Nyt

Israels tidligere FN-ambassadør, Danny Danon, forventer, at en fredsaftale mellem Israel og Saudi-Arabien vil blive undertegnet, inden der er gået et år. Det siger han i dag, torsdag, til Breitbart News.

Udtalelsen falder i anledning af et netop afholdt ”Abraham Accords Global Leadership Summit” i Rom med deltagelse af diplomater og politiske og religiøse ledere fra mere end 30 lande.

Den forventede fredsaftale kommer i forlængelse af de såkaldte Abraham-aftaler, som for to år siden med Donald Trumps mellemkomst blev indgået mellem Israel, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater. Senere tilsluttede Sudan og Marokko sig.

”Saudi-Arabien er vores naturlige partner”, udtaler Danon, som tilføjer, at Israel og Saudi-Arabien i flere år har samarbejdet bag scenen, og at han personligt har samarbejdet med saudiske diplomater om at sikre stabilitet og sikkerhed i Mellemøsten, mens han var FN-ambassadør.

ANNONSE

”Vi deler den samme abrahamiske fortid og en fælles fremtid”, siger Danon, som forventer, at den nye, stabile israelske regering under ledelse af Benjamin Netanyahu vil lette vejen for en fredsaftale med Riadh.

Ifølge den tidligere FN-ambassadør vil premierminister Netanyahus første udenlandske statsbesøg gå til Abu Dhabi, og han håber, at næste besøg bliver i Saudi-Arabien. Ifølge Danon er den største vanskelighed ved den israelsk-arabiske tilnærmelse at gå ud i offentligheden med den.

”Det er kun et spørgsmål om tid, før modige ledere træder ud af skyggerne, og der bliver endelig fred mellem alle Abrahams børn”, siger Danny Danon til Breitbart News.

Officielt fastholder Saudi-Arabien, at landet ikke vil normalisere forbindelserne til Jerusalem, før der er oprettet en palæstinensisk stat, men bag kulisserne har saudierne i årevis samarbejdet med Israel om at imødegå truslen fra Iran. For nyligt har Riadh åbnet sit luftrum for Israels civile luftfart.

USA’s tidligere ambassadør i Israel, David Friedman, betegner det som ”alvorlig fejl”, da Joe Biden kaldte Saudi-Arabien en ”paria”. I stedet burde han have bygget videre på præsident Trumps succesrige Mellemøsten-politik. I så fald ville der ifølge Friedman allerede være opnået diplomatiske forbindelser mellem Jerusalem og Riadh.

Der er flere tegn på opbrud i regionen. De Forenede Arabiske Emiraters overrabbiner, Elie Abadie, meddeler, at statens jødiske samfund er i hastig vækst. ”Som en ung jødisk dreng, der flygtede fra min hjemby, Beirut, ville jeg aldrig have drømt om, at jeg en dag ville tjene som rabbiner i et arabisk land”, udtaler Abadie.

Et andet tidens tegn er de vedholdende folkelige protester mod det iranske præstestyre.

Den iranskfødte, shia-muslimske imam, Mohammad Tawhidi, der også deltog i mødet i Rom, forudser, at præstestyrets dage er talte, og at fred mellem Israel og Iran er inden for rækkevidde.

”Nogle mennesker har svært ved at forestille sig, at Israel og Iran var tætte allierede for blot 43 siden”, udtaler Tawhidi. ”Jeg kommer her i dag som en fri iraner for at fortælle jer, at fred mellem Israel og Iran og oven i købet mellem den den shiitiske og sunnitiske verden er nærmere end nogensinde.”

”Folk i Iran har”, siger Tawhidi, ”set frugterne af Abraham-aftalerne, de har været vidne til, hvor hurtigt man kan bygge freden, og mange husker den tid, da israelske turister besøgte Teheran, og de længes tilbage til de dage.”

Kommentar: Donald Trump burde for længst have modtaget Nobels fredspris for sin banebrydende indsats.

https://www.breitbart.com/middle-east/2022/12/08/un-envoy-danon-peace-deal-between-israel-and-saudi-arabia-likely-within-year/

ANNONSE