Kopierede/fra hoften

Barack Obama udstak en ny kurs for USA i Mellemøsten baseret på Iran som en regional supermagt. Traditionelt har Saudi-Arabien været ankeret, hovedkvarteret for sunni-islam. Nu var det shia-rivalen Iran. Det skabte store regionale spændinger, men de liberale medier var så betagede af Obama, at de ikke var villige til at anerkende de risici, der var forbundet med at udfordre sunni-staternes historiske hegemoni.

Prikken over i’et var JCPOA – atomaftalen, som angiveligt forpligtede ayatollaherne til ikke at anskaffe sig atomvåben. Men der var så mange svagheder forbundet med aftalen, at den aldrig blev forelagt Senatet, som udenrigspolitiske aftaler skal. Obama underskrev den selv. Irans missilprogram blev ikke berørt, og det samme gjaldt finansieringen af alle militser og engagementet i udlandet. Ikke underligt, at Israel var imod den. De havde Iran på deres dørtrin.

Det blev tydeligt, da borgerkrigen i Syrien brød ud, og Hizbollah blev inddraget. Uden Irans og Ruslands hjælp ville Bashar al-Assads regime ikke have overlevet.

I Washington var der stor modstand mod aftalen. Men for de Obama-loyale medier var det utænkeligt at være enig med Trump. EU var helt på Obamas side og var en ivrig tilhænger af aftalen, som var en torpedo under sikkerhedsstrukturen i Mellemøsten. Hvis Iran fik atomvåben, var det ikke kun Israels eksistens, der var truet.

ANNONSE

Obama havde givet Iran manøvrerum og særlige fordele, som var utænkelige under tidligere præsidenter. Da aftalen blev indgået, landede transportfly fyldt med kontanter for at sikre løsladelsen af en journalist fra Washington Post.
Under Trump var det en anden historie. Iran var chokeret, da Trump henrettede deres store helt, Qassem Soleimani, i Bagdads lufthavn. USA havde ofret blod og penge i hobetal for at etablere et nyt Irak, men Iran høstede belønningen. Soleimani dræbte også amerikanske soldater i hobetal med sine IED-bomber. Eller da hans agenter klædt i amerikanske uniformer gik ind i Karbala-komplekset og dræbte amerikanske soldater. Soleimani troede, at han var usårlig.

Det var denne side af Trump, der genoprettede USA’s afskrækkelse. Det samme var tilfældet med krigen mod ISIS og elimineringen af dens leder al-Baghdadi. Det var på det tidspunkt, at New York Times’ nekrolog havde overskriften: “En stor islamisk lærd er død”.

Det var et USA, som ikke længere vidste, hvad det ville sige at vinde. Forudsætningen for Obamas strategi var en svækkelse af USA: Svaghed over for alle USA’s fjender: Rusland og de islamiske stater. Obama undskyldte for alle de fejl, USA havde begået.

Israel var den største anstødssten for en sådan strategi, især Benjamin Netanyahu. Han var imod atomaftalen. Med Trump- og Abraham-aftalerne og flytningen af ambassaden til Jerusalem blev det et alternativ til Obamas Iran som en ny regional magt.

Det lykkedes Obama og sikkerhedsstaten at fjerne Michael Flynn fra hans rolle som national sikkerhedsrådgiver. Ind kom McMaster, som begyndte at fjerne Trumps støtter i det nationale sikkerhedsråd, dvs. Israels venner.

Men denne splittelse i amerikansk sikkerhedspolitik er ikke blevet erkendt af danske medier og danske politikere. De går ud fra, at der kun er én verden, Obamas, og at Trump er syndebukken. Derfor er de ikke i stand til at forstå Israel og Trump, men har tyet til dæmonisering.

Moralisme er en dårlig erstatning for realpolitik. Især når den kaster sig i armene på palæstinenserne, læs: Hamas.

Washington har forsøgt at redde sin Iran-strategi, selv om det betyder, at Hamas skal reddes fra et nederlag.

Israel har gjort noget, som i Washingtons øjne er anmassende: Det ønsker at vinde krigen mod Hamas, uanset hvad det koster. Bag Hamas står Iran, og begge har højt og tydeligt erklæret, at de ønsker at udslette den jødiske stat.

Den 13. april angreb Iran for første gang Israel med raketter. Tidligere havde kun Saddam Hussein forsøgt sig med noget lignende. Angrebet mislykkedes, men Irans intentioner var klare. Næste gang vil raketterne kunne nå Israel, og Israel kan ikke leve med en sådan trussel.

Hverken med Hamas, Hizbollah eller Iran.

Israel er i færd med at eliminere alle tre. Det kan ikke udelukkes, at helikopterstyrtet i bjergene i nord var Israels egentlige svar på den 13. april.

Men det er mere end Irans ledelse, der er på vej ned. Obama-USA’s favorisering af Hamas og terrorstaten er også på randen af kollaps.

Ligesom med krigen mod Trump har den dybe stat afsløret sit samarbejde med Iran.

I en nylig artikel i Washington Post står der, at amerikanerne altid har vidst, hvor Hamas-lederen Yahya Sinwar har boet. De har bare ikke fortalt det til israelerne. Nu er de “moderate” Hamas-ledere i udlandet, såsom Khaled Mashaal og Ismail Haniyeh, villige til at ofre Sinwar til gengæld for, at Israel skåner Rafah.

Resuméer: USA ønsker at redde Hamas fra et totalt nederlag og er derfor villig til at ofre Sinwar. Men hvis USA har kendt til Hamas-lederens opholdssted uden at informere Israel, er det et forræderi, der rejser spørgsmål om USA’s rolle.

Lee Smith dissekerer Biden-regimet i en fremragende artikel i Tablet:

Sinwar in Exchange for Rafah Sinwar i bytte for Rafah

Netanyahus Israel har været i stand til at sameksistere med Obamas og Bidens Amerika indtil den 7. oktober. Efter den dato ændrede reglerne sig: Israel indså, at det stod over for en eksistentiel trussel. Israel må vinde eller tabe. Hvis de taber, mister de alt. Derfor bliver der ingen tostatsløsning, uanset hvor meget Tony Blinken og Jake Sullivan presser på for at få den.

Israel vil ikke besejre Hamas i Gaza og derefter se dem genopstå på Vestbredden.

Hvis Hamas overlever, vil truslen være meget større næste gang.

Angrebet den 7. oktober ville ikke have været muligt uden Irans taktiske og strategiske støtte. Hamas trænede i det sydlige Libanon under iransk opsyn. Udenrigsminister Hossein Amir-Abollahian var en hyppig gæst lige op til angrebet. Siden da har Israel set Irans lange hånd, og søndag den 19. maj blev den måske skåret af.

Ligesom Trump huggede hovedet af Soleimani og ISIS, huggede Israel hovedet af Irans ledelse. Den, der graver en grav for andre, osv. Terror betales med terror.

Men Obama-USA har bogstaveligt talt finansieret Irans militære eventyr. USA betaler for den libanesiske hær og sikkerhedstjeneste og betaler også for Det Palæstinensiske Selvstyres politi og sikkerhedstjeneste. Samtidig har Biden-regimet åbnet sluserne for Iran og forsynet regimet med indtægter, der gjorde det muligt at finansiere 7. oktober og krigen mod Israel.

Det faktum, at USA har siddet inde med oplysninger om Hamas og ikke har delt dem, er et forræderi mod Israel. Det samme USA har finansieret demonstrationerne mod Netanyahu. Det er sådan, det nye USA fungerer: Det underminerer sine venner og støtter sine fjender.

Den tidligere israelske ambassadør i USA Michael Oren skrev på X:

“Jeg er chokeret og syg over rapporterne om, at USA tilbageholder vigtige oplysninger for Israel om, hvor højtstående Hamas-ledere i Gaza befinder sig. Er regeringen stadig vores allierede?”

Mange mennesker har stillet sig selv dette spørgsmål i lang tid. Saudi-Arabien indså tidligt, at landet ikke blev betragtet som en ven af Biden-regimet. Paria var det ord, Biden brugte.

Som Tablet rapporterede kort efter massakren den 7. oktober, havde administrationen et væld af efterretninger om terrorgruppen (Hamas) og dens planer. Hvis de amerikanske efterretningstjenester er sikre på, at de ved, hvor Sinwar er nu, i krigens kaos, så vidste de også, hvad han lavede forud for det massive angreb.

Regeringens forsøg på at afvise ethvert forhåndskendskab til angrebet har hele tiden været absurd. USA har ikke kun sin egen uovertrufne samling af signalefterretninger, men også betydelige efterretningskanaler i Qatar, hvor Hamas-ledere har base, i Libanon, hvor Hamas-krigere har trænet under opsyn af iranske embedsmænd, og i Egypten, som deler grænse med Gaza og giver Hamas mulighed for at smugle våben gennem terrorgruppens omfattende tunnelnetværk. Detaljerede rapporter fra åbne kilder, især i Wall Street Journal, viste også, at iranske topembedsmænd flere måneder før angrebet besøgte Libanon for at koordinere større operationer med Hamas- og Hizbollah-ledere.

Disse oplysninger, sammen med krigens gang i Gaza og nordpå, er umulige for israelerne ikke at se. Blinken og Sullivan har vist deres kort for tydeligt – de opfordrede til våbenhvile, før krigen i Gaza startede – og israelerne kan se, at de spiller et dobbeltspil.

Ligesom med undergravningen af Trump derhjemme og brugen af regeringsapparatet som våben for at knuse en politisk modstander – amerikanerne ser, hvad de ser, og de “går aldrig tilbage”.

Udviklingen i norsk udenrigspolitik er relevant her. Lige siden Jonas Gahr Støres berygtede interview med Pål T. Jørgensen, hvor han løj om kontakten med Hamas, til Espen Barth Eides penduldiplomati for at redde Hamas. Det er præcis den samme politik, som Obama og Biden har ført: Palæstina-venlighed er anti-israelsk.

 

Det er derfor, at Biden-folkene nu giver næring til demonstrationerne mod Netanyahu. Det er deres sidste kort.

Men de er gennemskuet, ligesom Espen Barth Eide, Lars Løkke Rasmussen og Josep Borrell er det.

Det bliver ikke kun Hamas, der falder. De vil trække mange andre med sig i faldet.

Det er op til os at sørge for, at så mange mennesker som muligt gennemskuer deres dobbeltspil.

 

 

ANNONSE