Kommentar

Bartolome Esteban Murillo . The Marriage Feast at Cana

Jesus er gået til fest. Endda til en temmelig løssluppen fest: en bryllupsfest, hvor gæsterne åbenbart har været så ”tørstige”, at vinen er sluppet op. Og det er i denne situation, han beslutter sig for at gøre sit første under: han laver vin af vand. Endda en fantastisk velsmagende vin. Formodentlig den bedste vin, alle gæsterne ved brylluppet nogen­sinde havde smagt. Det må have bidraget vældigt til den festlige stemning.

I grunden er det et mærkværdigt under at lægge ud med – at gøre vand til vin. Der var jo da så mange, mere fornuftige ting, Jesus kunne have taget fat på. Og i sammenligning med hans senere undere: helbredelsen af de ti spedalske, bespisningen af de 5000, opvækkelsen af Lazarus fra de døde – i sammenligning med disse store undergerninger virker dette vin-forvandlings-under umiddelbart lidt tamt. Hvad skal det egentlig tjene til, at gøre vand til vin? Det er ikke just nogen nødsituation, der her er tale om. Vin er ikke en livsnødvendighed som helbred eller brød. Det er bare en overflødig luksus. Nogle mennesker kan slet ikke tåle vin. Vi har udraderet vinen af vores nadver for ikke at friste nogen ud i umådeholdent alkoholforbrug. Vin kan være farligt. Så hvad er det egentlig for et mærkeligt under at gøre? Forvandle sundt og helsebringende vand til en gæret drik, der slører sanserne og gør folk ganske løsslupne. Hvad skal det til? Dette under tjener ikke til andet end at slukke dén højst verdslige sorg, at vinen er sluppet op, så at gæsterne ved brylluppet måske ikke kan blive helt så berusede, som de ellers havde regnet med.

Alligevel er historien om brylluppet i Kana en af de mest kendte fortællinger om Jesus. Dén og så fortællingen om dengang, han gik på vandet, på Genesaret sø. Og det er jo nok fordi, det netop er så overraskende, at Gud gør den slags ting. Det er sådan set nemt nok at forstå, at Gud – når nu han valgte at lade sig føde til verden som et menneske – at han så gik rundt og helbredte syge, opvakte døde og strøede om sig med begavede bemærkninger, der blev hængende ned gennem historien. Det var blot, hvad man kunne vente af en ordentlig Gud. Men at han også gav sig i kast med at feste. Med at frådse. Med at skalte og valte med sin guddommelighed. Det havde nok de færreste regnet med. Og netop denne tekst har da også altid været en irriterende sten i skoen på afholdsbevægelsen: det er svært at argumentere for, at drikfældighed er en synd, når Vorherre åbenbart går rundt og forsyner bryllupsfester med alkoholiske drikke i stride strømme.

ANNONSE

Barnet, som kom til verden julenat, bliver voksent her i Helligtrekongerstiden. Vi får at vide, hvad det var for et barn, der blev født i stalden i Betlehem. Vi får at vide, at barnet var den ventede Messias. I helligtrekongerstidens tekster, åbenbarer Gud sig for os. Han åbenbarer sig på tværs af vore forventninger om, hvordan Gud er. Han åbenbarer sine rige skaberevner og sin overflod af kærlighed til os. Og den kristne Gud viser sig at være en ødsel Gud. En overvældende Gud. Og en Gud, der tager del i i vores liv.

Fortællingen om Brylluppet i Kana er en beretning om Guds storladenhed. Under festlighederne i Kana sætter det nye og gode det gamle og utilstrækkelige ud af kraft. De 6 rituelle renselseskar mister deres betydning. For de får en helt ny og provokerende funktion ved at blive fyldt op af en overdådighed af god vin. Vandets rensende effekt i den jødiske kult falder bort og afløses af vinens livgivende og glædesskabende virkning. Den gode vin gør, hvad vandet ikke formåede.

Den Gud, der kommer til syne i helligtrekongertiden, kan noget, de andre guder ikke kan. Han er stor i slaget. Det får vi at vide. Han giver meget mere, end guder sædvanligvis giver mennesker. Han giver ikke bare en almisse – en barmhjertighedsgave – en lov – en helligdag. For underet i Kana er et tegn, der viser ud over sig selv: Jesus giver ikke alene vin af vand. Han giver sig selv – sit liv, for at vi ikke skal dø. Han deltog i vores liv. Gav det sit fulde tilsagn.

Vinunderet peger hen på nadveren – på Jesu død og opstandelse i påsken. ”I nadveren gør Jesus langt bedre vin af dåbens vand, end den han gjorde i Kana af det vand, der hører til jødernes renselse. For denne vin glæder vort hjerte, så al sorg slukkes, fordi vi føler, at ligesom Han er i os, så er vi i Ham” Sådan skrev Grundtvig i 1841. Forvandlings-underet: at vand blev til vin, viser nemlig hen til et andet og langt større forvandlings-under: at Gud blev til menneske. Dét er dén guddommelige herlighed, Johannes taler om til sidst. Dén herlighed, Jesus åbenbarede for os: At han ville sætte sit liv til for vores skyld. Guds ultimative luksus-under.

Det er ikke længere som dengang, da Moses mødte Gud på Sinai-bjerget, at Moses ikke måtte se Guds herlighed, fordi det ville betyde hans død. Det er omvendt: Gud viser os sin herlighed, selvom vi ikke har fortjent det – og dét betyder vores liv. Vi dør ikke af at komme i kontakt med Guds herlighed. Men Gud dør – af at komme i kontakt med os. Han tager byrden på sig. Han bygger bro over kløften mellem ham og os. Så vi kan gå over fra døden til livet. Åbenbaringen af Guds herlighed bliver nu til evigt liv for enhver, der tror. Brylluppet i Kana er en fortælling om Guds fortsatte og storladne og overraskende skabelse. Han skaber til stadighed. Kæmper for at sætte sig igennem. Kæmper for at få os til at sætte os ud over os selv. For at få os til at lade os gribe af livet. At deltage i verden. At fornemme det fantastiske under – underet over alle undere – at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed! Amen.

ANNONSE

Læs også

Alting har en tid -
Fastelavn -
Han vandrer med os -
”Hør ham!” -
Det syge hjerte -