Kommentar

Pieter Bruegel the Elder Adoration of the Kings (1564)

Salmen ”Dejlig er den himmel blå”, som man ofte synger juleaften, er faktisk skrevet til Helligtrekonger, som vi fejrer i dag. Men fortællingen om de tre vise mænd eller de hellige tre konger hænger nøje sammen med juleevangeliet om fødslen i krybberummet.

Det var en stjerne på himlen, der ledte de vise mænd fra Østerland til barnet, kongen uden mage, Guds søn. At det var en stjerne, et himmel­legeme, der ledte de vise mænd til Betlehem, siger os, at der er tale om en begivenhed af kosmiske dimensioner. At det er vise mænd, stjerne­tydere fra et fjernt, fremmed land, der drager af sted for at følge stjernen til den nyfødte konge, foregriber, at fødslen af barnet i stalden ikke kun henvender sig til jøderne, men til alverdens folkeslag. Gud vil nu ikke kun være Gud for de retfærdige af Israels folk – han vil lade alle mennesker omfatte af sin kærlighed. Som evangelisten Johannes skriver: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Men Guds kærlighed kan alligevel være svær at få øje på. Vise mænd kommer langvejs fra for at tilbede barnet i krybben – men i Jerusalem sidder Kong Herodes på sin trone; og han bliver bange, da han hører, at en jødisk konge er født. Herodes er den slags hersker, der ikke vil have, at riget og magten og æren skal tilhøre Gud – men at den skal tilhøre ham selv alene. Talemåden om tyranners mistænksomhed passer lige på Herodes. Han har ikke været et sekund i tvivl om, at den konge, de tre vismænd fra Østen talte om, det måtte være Messias, den store konge, som profeterne havde spået om og som hele folket længe havde ventet på. Men han forstod ikke, at denne Messias, jødernes konge, at hans rige ikke var af denne verden. Han troede, at den nyfødte konge ville vokse op og blive en konkurrent til ham selv, og det var løgn, da han sagde til de vise mænd, at han ville vide, hvor barnet var, fordi også han ville tilbede den nye konge. Det, han i virkeligheden ville, var at dræbe barnet, og da de vise mænd snød ham for en præcis angivelse af, hvor den spæde konge befandt sig, løste han problemet ved simpelthen at lade alle drenge under to år i Betlehem dræbe. I sandhed en grum historie.

ANNONSE

Fortællingen om barnet i krybben indeholder mange af de aspekter, som kom til at udgøre den virkelighed, der senere blev Jesus til del: Han blev forfulgt af magthaverne i Israel, både de verdslige, romerne, og de religiøse, jøderne. Blandt hans til­hængere var ikke mange rige og indflydelsesrige. Jesus hang ikke ud med de kendte. Hans venner var hoved­sageligt fiskere, hjemløse og kvinder. Vismændene kan betegne hedningerne, dvs. alle ikke-israelitiske folkeslag. De fremtidige kristne menig­heder kom til at bestå af både jøder og hedninger.

Det kosmiske tegn, stjernen på himlen, kalder Grundtvig i salmen Dejlig er den himmel blå for hans Guddoms-ord det klare. Den stjerne – Guds Ord – lyser for os, og når vi følger den, kommer vi til Jesus Kristus. Den viser os, hvor verdens virkelige centrum er – for alle folkeslag. Den viser hen til Gud. At vi skal følge ledestjernen for at komme til Jesus, betyder, at vi ligesom de vise mænd skal løfte blikket opad for at få øje på Betlehemsstjernen. Og at vi i tillid til Gud skal begive os af sted mod det, som stjernen viser hen til. I troen holder vi nemlig op med at kredse om os selv og giver os med et gammeldags udtryk Gud i vold.

De ondskabens kræfter, der var til stede ved Jesu fødsel, og som kom til udtryk gennem Herodes’ forsøg på at komme den nyfødte kongesøn til livs, er en konstant faktor i verdens­hi­storien. Det, at mange uskyldige børn måtte dø p.g.a. en tyrannisk konges paranoia, formørker stemningen i den rørende juleberetning om barnet i krybben. Hvor var den kærlige Gud, vi tror på, da Herodes’ soldater raserede husene og myrdede løs blandt de mindste og mest forsvarsløse? Det er ikke så let at juble over, at Jesus blev frelst, når Betlehems børn blev dræbt. Det er ikke så let at glæde sig over, at Maria sidder trygt i Egypten med sit barn, værnet og vogtet af Gud og mennesker, når Rakel græder over sine børn – for de er ikke mere. Der var ingen engle, der holdt hånden over Betlehems børn… Men der var heller ingen engle, der holdt hånden over Jesus i den sidste ende – også han blev slået ihjel. Også han er et Betlehems-barn. Han fik samme skæbne som dem, ja endnu værre. Han mor var en af Rakels døtre; hun måtte selv stå under korset og græde over sin søn – for han er ikke mere.

Julens evangelium er således ikke kun en sød fødsels­legende. Allerede i Jesu fødselshistorie er der ansatser til lidelseshistorien. For allerede her ­stræbes barnet Jesus efter livet og forfølges af verdens ondskab og had. Hvordan det siden gik ham, ved vi: lederne blandt hans eget folk hadede ham så meget, at de overgav ham til romerne, som lod ham dø på et kors som en forbryder. Paradoksalt nok er det i denne ondska­bens og hadets yderste konsekvens, at Guds kærlighed viser sig.

Guds kærlighed kan man ikke uden videre få øje på ved at se sig om i denne onde verden. Guds kærlighed kan man først virkelig se, når man løfter sit blik mod korset på Golgata: ligemeget hvad de gjorde mod Jesus, blev han ved med at elske. Sådan åbenbarede han, at Gud er kærlighed og aldrig kan være andet. Selvom man så korsfæster Guds kærlighed, bliver den ved med at være kærlighed. Og Guds kærlighed omfatter alle mennesker. For med fortællingen om de tre vise mænd, bliver alle verdens folkeslag draget med ind i julens skelsættende begivenhed i Betlehem – og bliver dermed også draget med ind i påskens endnu mere skelsættende begivenheder, og lader os få del i Kristi død og opstandelse til evigt liv. Historien om Betle­hems­stjernen er derfor forkyn­delsen af, at her er sket noget helt enestående i historien. En begivenhed, der har universel rækkevidde. Stjernen på himlen, der julenat stod stille over Betlehem, er den lede­stjer­ne, som fører os til Jesus Kristus, til den Gud, som er kærlighed – hvis vi følger den. Amen.

ANNONSE

Læs også

På Livets Grund -
Rejs dig! -
Nytårsprædiken -
Vi behøver lyset -
Palmesøndag -