Tavle

Den russiske kunstner Kazimir Malevic støttede Oktoberrevolutionen i 1917, og han fik efter den kommunistiske magtovertagelse en indflydelsesrig stilling i det ny sovjetrussiske samfund, hvor der i begyndelsen var et vist rum for eksperimenterende kunst.

Kazimir Malevich’s suprematistiske værker – en retning som han opfandt i 1915 – blev imidlertid hurtigt en torn i øjet på i hvert fald dele af systemet. Værker som Hvidt kvadrat på hvid bund (fra 1918) blev grundet deres kunstneriske radikalitet problematiseret af nogen af regimets kunstkritikere, der opfattede suprematismen som kunst for kunstens skyld – noget, der nærmede sig en forbrydelse i et land, hvor det meste skulle stilles i revolutionens tjeneste – og endnu værre – som et udtryk for ubevidst kontrarevolutionær virksomhed.

Den slags anklager kunne i værste fald udløse fængsel eller det, der var endnu værre. Så galt gik det ikke for Malevich. Men han blev fyret fra sit job som leder af en kunstuddannelse i 1920, og de sidste år af sit liv frem til sin død i 1935 var han ofte på kant med myndighederne grundet sit kunstneriske udtryk, selvom han allerede i 1920 forlod suprematismen. Skridtet væk fra suprematismen skyldtes sandsynligvis ikke kun myndighedernes tryk, men også at retningen simpelthen var udtømt for Malevich. Efter Hvidt kvadrat på hvid bund var det simpelthen ikke muligt at komme længere ad den vej. Malevich havde med suprematismen kunstnerisk set nået et slutpunkt, hvor der ikke var nogen veje frem.

ANNONSE

I 1930 blev Malevich fængslet. Efter Lenin ‘s død og i forlængelse af kommunistpartiets konsolidering og stadig strammere greb om magten var der ikke længere plads til en kunst, der afveg fra den socialistiske realisme, som partiet havde knæsat som den retning, som Sovjetunionen ‘s kunstnere skulle udtrykke sig indenfor rammerne af. Efter seks måneders fængsel blev Malevich stillet overfor et valg: 1) Han kunne rejse til udlandet. 2) Han kunne lukke sig inde og arbejde udelukkende for sig selv. 3) Han kunne blive en realistisk maler.

Malevich valgte det sidste og malede i sine sidste leveår en del mere eller mindre realistiske portrætter. Blandt andet et selvportræt som malerfyrste. Efter Malevich’s død kom kunstneren for alvor i bad standing, og hans værker forsvandt ned i de russiske museers kældre, og både værker og Malevich’s skrifter blev klausuleret som så farlige, at de ikke tålte offentlighedens lys. Først i 1970’erne begyndte Sovjet-styret at løsne grebet om Malevich’s kunst, da styret fandt ud af, at man sad på en potentiel guldgrube, der kunne omsættes til klingende mønt i vesten. Sovjetunionen afhændede for eksempel to værker af Malevich til vesten i 1970’erne.

I 1988 i forbindelse med Glasnost blev Malevich omsider rehabiliteret, og der blev for første gang i mere end 50 år vist en udstilling med Malevich i Sovjetunionen. Året efter faldt Berlinmuren, og kommunismen brød sammen næsten over alt.

Det totalitære kommunistiske styres reaktion på Malevich’s kunst trækker i min optik tråde frem til nutidens kunst. Sverige er ikke et totalitært samfund. Det er på de fleste måder et demokrati. Men Sveriges reaktion på Dan Park ‘s kunst minder alligevel om Sovjet-styrets “forholdsregler” i forbindelse med Malevich.

Hvor Malevich i 1920’erne og 1930’erne blev fyret og til sidst sat i fængsel, fordi han blev rubriceret som “reaktionær”, “kunstner for kunstens skyld” og “(ubevidst) kontrarevolutionær”, så anvender de svenske myndigheder her 90 år senere betegnelsen hetz mod folkegruppe, når de sender Dan Park i fængsel. Systemerne straffer stadig opsætsige kunstnere. Kunstnernes påståede “forbrydelser” får bare nye navne.

(Dan Park blev i efteråret idømt fem måneders fængsel. Han skulle have påbegyndt afsoningen her i januar. Men sagen er blevet anket til en højere retsinstans.)

ANNONSE

Mest læst

Vestens triste eftermæle