Kommentar

moneyGram, money transfer, Grønland i Oslo. Exchange.

Fra Grønland i Oslo. Foto: Bente Haarstad.

Verdens 200 millioner arbejdsindvandrere forventes i 2019 at overføre mere end 550 milliarder dollar til hjemlandene, hedder det i en pressemelding fra Det Internationale Fond for Jordbrugsudvikling (IFAD).

Arbejdsindvandrere sender 15 procent af deres indtægter hjem, og hver niende person i verden drager økonomisk fordel af disse overførsler, ifølge IFAD, som er en af FNs særorganisationer. Disse beløb overstiger både udviklingshjælpen og de udenlandske investeringer:

In a message released on the occasion of the United Nations’ International Day of Family Remittances (IDFR), observed each 16 June, Houngbo noted that the money sent home by the world’s 200 million migrant workers adds up to more than three times the level of official development assistance (ODA) and surpasses foreign direct investment (FDI).

IFADs leder Gilbert F. Houngbo, som er fra Togo, siger i en kommentar at denne pengestrøm bidrager til at realisere FNs bæredygtighedsmål i forbindelse med den såkaldte Agenda 2030, som også den norske regering har sluttet sig til. Som et led i opfyldelsen af bæredygtighedsmål 10 tages der sigte på at reducere transaktionsomkostningerne ved sådanne pengeoverførsler til under tre procent.

For FN og den norske regering er det altså en god ting at folk fra udviklingslande kommer i store antal til de rige lande og arbejder, så de kan sende penge hjem. Det er således en triumferende pressemelding IFAD har sendt ud. Men er dette en holdbar økonomisk eller social model?

ANNONSE

IFAD opererer med begrebet «migrant workers», men der er ikke tvivl om at betydelige dele af pengeoverførslerne til hjemlandene fra vesteuropæiske velfærdsstater er finansieret med sociale ydelser. I lys af undersøgelserne fra HRS er dette hævet over enhver tvivl for Norges vedkommende.

Det vi er vidne til, er en form for omvendt kolonisering, hvor de rige landes ubeskyttede klasser ofres for at de fattige lande skal få øget velstand, samtidig med at de priviligerede klasser i de rige lande profiterer på det hele.

Et resultat er at den indfødte underklasse ikke synes den har råd til børn, men i praksis er med til at subsidiere andres børn.

Denne kolonisering polariserer de rige lande i Vesten, men dette sker for det meste i det stille. Det er jo ikke de svage som styrer den offentlige debat.

For Vesteuropas indfødte underklasse har migrationen resulteret i konkurrence om jobs og boliger, og øget pres på socialydelserne. For den som besidder ejendom eller skal ansætte folk, er denne konkurrence derimod indbringende.

Dette er en opskrift på social konflikt, som vi hidtil kun har set antydninger af.

 

ANNONSE

Mest læst

Godt gået – eller..?

Racisme på hjernen