Kopierede/fra hoften

 

Der pågår en mærkværdig diskussion i Sverige i kølvandet på Stram Kurs’ koranafbrænding på Stortorget i Malmø for lidt over 14 dage siden. Da den svenske gadekunstner og dissident Dan Park sammen med Rasmus Paludan fra Stram Kurs var arrangør af den oprindelige demonstration i Rosengård, der blev forbudt af svensk politi, har svenske medier diskuteret om koranafbrændingen, der blev foretaget på trods af politiets forbud, er kunst.

Hverken Dan Park eller Rasmus Paludan har imidlertid udråbt demonstrationen i Rosengård til kunst. Det var derimod en politisk manifestation mod islamiseringen af Sverige, der skulle indholde en koranafbrænding. Formålet med koranafbrændingen var ikke at skabe kunst, men derimod med Rasmus Paludans ord: “At vise, at islam i Sverige stadig kan kritiseres og hånes”.

Hvis man endelig skal rubricere koranafbrændingen som andet end en politisk manifestation, religionskritik og aktivisme, er det mest oplagt at kalde den en stedsspecifik pædagogisk indsats, hvor man på muligvis en lidt håndfast måde lære en gruppe borgere, at ytringsfriheden også omfatter hån af objekter, som de personligt opfatter som hellige. Og at trusler om vold ikke skal begrænse ytringsfriheden.

ANNONSE

Når kunstspørgsmålet alligevel trænger sig på, skyldes det, at svenskerne, selvom de hårdnakket benægter det, anerkender Dan Park som kunstner. Og samtidig abonnerer eliten på det udvidede kunstbegreb, hvor alt (og intet) kan være kunst. Det så man for eksempel på den store Documenta udstilling i 2015, hvor den venstreorienterede aktivistgruppe Occupy blev ophøjet til kunst. Hvad Occupy havde med kunst at gøre, var et såkaldt godt spørgsmål, men ophøjet til kunst blev den. Derfor er samme venstrefløj naturligvis på gyngende grund, når den forsøger at afvise Dan Parks (forbudte) (politiske) aktivisme som kunst.

At alt (af venstrefløjen) kan ophøjes til kunst, får vi endnu et eksempel på til Documenta 2022. Her er grundlæggerne og kuratorerne bag Center for Migrationspolitisk Kunst CAMP – Frederikke Hansen og Tone Olaf Nielsen – en del af den kommende udstilling. Hvorfor det er kunst at støtte befolkningsudskiftningen i Danmark er et godt spørgsmål. Men faktum er, at kurator og kunsthistoriker Tone O. Nielsen, der var dansk kunsthistories wizkid i 1990’erne, med CAMP har fået sin anden luft. Der er simpelthen penge, anerkendelse og magt forbundet med at kæmpe for befolkningsudskiftningen (i Vesten). Kæmpede man for befolkningsudskiftning alle andre steder end i Vesten, ville det af de samme personer, som støtter befolkningsudskiftningen i Vesten, blive opfattet som et overgreb på den oprindelige befolkning.

Men denne oprindelighed skal med vold og magt og kunsthistorisk og kunstnerisk assistance fratages de oprindelige europæiske befolkninger. Vi har (hvis vi er hvide europæere) – ifølge den herskende ideologi på parnasset – ingen særlig ret til at være i vores fædrelande. Vi påtvinges at dele vores fædreland med fremmede, der absolut ingen relation har til vores lande. Siger vi fra overfor dette, er vi racister, fascister, nazister og andet fra venstrefløjens og multikulturalisternes righoldige lager af stigmatiserende skældsord vendt mod mennesker, hvis eneste brøde er, at de er politisk uenige med venstrefløjen og tilhængerne af fortsat masseindvandring.

Om koranafbrændingen i Rosengård var kunst, skal jeg ikke endeligt afgøre. Personligt mener jeg, at den var et storslået stykke pædagogik, men som jeg har argumenteret for, kan man også opfatte den som kunst, hvis man abonnerer på det udvidede kunstbegreb. Under alle omstændigheder blev der skabt kunst i kølvandet på Stram Kurs’ tur til Malmø.

På Stortorget i Malmø (efter koranafbrændingen i Rosengård) blev der spillet koranfodbold. Koranfotboll er et spin-off af femkoran. Femkoran blev opfundet af Rasmus Paludan og Stram Kurs og består i, at fem personer kaster rundt med koranen. Hvis man taber eller ikke griber Koranen, har man tabt. Så det er på bizar vis et boldspil, der i sin essens yder Koranen den meget omtalte respekt, som muslimer og deres medløbere i mange afskygninger kræver. Respekten er imidlertid på lånt tid, da femkoran ofte bliver afsluttet med, at koranen placeres på en engangsgrill eller overhældes med tændvæske for at blive brændt af.

På et tidspunkt var der femkoranspillere, der valgte ikke at følge reglerne og som mod reglementet begyndte at sparke til koranen fremfor at kaste med den. Det blev så til koranfodbold. Der både er en selvstændig disciplin og kan indgå i en udvidet form for femkoran.

Hverken femkoran, koranfodbold eller koranafbrændinger er noget særsyn i Danmark, hvor formerne er blevet praktiseret mange gange offentligt i de seneste år. Men i Sverige vakte både koranafbrænding og koranfodbold opsigt. Så meget opsigt, at et foto af en koranfodboldspiller, der jonglerer med koranen på en måde, der ikke lader Malmøs egen Zlatan Ibrahimovic meget tilbage at ønske, blev et stort hit på internettet.

Jeg forevigede billedet som maleri, og nu har Dan Park ladet sig inspirere af samme billede til en collage med titlen Succerpunch (et ordspil på soccer (fodbold) og udtrykket sucker punch). Dermed er der i sidste ende kommet kunst ud af koranafbrændingen i Malmø.

Én ting kan du være sikker på. Det er ikke kunst, du kommer til at se på Documenta.

 

 

Se også
9/11: Koranverset vedrørende islamisk jihad foldet til en papirflyver

ANNONSE

Mest læst

Tillader Koranen voldtægt?

Ansvaret dit, fru Andersen