på egne ben. Den er helt afhængig af amerikansk træning og ikke mindst: flystøtte.

Det samme gælder den irakiske hær, men der har iransk-støttet milits og iranske rådgivere sat amerikanerne i en underordnet rolle. USA får lov at bombe fra luften, men det er Iran, der har bestemmeskoene på.

ANNONSE

USA har ikke længere så mange kort på hånden.

Trump var klar i mælet om, at Pakistan skal gøre mere. Det har andre præsidenter sagt før ham, men ingen har turdet at sætte magt bag kravene, selv ikke efter at det blev afsløret, at Osama bin Laden levede i dækning lige ved Pakistans fineste militærakademi. Det arrangement kunne ikke have fungeret uden grønt lys fra den pakistanske sikkerhedstjeneste ISI.

Skulle Trump gøre alvor af advarslerne, kan det forrykke balancen mellem Pakistan og Indien. Pakistan læner sig op ad Kina og giver Kina adgang til dybhavshavnen Gwar.

Kina projicerer sin magt i den helt store stil, og det er muligt, at Trump positionerer USA til en opdæmning af kinesisk magt.

Moral og sikkerhed går hånd i hånd. USA har ofret liv og enorme summer i Afghanistan. Engagementet er ikke populært i USA, men hvad ville amerikanerne have sagt, hvis IS og Taliban vandt frem og alle ofrene ville have været forgæves?

Vi bekæmper dem «der» for at slippe for at gøre det «her», siger man i USA.

Men hvad hvis «de» allerede er «her»? Det kan europæerne sige med større ret, men de er om muligt endnu mindre villige til at indrømme det.

Trump beder om assistance fra de allierede, men det siger noget om iveren, at Storbritannien kun øger kontingentet med 85 rådgivere.

Storbritannien kunne i 1800-tallet miste 50.000 soldater i Afghanistan. Nu er selv nogle hundrede for meget.

Det er kun USA, som har styrken til at fortsætte, og selv der kæmper man med motivationen.

Vesten er træt af krige i muslimske lande, men hvordan vil amerikanere og europæere reagere, når de forstår, at «Afghanistan» og «Irak» og «Syrien» er kommet efter dem til Europa og USA?

 

ANNONSE


Mest lest