Kommentar

Screenshot Louisiana Channel

På forespørgsel fra det konservative britiske netmagasin UnHerd kommenterer Michel Houellebecq tirsdag brevet fra franske generaler som advarer mod borgerkrig i Frankrig.

Hvorfor akkurat Frankrig? spørger Houellebecq.

Det er sandt at Frankrig er hårdt prøvet, men andre lande er jo omtrent lige så ilde stedt, skriver den berømte franske forfatter – kendt for en række succesrige samtidsromaner, den sidste af dem «Serotonin» (2019).

Houellebecq toner terrortrusselen i Frankrig lovlig meget ned:

Set ud fra islamistisk terrorisme er det rigtigt, at Frankrig i en periode var målet for især Isis, da sidstnævnte mente (ikke helt uden grund), at Frankrig havde angrebet dem ved at gribe ind i Syrien og Irak. Men disse dage er nu bag os, og hvis man tænker på de sidste årtier, ser vi, at Storbritannien, Spanien, Belgien og i mindre grad Tyskland også har lidt under for morderiske terrorangreb.

Han tvivler på om kriminaliteten i Frankrig er så meget værre end andre steder:

Skaber kriminalitet og vold, uanset om det er knyttet til narkotika eller ej, virkelig mere kaos i Frankrig end i andre europæiske lande? Jeg aner det ikke, men det ville overraske mig lidt; hvis dette var tilfældet, ville franske journalister ikke have undladt at fremhæve det.

Houellebecq ser i stedet en form for narcissistisk selvpiskning han mener, er typisk for Frankrig. Faktum er at forfaldet sker overalt, pointerer han, og hvad en så vigtig indikator som demografien angår, skiller Frankrig sig ikke negativt ud – tvært imod:

For nylig blev politikere og kommentatorer foruroliget over at høre, at det “beregnede fertilitetsindeks” (dvs. antallet af børn pr. kvinde) er faldet til 1,8 i Frankrig.

Et sådant fertilitetstal ville være en drøm for landene i Sydeuropa: for Italien, Spanien, Portugal og Grækenland, hvor tallet er 1,3. Det er endnu værre i Asien, i dele af verden, der er lige så teknologisk avancerede, som de er langt væk, men generelt beundrede. Tallet i Singapore og Taiwan er 1,2.

I South Korea er det blot 1.1.

Det mest bemærkelsesværdige ved postyret efter generalernes brev var, som UnHerds redaktion også reagerede på, at ingen satte spørgsmålstegn ved præmissen for det, skriver Houellebecq, nemlig at Frankrig er på nippet til at kollapse.

ANNONSE

Som forfatteren ser det, tager dette opmærksomheden bort fra en generel tilbagegang. Det er Vesten og moderniteten som begår selvmord. Det som særtegner Frankrig, er bevidstheden om det.

I det hele ser Houellebecq en grov fejlopfattelse. Det vi kalder fremskridt, er egentlig selvødelæggelse:

Men hvis vi tillader os et øjeblik at se bort fra Frankrigs særlige tilfælde (og det ville virkelig være klogt at gøre det), bliver konklusionen krystalklar: den uundgåelige konsekvens af det, vi kalder fremskridt (på alle niveauer, økonomisk, politisk, videnskabelig, teknologisk) er selvdestruktion.

Forfatteren minder om at venstrefløjen længe har ment at de demografiske ændringer ikke betyder afslutningen på republikken, værdierne, kulturen og retsstaten, men pointerer syrlig at denne opfattelse ikke længere forsvares lige så ofte som før.

Houellebecq går ikke ind i debatten om befolkningsudskiftning, men stiller i stedet et provokerende spørgsmål: Har vi fremdeles en kultur vi kan være stolte af og som det er værd at gå i krig for? Hvem skulle egentlig udkæmpe den frygtede borgerkrig?

Det tager to at føre krig. Vil franskmændene ty til våben for at forsvare deres religion? De har ikke reelt haft nogen religion i snart lang tid; og under alle omstændigheder er deres tidligere religion af den slags, hvor du lægger din hals på huggeblokken.

Ville det så være krig at forsvare deres kultur, deres livsstil, deres værdier? Hvad taler vi præcist om? Og hvis vi antager, at de findes, er de så værd at kæmpe for? Har vores “civilisation” virkelig stadig noget at være stolt af?

Houellebecq citerer Pascal, som på et sted i «Tanker» skriver at det bare er mørke hvor end han vender sig.

Hans geopolitiske analyse er heller ikke lystig. Han tror Biden-administrationen vil svække USA’s stilling vis-à-vis Kina:

Når Joe Biden hævder, at ”Amerika igen er klar til at lede verden” (her er jeg igen for doven til at finde det nøjagtige citat frem; Biden er endnu mere kedelig end Voltaire), fortolker jeg straks dette som:

• Amerika vil ikke tøve længe med at indlede en ny krig;

• Som altid vil Amerika ende med at opføre sig som en bandit;

• Amerika vil spilde en masse penge, samtidig med at vi forstærker den næsten universelle afsky, som landet er mål for; dette vil gøre det muligt for Kina at styrke sin position.

Her bander forfatteren naturligvis i kirken. Man kan ikke skrive at Biden er en ulykke for USA, for pæne mennesker anser Trump som selve fanden, mens Houellebecq ikke lagde skjul på at han syntes Trump var en god præsident.

Europa ser for mig ud til at stå ved en korsvej, afslutter Houellebecq svævende. Som Pascal ser han bare kilder til angst og tvivl.

Mere specifik end det prøver han ikke at være. Forfatteren har set flere af sine skønlitterære spådomme gå i opfyldelse, men her drister han sig ikke til en ny.

 

ANNONSE

Mest læst

Sådan døde Danmark