København 3. september 2014. Foto: Steen Raaschou, copyright.

Lars Løkke Rasmussen forsøger at etablere en balance, som hans egen politik har umuliggjort. I stedet for at gå af forsøger han at holde spillet gående ved at bedrage vælgerne.

Jeg har med interesse fulgt Thomas Larsens udvikling på Berlingske. Larsen er ved at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Han siger det dæmpet, men tydeligt for den, der kan læse mellem linjerne.

Lars Løkke Rasmussens nytårstale var et forsøg på afbalancering. Men det lykkedes ikke og svaret er, at det ikke længere er muligt. Afstanden er for stor og diametral modsat.

Lars Løkke Rasmussen vil ikke vælge og svæver derfor frit i luften.

I sin tale fremstod Løkke flere gange som et sindbillede på en af de trængte europæiske ledere, der kæmper desperat – og i stigende grad udmattet – for at finde fodfæste på en midterbane, som fløjene til højre og venstre river i, og som mange vælgere søger væk fra.

Set i det lys var nytårstalen én lang appel til danskerne om at blive ved med at tro på de kendte institutioner og søge de balancerede løsninger. Det nådesløse spørgsmål er imidlertid, om det rækker i en tid, hvor udlændingepolitik og indvandring skaber skarpe skel, hvor mange borgere i 2018 blev vidner til elendig moral i dele af erhvervslivet, og hvor flere spørger sig selv, om de gamle magtpartier og institutioner kan levere løsningerne?

Man skal læse langt ned i kommentaren for at finde kernen. Centrum fungerer ikke længere.

Det er statsministeren selv et eksempel på. Han har selv bidraget til desillusioneringen ved at sige en ting og gøre noget andet. Det handler selvsagt om at Danmark i stadig mindre grad er Danmark. Når statsministeren vil tage borgernes bekymring alvorligt, gør han det med at slå fast at Danmark er forandret for altid.

Er det et problem, at Danmark er blevet så markant forandret, spurgte Løkke retorisk?

I svaret gik han på listefødder. Han fastslog, at det er umuligt at rulle tiden tilbage, og at det nu drejer sig om, at gamle og nye danskere finder en vej frem sammen og føler et fælles ansvar for at passe på Danmark.

Han siger i realiteten, at danskerne bare må indstille sig på at de bliver reduceret til en af flere befolkninger på det geografiske stykke land, der bærer navnet Danmark.

Han sagde direkte, at tilstrømningen udefra har forandret Danmark for altid. Han nævnte selv, at da han gik i gymnasiet, var der i Danmark ca. 50.000 mennesker med ikkevestlig baggrund. I dag nærmer tallet sig 500.000, og som det fremgik af en prognose fra Danmarks Statistik for nylig, vil tallet stige til mere end 860.000 i 2060.

En ting er en udvikling alle har kunnet observere. Noget andet er at landets statsminister siger at det her er ikke noget man kan rulle tilbage eller ændre. Mange mennesker vil opleve det som en grov forulempelse.

Løkke Rasmussen spiller flere roller, han bruger dem efter behov. Et af dem hedder ansvarsfraskrivelse.

Først fører danske regeringer en politik, der opløser nationalstaten. Derefter siger politikerne, at det er historiens gang.

Når han skal berolige folk, beder Løkke Rasmussenen vælgerne om at stole på de samme myndigheder, der har ledet landet ind i ulykken: åbne grænser, lige rettigheder til alle, parallelsamfund. I det ene øjeblik vil LLR rive ghettoerne ned, i det næste siger han “mere af det samme”.

Han ved godt, at mange vælgere er vrede og frustrerede over, hvad de opfatter som verdensfjerne internationale organisationer. Det gælder EU, som nedlagde de indre grænser uden at have et ydre forsvar på plads. Det gælder de aktivistiske domstole, der træffer beslutninger, som mange vælgere anser for at være uretfærdige og skadelige for nationalstatens ret til selv at fastlægge for eksempel udlændingepolitikken.

Dråben, der fik begæret til at løbe over var at LLR personligt tog til Marrakesh for at undertegne migrationspagten. Han demonstrerede dermed for hele verden, hvor hans loyalitet ligger, og det er ikke hos danskerne.

Mange vælgere i Danmark og resten af Europa fulgte også med forbløffelse det forløb, der for nylig førte til, at FN banede vej for en global migrationsaftale, der blandt andet skal skabe større lighed mellem flygtninge og migranter, og som hyldede visionen om det multikulturelle samfund.

Thomas Larsen skriver at LLR frygter Europaparlamentsvalget. Er frygt en rigtig betegnelse? LLR får hvad han beder om.

Løkkes frygt er, at valget til Europa-Parlamentet til maj netop vil udvikle sig til en farlig og svært forudsigelig styrkeprøve, hvor vælgere, der har fået nok af denne udvikling, i endnu højere grad vil søge mod de nye protestpartier og folkelige bevægelser.

Man ser at politikere som LLR strammer nettet. De er som tryllekunstnere, der forsøger de samme tricks om og om igen. De har virket før, hvorfor ikke nu?

 Han spiller på folks frygt. Folk er virkeligt bange. Allermest burde de være bange for politikere af LLR´s type: LLR forvandler politik til et spil. Det har altid været et spil, men nu handler det om at lure vælgerne, så de ikke forstår at de bliver snydt. Det er en helt ny definition på demokrati.

 Når politikernes grænseløse kynisme går op for vælgerne, er det ikke sikkert deres raseri kan kanaliseres ind i konstruktive former.

 Man må håbe. Men jo længere politikere som LLR bliver siddende, jo støre bliver opløsningen.

Tittelen på Larsens kommentar er ironisk:

  Løkke kæmper for balance i en polariseret tid

Det er løkke Rasmussen og hans ligemænd der er de største polarisatorer.