Kommentar

Midfaste søndag

Salmer

 662, 31, 298, 637, 1, 11 

Læsninger

5 Mos 8,1-13

2 Kor 9,6-11

Joh 6,1-15

Da den russiske forfatter Aleksander Solsjenitsyn ankom som politisk flygtning fra det kommunistiske Rusland til USA midt i 1970erne havde man måske forventet, at han som havde levet i et diktatur ville være ovenud begejstret for dette mægtige frie land mod vest. Men lige så meget som Solsjenitsyn foragtede Sovjetstyret – ligeså lidt var han imponeret over amerikanerne som han på nær få undtagelser fandt præget af manglende mod og overvejende optaget af dyrkelsen af jordisk velvære. 

Solsjenitsyn havde tilbragt 8 år i Gulag. Han havde oplevet at være blevet frarøvet alle jordiske ejendele, han havde været på sultegrænsen dag ud og dag ind og til. Enhver der har læst hans bøger om tilværelsen i lejren er ikke i tvivl om de prøvelser, han havde været ude for.

Alligevel var han ikke begejstret for, hvad han så i Vesten selvom om der var mad og velstand nok, for det han så var et åndeligt afkræftet Amerika, en afkræftelse han mente hang sammen med, at mennesker i Vesten havde bedøvet sig i velstand og magelighed. 

ANNONSE

”For at kunne forsvare sig må man være rede til at dø, og den beredthed eksisterer kun i meget små mængder i et samfund, der er bygget op om dyrkelsen af den jordiske velvære,” sagde Solsjenitsyn i en tale han holdt på prestigeuniversitetet Harvard i 1978. 

Han mente, at båndet til kristendommen med dens ”enorme reserver af medfølelse og offervillighed,” var blevet brudt og i stedet var ”de offentlige systemer kun er blevet mere og mere afrundet i fuldendt materialisme.”

Der er nok noget om, at folk villigt lader sig lede af ønsket om velvære og sikkerhed. Israelliternes ørkenvandring, som jeg lige kort berørte, kunne jo også være blevet ganske kort, stod det til israeliterne selv. De blev nemlig hurtigt trætte af deres frihed i ørkenen, hvor forplejningen ikke var helt som de var vant til og snart var de villige til at bytte den frie tilværelse under Guds forsyn og det forjættede land ud med Egyptens kødgryder. 

Der er noget brød og skuespil over det. Udtrykket som stammer fra den romerske digter Juvenals 10. satire, hentyder til de kornuddelinger samt gladiatorkampe og hestevæddeløb i cirkus, som kejseren gav befolkningen i Rom. Ifølge Juvenal var formålet at holde romerne fra at beskæftige sig med politiske forhold. Tanken var at havde folk tilstrækkeligt med mad og underholdning var de lettere at styre og holde i ave, for mennesker som vi er flest lader os i høj grad styre af ønsket om det som Solsjenitsyn kalder jordisk velvære.

Brød og skuespil er tilsyneladende også hvad de 5000 mennesker Jesus bespiser søger. Begejstret over hans under, ønsker de at underkaste sig ham som deres konge! 

De skulle bare vide hvilken konge han i virkeligheden er! Da det blev klart, havde de fleste af dem glemt eller fortrudt deres stemme på ham, som han stod ydmyget og tornekronet i Pilatus borg. Hvis de da ikke var med i den mængde af mennesker, der råbte: korsfæst, korsfæst! ad ham.

Jesus lader sig ikke kåre til konge pga. af brødunderet. Han trækker sig tilbage og går atter ud til ensomheden i bjergene. Senere trak han sig ikke tilbage, da de kom for at føre ham bort og med magt for at ophøje ham på korset. Nej, for korset er hans kongetrone her på jorden. Mod og offervillighed er hans krone og hans scepter og vælger du Jesus som konge lover han dig ikke, at nu ville alle dine dages trængsler på denne jord være ovre. 

Hvad kan han så tilbyde? 

Sådan blev Winston Churchill også spurgt i forbindelse med en afstemning om tilslutning sin nye regering, der stod over for en alvorlig trussel i 1940. Ved sin første tale i parlamentet, efter at han var blevet valgt som Storbritaniens premiereminister svarede han: Jeg har ikke andet at tilbyde end blod, sved og tårer. Vi har mange, mange måneders kamp og lidelser foran os. I spørger; Hvad er din politik? Mit svar er, at vi må kæmpe med alt hvad vi har og med al den styrke Gud vil give os, for vi har aldrig stået over for en større fjende. Det er min politik: I spørger hvad får I ud af det? Svaret er sejr, hvad end det må koste, for uden sejr er der ingen chancer for at overleve. 

Churchill lovede ikke brød og skuespil. Han lovede sejr, men også at det ville koste noget. 

Det er det samme med brødunderet. Det er ikke brød og skuespil i en religiøs aftapning. Brødet lover sejr, men ikke uden omkostninger. Brødunderet peger nemlig på Kristi offer for vores skyld, på hans lidelse og voldsomme død i vores sted, hans pagt med os, den han indstiftede ved sit sidste måltid, hvor han tog brødet, takkede brød det – gav det til dem og sagde: dette er mit legeme som gives for jer. Gør dette hver gang I spiser det til ihukommelse af mig. 

Vil du have sådan en konge? Der ikke mætter dig med brød og skuespil, men som drager dig ind i sin tjeneste? Som kalder dig til et liv, der befrier dig fra alle menneskeforskrifter ganske vist, men som er alt andet end mageligt, fordi det som var dyrt for Guds søn, kan ikke være billigt for os. For hans første følgere betød det, at hele deres eksistens blev sønderbrudt. Alt det gamle måtte de lægge bag sig og forlade. Hån, forfølgelse og lidelse måtte de tåle for at følge ham. De var en lille bitte forskræmt flok, men Gud lod dem vokse til stærke kæmper, der turde svinge åndens sværd for korset. Selvom det kostede anseelse og jordisk velvære. 

De havde fået en evig skat hinsides. Noget ingen kunne tage fra dem. En umistelig arv. Deres konge havde lovet at være med dem alle dage indtil verdens ende og ikke mindst gav han dem, da han gav af sig selv – overflod til at gøre godt. 

 Paulus siger det også i brevet til menigheden i Korinth: Han taler om overflod: Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt.

Det er, hvad der skal blive af det, der er tilovers, som vi hører, at de samlede sammen i 12 kurve. De bespiste fik ikke bare hvad de skulle bruge. Nej, de fik også, så der er mere end nok til at gøre godt med. 

Kierkegaard beskriver i Kjerlighedens gerninger Guds kærlighed som rindende med evigt væld. Den er frisk og evig, ingen kulde kan isne den kilde. 

Gud lader os altid få nok af dette gode, af kærligheden, af Ham selv– og derfor kan vi heller ikke gøre nok af det gode! Det kan vi aldrig blive færdige med. Det godes kilde er uudtømmelig. Og det er det, der er vores mad: At gøre godt, at gøre hans vilje. 

Kristendommen anklages ellers ofte for at være nyttig som sutteklud. Som opium for folket og bedøvelse af masserne. 

Men det er lige omvendt. Det er ikke brødet for himlen der bedøver. Det brød går ikke ud på at gøre os passive og magelige. Nej, lifligheds magt gør dorskhed opvakt som Grundtvig skriver et sted. 

Brødet fra himlen ruster os til offervillighed, til ægte mod, til at gøre godt. Det mætter og fylder vores sjæl, så den ikke er til fals for Faraos kødgryder eller underholdningen ved denne verdens gladiatorkampe og deres tomme løfter om sjælefylde og sikkerhed. 

Du spørger hvad du får ud af det? Svaret er: sejr – ikke jordisk sejr vist. Ikke nødvendigvis velstand og sikkerhed eller anseelse eller tak – men noget fra evigheden, for som jeg sagde, det brød Jesus giver os er ikke almindeligt brød. Det er brød, der ikke slipper op. Det er nåde i rigt mål. I overflod. Det er brød, der gør os rige, fordi vi ved det brød ikke bliver fattige af at give. Nej vi bliver fattige af IKKE at give. 

Tak Gud at vi kan bede om det: Giv os i dag vort daglige brød.

. 

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle