Kopierede/fra hoften

Marronage på Facebook, 15. November 2020

 

Selvom feministerne i Marronage tydeligvis tilhører den revolutionære venstrefløj, så valgte de alligevel at fjerne nedenviste postering, der kun kan læses som en opfordring til hærværk. De er ideologisk udenfor pædagogisk rækkevidde, men man kan selvfølgelig håbe, at de her selverklærede POC’ere ikke alle har dansk statsborgerskab. Et par udvisningsdomme redder ikke Danmark, men lidt har også ret.

 

Fuld tekst

“Marronage står i solidaritet med de antiracistiske studerende på Kunstakademiets Billedkunstskolei
•••
POC- (People of Colour) studerende på det Kongelige danske kunstakademi oplever lige nu en hetz fra mange fronter for at tale om racisme og magt i den institution, hvor de har deres hverdag. Opmærksomheden har fået endnu et boost, da ukendte kunstnere (EDIT: der er en konkret person, som har taget ansvar – se kommentarspor) smed en byste af Frederik den Femte i havnen. Vi har set det mange gange før: det er ikke de undertrykkende strukturer, som er problemet, men dem, som taler om problemerne. Marronage står i solidaritet med alle former for modstand og kritik af kolonialismen. Vi mener ikke, at man kan opstille mure i mellem fortid og nutid. Vi mener, at der er mange måder at tage opgør på, og vi vil altid insistere på retten til modstand og retten til radikal modstand. Ingen aktion er for lille, og ingen er for stor. Der findes ikke en rigtig måde at kæmpe antiracistisk. Kunsten og kunstakademiet burde altid være en kampplads. Hvis der er nogle hvide kunststuderende, som er bange for at de og deres karrierer bliver taget som gidsel i en politisk fortælling, så kan vi kun sige, at I er allerede taget som gidsel. Kunst kan ikke eksistere i et vakuum afskåret fra det samfund, det bliver lavet i. Billeder var nødvendige i klassificeringen af mennesker i det koloniale projekt, arkitektur fungerer som propaganda i diktatoriske regimers opretholdelse. Kunsten er ikke fri af historien, og det kan den heller ikke være i dag. Vores samtid byder os, at vi ikke kan tale om æstetiske kvaliteter, materialer og form alene. Som Sara Ahmed siger, så er institutioner formet af de kroppe, som er I den. Og iblandt Charlottenborgs hvide vægge er et faretruende sted at befinde sig. Husk, at vi er flere end jer, som går på skolen, som hepper og som ser alle de ting, I gør. Når højrefløjen dukker op for at stjæle opmærksomheden er det, fordi I gør noget rigtigt. De er bange for, de billeder af modstand I skaber, fordi de ved, at det er den form for kampagne, som kan blive til større kræfter. Når mistilliden og skrøbeligheden vokser hos dem, som tidligere er gået uberørt af undertrykkelse, fordi I taler om ting, som ikke er i deres interesse, så husk, at forandring aldrig er noget, der er blevet givet til dem, som er blevet undertrykt. Det er noget man skal tage, over lang tid og det sker ikke uden konflikt. I Danmark får Dan Park en udstilling på Christiansborg og Ghettolovgivning og Tryghedspakker frit spil uden modstand fra offentligheden, mens bevægelser og personer, der kritiserer og organiserer sig imod racisme og andre former for diskrimination, bliver hængt ud af såkaldte ytringsfrihedskæmpere og redaktører i den danske mediestand. Dagbladet Information kalder kunstaktionen for ikonoklasme, som er når religiøse og totalitære regimer ødelægger billeder af folk, de er uenige med. I Weekendaviser dækning beskrives en tilstand, hvor kunstakademiets ansatte er bange for den konspiration af racialiserede, som hærger og udgør en trussel for den frie kunst.

Selvom vi ikke er overraskede, så undrer vi os over hvor magtanalysen blev af? Vi husker at de tidligere kolonier og modstandsbevægelserne mod fascismen påpegede, at når fascismen er blevet normal, bliver de folk, som påpeger og rejser sig imod undertrykkelse gjort til de ekstreme. Det er hårdtslående, at kun de ytringer, som falder inden for nationalismen og racismens rammer, må beskyttes. Havnen er ikke stor nok til alle de koloniale statuer, den skal proppes med. Kunsthistorien og fortiden er ikke noget, der står stille. Den er hele tiden i bevægelse, og den dekoloniale historie i Danmark fortsætter ufortrødent.”

ANNONSE
ANNONSE