Kommentar

Skagens Museum viste i sommer billeder af maleren Michael Ancher, som var optaget af at skildre fiskernes vilkår. Det er monumentale billeder. Disse mænd gav sig i kamp mod elementerne og prisen var høj. Foto: Document

Jeg blev for nylig fortalt af en person, som jeg har kendt længe og som ønsker mig alt godt, at jeg bør bede offentligt om undskyldning og tage afstand fra meget af det, jeg tidligere har skrevet. Først da vil det være muligt for mig igen at få job i Norge.

Siden 2011 har jeg tilbragt mange år i ”eksil”, gået uden job og været udsat for svært megen offentlig hetz. Alt dette, fordi jeg har skrevet fuldt ud lovlige tekster om reelle problemer, som er blevet citeret uden mit samtykke, af en person, jeg aldrig har mødt. Alligevel forventer tydeligvis store dele af det norske samfund, at jeg skal bede om undskyldning.

ANNONSE

Mit udgangspunkt er enkelt: Jeg kommer ikke til at krybe for at få et mere behageligt liv. Jeg kan tage fejl, som alle mennesker kan gøre. Da vil jeg imidlertid forlange, at det skal være en ærlig fejl, ikke noget som jeg siger for at give efter for censur.

Det er vanskeligt at bede om undskyldning, så længe meget af det man har advaret mod beviseligt sker. Jeg advarede i 2005 og tidligere mod at der kunne blive krig i lande som Sverige og Frankrig, hvis masseindvandringen fortsætter. Nu er der blevet krigslignende tilstande i dele af Sverige. Svenske byer oplever bomber ofte flere gange om ugen. Alligevel fortsætter indvandringen, samtidig med at censuren bliver stærkere i mange vestlige lande.

Jeg frygter, at de vestlige samfund er på vej mod en eller anden form for kollaps, og at tekster jeg eller andre publicerer om dette ikke vil ændre udfaldet. For 15 år siden troede jeg stadig, at det kunne være muligt at forebygge ved at advare mod de problemer, vi importerer eller skaber selv. Dette tror jeg ikke længere på i dag.

Det store spørgsmål bliver da følgende: Hvis man ikke tror at det man skriver forebygger noget eller at det nytter at advare, hvad er da meningen med at skrive? Personligt har jeg tænkt meget over dette dilemma i flere år. Ikke mindst fordi skriverierne har påført mig megen forfølgelse.

Man kan finde flere grunde til at skrive, selv om man ikke tror at advarsler hjælper noget præventivt.

Vi har fået et land i arv fra generationerne før os. Vi skal give dette land videre til dem, som kommer efter os. Af hensyn til de ældre generationer bør enhver have pligt til at protestere offentligt mod ødelæggelsen af det samfund, som de har kæmpet for at opbygge eller skal arve.

Man kan skrive for at dokumentere det, der sker. Det er ikke uvæsentligt. Det kan være nyttigt og værdifuldt for folk senere at læse nøjagtigt, hvad der blev sagt og gjort på den tid, og hvorfor. Dette er ikke mindst vigtigt fordi mange mennesker i magtpositioner vil forsøge at slippe for medansvaret for de multikulturelle problemer. Jo grundigere deres udtalelser og handlinger er dokumenteret, jo vanskeligere vil det være for magtmenneskerne senere at sige at de ikke vidste af det. Mange af dem vidste det, eller burde have vidst det.

Man kan skrive for at forstå, hvad der er gået galt med vor kultur, men også for at forstå hvad vi gjorde rigtigt tidligere. Det har altid været vigtigt for mig personligt. Islam er en trussel og har intet positivt at bidrage med. Jeg skriver om islam kun af pligt, for at forstå en trussel mod mit land og mit kontinent. Det er ikke af lyst.

Det, som derimod giver mig megen glæde, er at grave i den europæiske historie og opdage hvor rig den er. Ja, der findes brutalitet og vold i Europas historie, men det gælder for alle kulturer. Europa har også en utrolig rigdom af impulser og ideer. Meget af det har vi glemt eller fortrængt. Det venter nu på at blive genopdaget.

Unge europæere kender i dag ofte ikke til deres egen historie. Hvis europæisk civilisation skal overleve og måske genfødes på ny i løbet af det næste århundrede, så må europæerne genfinde deres rødder. Dette er antageligt noget af det mest meningsfyldte man kan gøre som skribent i dagens Europa. For min egen del vil meget af min motivation og energi til at skrive i fremtiden komme fra dette. Vi går troligt mod en periode præget af stor turbulens. Måske kan vi så nogle frø i dag, som kan gro og bidrage til en ny renæssance senere.

Sidst, men ikke mindst, kan man skrive af hensyn til sin egen selvrespekt og mentalhygiejne. Vi lever i en tidsalder, hvor løgne og løgnere gennemsyrer samfundet. Dette gælder temaer som klima, kønsforskelle og biologi, islam, indvandring, FN og EU.

For at bevare sin selvrespekt skal man nægte at tage aktivt eller passivt del i løgnene i sin samtid. Man bør skrive det, man tror, er sandt, selv om det koster. Det har aldrig været uden omkostninger at følge sin samvittighed. Det kommer det heller aldrig til at blive.

 

Først publiceret på Snaphanen

 

ANNONSE

Mest læst

Godt gået – eller..?

Racisme på hjernen