Kopierede/fra hoften

(Collage: Amalie Langballe, journalist og forfatter)

Seneste udgave af Eurowoman har et længere interview med forfatter Amalie Langballe, der lod sig sterilisere som 22-årig, og blandt andet på grund af klimaforandringer ikke ønsker at få børn. Hun hylder det ‘tidsbegrænsede forhold’, og mener velsagtens hun gør verden en tjeneste ved ikke at reproducere sig selv. Lad os kalde det en succeshistorie. Interview sakset fra Alt.dk – Amalie Langballe lod sig sterilisere som 22-årig. Har hun fortrudt?.

Min kæreste bliver en vidunderlig far, men ikke til mine børn. For noget, der snart føles som længe siden, blev jeg steriliseret på Svendborg Sygehus… Dengang var jeg 22, og mine grunde til at vælge operationen kan opsummeres til følgende: Jeg vil ikke have børn. …

Fortryder jeg så ikke nu – når festerne er blevet færre og fødselsforberedelserne flere? Nej. Det gør jeg virkelig ikke. På en måde kan man sige, at jeg står i præcis den situation, som jeg i sin tid forsikrede mig mod med min sterilisation. Jeg vidste med mig selv, at hvis jeg var forelsket nok – nok bange for at miste, ivrig nok efter at strække – så ville jeg kunne befrugtes med babyfantasier. Det er her, vi er nu. …

Alligevel er jeg ikke i tvivl. … som det er nu, så kommer vi til at slå op inden for de næste fem år på grund af Spørgsmålet Om Avl, så længe andre problemer ikke kommer os i forkøbet.

… Min kæreste skal ikke ændre mening. Han skal være far lige så meget, som jeg ikke skal være mor. Sådan er det bare. Derfor gør det selvfølgelig stadig ondt at tænke på. Når jeg mister ham, frygter jeg at miste ham, som man mister en arm: smertefuldt, invaliderende og i sidste ende uerstatteligt.

Når jeg alligevel kan hvile så meget i en beslutning, som mit 22-årige jeg traf for mig – en kvinde jeg i øvrigt kender dårligere og dårligere – tror jeg, det er, fordi min beslutning hviler på andet og mere end intuition. Jovist, det starter og slutter med en sikker viden om, at jeg ikke skal være mor. At moderskabet for mig bogstaveligt talt er et skab: Et lille klaustrofobisk rum, hvor bleer, pusletasker, modermælkserstatning og gråd regerer. … At blive mor er at blive reduceret til funktioner. …

Men til min egen kropslige intuition kommer også det lille insisterende spørgsmål: Hvem gør reproduktion godt for andre end mig selv og en potentiel partner? Her er tanken, jeg vender tilbage til igen og igen: Jeg kunne flyve tur-retur til New York hver anden uge (hvis flyene altså fløj) og stadig have et mindre CO2-aftryk end kvinden, der vælger at få tre børn.

Jeg ved godt, at det er en smuk og fin ting at føde børn, men… Kig dig omkring. Her er mennesker nok.

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle