Kommentar

Trump roser ofte og med rette, sin regerings præstationer. Økonomien og beskæftigelsen, energiuafhængigheden, det styrkede militær, mRNA vaccinerne via Operation Warp Speed (“Next it could tackle flu, malaria or HIV”) og den begyndende afkobling fra kommunistiske Kina. Og så Abraham Aftalerne. Men måske har Trumps ledelsesstil først og fremmest afsløret Washingtons politiske elites hovmodige inkompetence. Betragt således, som en studie i dendrologi, statsmanden John Kerry dosere sin indsigt om Mellemøsten i 2016

 


“There will be no separate peace between Israel and the arab world. I wanna make that very clear to all of you. I’ve heard several prominent politicians in Israel sometimes saying ‘well, the arab world is in a different place now, we just have to reach out to them and we can work some things with the arab world and we’ll deal with the palestinians…’ No! No! No! And no!

 

I can tell you that, reaffirmed in the last week as I have talked to leaders of the Arab community, here will be no advance and separate peace with the Arab world without the Palestinian process and Palestinian peace.

 

Som han ser alvorligt ud på klassen, formaner han videre “Everybody needs to understand that!”. Som kendere af Kejserens Nye Klæder kan se, bruger Kerry sin autoritet indlejret i det herskende paradigme, til at forebygge dissens. Hvem tør sige at de ikke kan se meningen med at gentage en politik, der intet positivt har kastet af sig i årtier, andet end foto sessioner ved topmøder? Ingen der ønsker at være noget ved musikken. Du kan ikke bestå din eksamen i Mellemøst-moradset, hvis du afviger fra denne forståelse, ikke blive ansat i Udenrigsministeriet, ikke tages alvorligt som ekspert i medierne, ikke udgive en bog og ikke være med til en politisk forhandling. Et selvbærende og selvforsynende paradigme, der med tiden har mistet grebet om realiteterne.

At vejen til fred går gennem Israel Palæstina konflikten fik for alvor sit liv med det ikoniske billede af Yassir Arafat, der trykker Yizhak Rabin på næven, mens en lykkelig Bill Clinton slår ud med armene som en symbolsk omfavnelse af de to parters begyndende forsoning. Det lykkedes ham ikke, Bill Clinton, for som han senere sagde fejede Arafat alle forslag af bordet under hele ugens forhandlinger og så tog han hjem og startede en væbnet konflikt med tilhørende bombekampagne. Og det er dette fejlslagne forsøg, der lige siden har været den hellige gral for det udenrigspolitiske parnas i Washington. Tænk hvis ens generation kunne gøre det Oslo Aftalen næsten kunne – tænk hvis historiebøgerne viste et billede af een selv i Rose Garden med en guldbelagt fyldepen i hånden… Man skal gå benhårdt efter sine ambitioner og i Washington er der kun plads til de ambitiøse.

ANNONSE

At bygge sine ambitioner på fiasko lyder dumt for en forretningsmand, der har tjent milliarder på at bygge huse i den virkelige verden. Ligesom det lyder som en dødfødt forhandlingsstrategi, at give en terrororganisation vetoret over situationen i en hel region. Og hvis man ikke kan komme den ene vej, så må man gå den anden og ignorere den selvbekræftende klasse af intetheder, der har taget fejl i årtier.

Så Trump rakte ud til den arabiske Verden på sin første udenrigsrejse som præsident. Man kan vinde mere ved at samarbejde med Israel, forklarede han araberne, især hvis man har en fælles fjende i Iran. Han formanede også at hvis dagene med terror var forbi ville fremgang og velstand ligge forude – Og de lyttede henført, thi de var “in a different place now”.

Så ambassaden i Tel Aviv blev flyttet for at få et urimeligt palæstinensisk krav af bordet. I er ude, var beskeden og stedet gav han dem et kort, der viste hvad de kunne få, at se på, mens han efterlod dem på perronen til deres egne overvejelser. Atom aftalen, der ville give Iran mulighed for at bygge atomvåben om føje år blev annulleret. Isis blev nedkæmpet og kalif Al Baghdadi blev jagtet i døden af heltehunden Conan, som en advarsel til alle terrorister in spe. Den iranske terrorleder blev stavblendet til alles moro, selv mullaherne i Teheran, skønt de ikke kunne vise deres sande følelser. Trump tog omvendt noget ekstra flak fra pressen, fordi han ikke reagerede på at Saudierne kom til at partere en systemkritiker på deres ambassade i Ankara. 

Og så kunne Forenede Arabiske Emirater og Bahrain løje stemningen i den arabiske gade ved at være de første til at underskrive en fredsaftale med Israel, tidligere omtalt Slangens Hoved. Og stemningen var at flere lande fulgte efter mens andre trak på skuldrene og sagde at det vel snart er på de tider. Så: Jo! Jo! Jo! Og jo! Der vil blive en separat fred mellem Israel og den arabiske Verden. Eller som Trump selv udlagde arbejdet bag Abraham Aftalerne “You know, It’s so easy – if you know what you are doing!” Oh, de har mange grunde til et personlig had til outsideren Trump.

“[Trump] is doing it all wrong!” udbrød Biden frustreret under valgkampen, de han en sjælden grad blev presset til at forklare, hvorfor han var det bedre valg. Hans kognitive forfald kunne nok undskylde sparsommeligheden med argumenter og eksempler og det var nok mere en generel udtalelse. Men hans følelsesladede udbrud ligner en afsløring, der gælder Washingtons elite af eftersnakkere. Det er ikke resultater eller nogen gavn, der er formålet med konsensus politikken. Det er bare en gænge, insiderne beriger sig på, som kræver fælles fodslag. En dogmatisk ideologi, der så langt den har haft en mening, nu er blevet underløbet af at verden er et andet sted. Nu er den demaskeret – og så af outsideren, af alle ulykker.

Og hvad tænker alle de akademikere, der har skrevet tykke, dumme bøger og bedømt deres studerende, alle de politikere og diplomater, der har arbejdet på den helt forkerte løsning og holdt konflikten i gang og hvad tænker den presse og de korrespondenter, der har tegnet konflikten for offentligheden. Skammer de sig? Skifter de erhverv, måske til noget mindre kompliceret? Undskylder de? Ærer de den, der æres bør? Næppe. Ingen bliver straffet for at have taget grueligt fejl i et langt livs karriere, når man arbejder på universiteter for at bekræfte politikere i deres fejlantagelser. Hvad blev der således af sovietologerne efter Murens fald? Balkanologerne efter Jugoslaviens blodige opløsning? Orientalisterne efter Det Arabiske Forår? For de sidstes vedkommende skiftede de hest midt i vadestedet og fortalte om twitter og Facebook generationen af unge mennesker, der var et andet sted og ville have forandring og modernitet og frihed. Da alt endte ved det gamle hører vi ikke fra dem mere – trods det at Abraham Aftalerne viste at araberne nu er et andet sted.

Hvordan reagerer hovmodige mennesker når deres inkompetence afsløres? De gør som Joe Bidens regering og forbyder embedsmændene i Udenrigsministeriet, at omtale Abraham Aftalerne, som fredsaftaler og i stedet kalde dem ‘normaliseringer’ – skønt freden aldrig har været en normalitet. Outsideren Trump punkterer deres oppustede selvforståelse og deres eksistensberettigelse ligger i skraldespanden. Så de kræver hævn! Men de kan dårligt slå ind på den gamle vej. Det vil stå i historiebøgerne, hvorledes Trump revolutionerede USAs tænkning om Mellemøsten.

 

ANNONSE

Mest læst