Kommentar

.Linköping, Sverige 7. juni: Der har været en kraftig eksplosion i Linköping. Flere personer skal være skadet. 

Politiet ville bare gøre ejeren af en stjålet knallert en tjeneste og levere den tilbage. Da de tjekkede den opdaget de en “dej” under sædet. Det viste sig at “dejen” var sprængstof og den var fyldt med søm.

Huset hvor knallerten stod, sprang i luften ved midnat. Svenskerne har en egen måde at tale hændelser ned på, som gør dem meget værre. Det indskrænkede sprog indikerer at svenskerne har mistet kontrollen.

Ifølge politiet var det ikke synligt da knallerten blev beslaglagt, at den var forsynet med sprængstoffer. Det var da den skulle udleveres til ejeren at det blev opdaget.

Medierne kopierer “talemåden”. Også norske medier har indslag af det samme: Virkeligheden forsvinder, hvis ordene omskriver den.

Men problemerne i Sverige har nået et niveau hvor virkningen er stik modsat.

Hvem havde tænkt at en stjålet knallert kunne være rigget til som en bombe med søm? Den, eller de, som gjorde det har hentet inspiration fra Irak eller Gaza.

Alle eksplosionerne “ryster” folk. Hvis du vågner ved den dumpe lyd og får at vide at det var en eksplosion, vil du reagere anderledes næste gang. Den dybe rumlen er lyden af krig. Der findes mange mennesker i Sverige som kender den lyd hjemmefra. Nogle er flygtet fra den. Nu har lyden indhentet dem.

ANNONSE

Detonationen hørtes over store dele af Linköping og ledte til mange alarmopkald fra urolige.

Politiet vil nu se på om sprængstoffet har forbindelse til den enorme eksplosion på Ådalsgatan i juni, hvor snesevis af lejligheder fik blæst vinduer og balkondøre ud.

Voldsniveauet i Sverige har været for opadgående længe. Søndag blev en mand dræbt i Danderyd, et fint område af Stockholm. Tre mand er pågrebet. Dette er blevet dagligdags i Sverige.

I tillæg kommer alle eksplosionerne. De er værre fordi de rammer langt flere. Bomber som går af er umulige at ignorere.

Nu har de også spredt sig til København. Skattedirektoratet på Østerbro fik blæst indgangspartiet ud for to uger siden og senere samme uge var det en politistation på Nørrebro.

Dette er en udfordring af statens magt og voldsmonopol, men både politikere og medier lader som om de ikke ser det.

To svenskere af udenlandsk oprindelse blev pågrebet i Malmø. Den ene af dem er i slægt med en anden tyrker som blev tiltalt for angreb på en medarbejder i skattevæsenet.

Der har også vært angreb på fængselsbetjente i fritiden. De er blevet opsøgt i deres hjem.

Hvis politikerne havde forstået faren, ville de have vedtaget drakoniske straffe. Det samme gælder for vold mod andre offentligt ansatte, som lærere.

Når det ikke sker, er det fordi politikerne og medierne er paralyserede. De har ikke moralsk kraft til at navngive hvem det er som truer staten og lader ting skride.

Sverige er kommet længst i opløsningen. Staten er som et stort maskineri. Myndighederne er ikke rustet til de problemer, de står overfor. Hvis medierne ikke vil hjælpe dem med at sætte ord på dem, hvor skal løsningerne så komme fra?

At højt udviklede samfund kan smuldre bort er noget vi begynder at forstå er fuldt ud muligt. Det er bare at fortsætte med at ignorere problemerne så går det fint af sig selv. Man når ”tipping points”, punkter hvor det var muligt at vende om, men hver gang ignorerer man advarslerne og går bare videre.

En pensioneret politimester, Jo Bro, beskriver situationen i Berlingske:

Det 18 sider lange regeringsgrundlag beskæftiger sig med mange emner – udmøntet både i politisk lyrik og meget vidtgående, håndfaste målsætninger. Den alvorlige kriminalitetsudvikling i Danmark og vore nabolande bliver derimod ikke berørt, end ikke antydningsvist. Advarslerne har i tidens løb ellers været mange. Gangsterdrab og senest et, måske flere, bombeattentater i København i svensk udførelse er aktuelle illustrationer af sagens alvor.

Det samme kunne siges om Granavold-erklæringen: De alvorlige problemer bliver ikke nævnt. Fremtiden er åbenbart lys.

23. december 2018 refererede Politikens europakorrespondent fra en bog udgivet i Berlin i efteråret om de arabiske klaner og den undervurderede fare herfra. Klanerne findes i flere tyske storbyer, ikke mindst i Berlin. De udgør stammen i forbrydersyndikater, båret af det stærke klansammenhold og tavshedens lov i forholdet til tyske myndigheder. De er bedre organiseret og farligere end den italienske mafia, der også opererer helt op i Nordtyskland.

24.januar 2019 kan Politiken berette, at en arabisk storgangster fra Berlin er blevet anholdt i Jylland.

Hvis han er i Jylland, kunne han vel lige så gerne være taget i Oslo. Hvor der er penge, er der kriminelle. I Norge er der mange penge.

Men det er grænser for hvad man kan sige i Ernas kongerige. Der, hvor virkeligheden støder an mod “nordmænd fra Afghanistan”, må virkeligheden vige.

Kristeligt Dagblad skriver 3. august i år om en svensk undersøgelse, ifølge hvilken »indvandrere og efterkommere udgør halvdelen af alle kriminalitetsmistænkte i Sverige«. Det meste af den grove kriminalitet i Sverige udføres af mænd med udenlandsk baggrund.

Sådan en statistik ønsker Jan Tore Sanner ikke at høre. Virkeligheden skal være kontrolleret, lige så kontrolleret som sprængingen, den svenske bombegruppe skulle udføre natten til tirsdag.

Territoriel kontrol

Det handler om territoriel kontrol. Når bestemte befolkningsgrupper når visse niveauer i antal, vil de andre blive presset væk, frivilligt eller ved pres.

Journalist Jakob Steen Olsens situationsbillede fra Nørrebro i Berlingske 6. august i år fortæller om, at utrygheden er stor på Nørrebro, hvor han bor. Som han skriver, »handler det om de sortuniformerede bander, der sætter deres præg på bydelen. Som med storskrydende attitude anstrenger sig for til det yderste at demonstrere, at de ejer Nørrebro.«

Alle normale mennesker ved dette. Det gør ondt at se situationen i øjnene. Men det gør endnu mere ondt at lukke øjnene.

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle

Lang dags rejse mod nat