Oraklerne



Midfaste søndag

Det var i det nordlige Sibirien. Det frøs 40 grader skønt kalenderen meldte forår. Den 4. april 1940. Kvinderne ankom til de små skæve faldefærdige barakker. Usle og utætte – stod barakkerne tæt på hinanden i månelyset, som om de rykkede hinanden nærmere for at få lidt varme. Kvinderne var straffefanger. De skulle straffes. Ikke fordi de havde gjort noget. Måske kendte de bare en, hvis synspunkter var ilde set af det politiske system. Måske troede de bare mere på Gud end på magtens mænd. Så røg man i fængsel. Deporteret til fangelejren. Sammen med en skare af forhutlede kvinder ankom Jevgenija Ginzburg til lejren, der ikke stod tilbage for nazisternes i elendighed og brutalitet. I sine erindringer skriver hun om det Gudsforladte sted. Men selv den slags steder, kan der ske en slags mirakler som sendt fra Gud.

Stanken var frygtelig i barakken. Kvinderne trådte ind, men ”I dette tunge øjeblik sendte skæbnen os et af den slags mennesker, som øjensynligt kun er kommet til verden for at trøste andre mennesker. Marja (Sergejevna Dogadkina) hed hun. En sorthåret, halvtredsårig kvinde. Hun var formand for barakken –  en jævn kvinde med hurtige energiske bevægelser. ”

Hun skældte ofte ud. Men det var, som man skælder ud på børn, der bærer sig forkert og klodset ad. ”Er det en måde at lukke en dør på”, råbte hun, og skubbede den overisede kolde dør på plads. En anden af de nyankomne skældte hun ud, fordi hun havde smidt tøjet i en bunke ved ovnen i stedet for at hænge det til tørre.  – Skønt ingen kunne se, at der kunne hænges noget op ved den lille ovn. Men det kunne Marja. Hun hængte de våde pjalter op, så de kunne få tørt tøj på.

ANNONSE

En tredje fik skældud, fordi hun slugte den lille bitte smule elendige mad i én mundfuld. Maverne skreg af sult. ”Kom her med det, så skal jeg lægge det på ovnen”, sagde Marja og viste, hvordan man kunne riste det lille stykke brød på et spyd over ilden. Det duftede mættende af bageri og smagte himmelsk af nybagt brød.

Som en stormvind fór hun omkring i barakken. Hver og en lod hun nyde godt af sin erfaring med livet i barakken –  hjalp alle til rette på sin moderlige, lidt bebrejdende måde. Som om de alle var gæster i hendes hjem. Hendes hjem der var den samme barak – i den samme sørgelige elendighed. ”Denne Marja øjensynligt kun kommet til verden for at trøste andre mennesker.” Skriver Jevgenija i sine erindringer.

Marja, er en af den slags mennesker har altid nok til andre også. Skønt hun intet har.

Sådan som vi hører i evangeliet til i dag, Midfaste søndag. Om de sultende folkeskarer i ørkenen. De har kun et par brød og nogle få fisk – og alligevel rigeligt til alle. Ja, der var i overflod. Kurve blev der til overs med den mad, de ikke havde. Nysgerrighed og forventning havde drevet folkeskaren i hælene på Jesus ud i ørkenen – ingen havde fået madpakke med undtagen den lille dreng med de fem brød af byg og to fisk. Maverne knurrede – ingen tænkte på ånd, men på mad. Og det fik de. Men de fik meget mere end det.

De fik en lille bid af Himlen – en ”himmerigs mundfuld”. Mon ikke den smagte som englene synger, den udsøgte ret. Som den fattige – lidt vrisne Marja deroppe i det nordlige Sibirien var sat i verden for at give mod til de modløse – trøste, tjene og give andre alt sit eget.

Sådan blev Gud egen kære søn sendt fra Himlen ned fordi Han hørte skabningens suk og rumlende maver.

Som en anden tjener tog han forklædet på og gav folkene, der havde glemt madpakken til deres ørkenvandring, fisk og brød. Og meget mere end det. Han gav sig selv – sit liv og sin skæbne. Tjenerens liv – han der satte os genstridige skabninger til højbords med ham. Han serverede – vi modtog uden beregning.

Vi skylder ham alt, men Han gav os alt for intet. Den ubetalelige regning vi efterlader os – for alt det, vores liv er – betaler Han for os med sin egen søn. Han, der holdt folkekøkken dér midt i ørkenens gule sand. Han serverede  himmelske retter for jordens forsultne og forsyndede mennesker. Han ville åbne himlen for alle folk – og skænke hvert menneske troen på syndernes forladelse og det liv hos ham. Han giver ikke kun brød og fisk til de sultne.  Nej, Han giver sig selv med. Han giver det, som intet menneske kan give, hvor stærke og trøsterige – hvor fulde af mod og liv vi kan være – som Marja i barakken i de 40 graders kulde. For Han gav den åndløse sin ånd og den syge sin trøst.

Han viste den hjerteløse sin barmhjertighed og den døende lovede han sin fremtid og himmelske dage. Guds rige giver han med, når han giver dem brødet. Det himmelske måltid mætter ikke kun maven, men den tørstende sjæl. Midt i blandt dem – midt iblandt os bespiser giver han os de søde ord – det søde kys som ingen anden elskede kan give os. Det kys som Gud os gav mod al vor nød og smerte – når der er for langt mellem kyssene i vores lille liv. Som han var folkeskaren nær i ørkenen – er han os nær. Nær, kun for at give os det som intet menneske kan: En lille smag af Himlen – en Himmerigsmundfuld. Et Himmerigs måltid.

Og det er sådan med evangeliet, at alle får, uden at der bliver mindre til andre. Og der er rigeligt – 12 flettede kurve er fulde, da alle er bespist. For det er sådan, at hvor et menneske kun er sat i verden for at trøste og give andre – hvad det menneske selv har. Dér er der altid rigeligt – for dér skal det menneske intet beholde for sig selv. Og når mennesket ikke kun er et menneske – men ét bestemt menneske. Guds egen Søn. Ja, da er der i overflod.

Over den buldrende ovn i lejren lærte Marja de andre at riste den lille stump brød. Når duften bredte sig – når de spiste og tyggede det godt, som hun lærte dem – var det som om, at der var meget mere end blot det lille tørre hjørne brød. Ja, det var som om, at der blev meget mere af alt. Som når vi giver en lille smule af det overskud, vi ikke har, til et andet menneske. Da er der mere, end noget øje kan se. Men en dag slipper overskuddet, kærligheden eller livsmodet op. Vi slår ikke til. – Vi sulter og længes efter næring, som dem, der vandrede i ørkenen.

Den dag i ørkenen slap brødene og fiskene ikke op, men der blev til overs. For det er ikke bare et menneske, der trøster andre i deres elendighed. Får livet til at se ud af mere – se bedre ud – end det i virkeligheden er. Nej, det er Guds egen Søn, der giver af sin overflod. Så ingen kan spise op. Han giver af sit liv til liv i overflod – som intet menneske kan give sig selv eller andre. End ikke det menneske vi elsker allerhøjest.

For her er et menneske, sendt fra Himlen for at give os, hvad Han har. Sin fars brød. Liv og kærlighed. Det er Gud selv, der spiste med dem midt i ørkenen. Det kan intet øje se. Det ser kun en mand på bare fødder. Fattigt klædt. Han havde knap nok til dagen og vejen – men rigeligt til alle. For intet skal han beholde selv. Sådan er vores himmelske fars kærlighed – det himmelske sind, der intet skal have til sig selv. Alt giver Han for intet – for at vi kan leve, af et overskud, der ikke er vort eget.

Men med det overskud kan vi ikke betale regningerne i banken. Alting i livet går ikke af sig selv. Vi skal stadig arbejde for at have penge på kontoen, helst lidt overskud. Have mad på bordet, vin i glasset og alt dét, der hører de daglige menneskeliv til. Det som Martin Luther alt sammen kaldte ”det daglige brød.” Det skal vi arbejde på. Passe vores arbejde – passe vores liv, sådan som det nu engang bliver. Og give hinanden af vores overs overskud. – Give vores kæreste madpakke med på vejen – og måske finder han eller hun mere deri, end bare brødet og fisken. Give lidt med af det intet øje kan se, det der mætter din tørstende sjæl og varmer dit lille hjertet.

I næste uge kommer de varmeste martsdage i 30 år. Men der skal komme dage kære menneske, hvor det fryser 40 grader skønt kalenderen melder forår. Om det så blev det varmeste forår i 100 år – kan vores liv på høje solskinsdage være det mest Gudsforladte sted.

Men selv den slags steder, kan der ske en slags mirakler som sendt fra Gud.

Når vi ikke længere kan øse af det overskud, der er vores eget kommer han til os. Han binder forklædet om sig og byder os til bords med Ham. Her deler han sin himmelske mad, sit søde evangelium – med os. Det er sjælens honningmad/der gør hjertet let og mæt og glad” som vi skal synge med Brorson om lidt.  Det er det uforklarlige, det er underet der er til – det er Gud, der er til. Deri er al glæde og alt håb gemt. Uden ham var der kun de glæder vi kunne give os selv, kun det daglige brød der slipper op – kun det liv der er før døden. Kun den kærlighed der segner. Kun det håb vi selv stabler på benene. For Han giver sig selv med – og der er nok til alle. Ja, der er i overflod.

Amen.

 

Marie Høgh er præst ved Lynge-Uggeløse sogne

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)