Kommentar

Weimar-republikken har altid draget venstresiden. Den har dekadencen, radikalismen og den tragiske udgang: Det Tredje Rige.

Babylon Berlin har meget af det, som vor tids mytemagere er overfodret med: Sex og vold. Når der bliver for meget af det, skygger det for menneskene.

Babylon er lavet af dygtige mennesker. Natklubscenen med en kvindelig Jonny Depp-figur er meget dygtigt lavet. Men der er forskel på dygtighed og kunst.

Det, som mangler i dagens produktioner, er skuespillere, som kan fylde rollerne ud. De bliver altfor ofte typer i et galleri. Den tekniske brillans kan imponere, men den går ikke ind under huden på os.

Sex og vold dominerer: Politiet raider et filmset, hvor der indspilles porno, i baglokalet sidder udklædte teenagere klar. En af hovedpersonerne er en politimand, som er junkie. Han har til opgave at finde en film med elementer af sex og sadisme.

I et lavproletariathjem “jobber” en af de smukke døtre på en natklub. Hun har små æsker med hjem til den yngre søster, de ser ud som chokolade. Farverne varierer, og vi forstår, at det er koder for specielle tjenester. Vi følger med hende ned i kælderen, hvor det, som udspiller sig minder om Studio54 i New York i 1980’erne, før AIDS slog til. Her er der kæder og seler. En mand i smoking viser sig at have perverse lyster. Sex er perversion. Men det er udvendigt og igen: typer.

ANNONSE

Vi ser ikke, at disse erfaringer præger den unge pige. Skal vi tro, at det går ubemærket hen? Den bøllede politimand imiterer tidligere typer, som inspektør Lehmann i Dr. Mabuses Testamente af Fritz Lang. Men det er en bleg afglans. Hvorfor klinger det ikke ægte? Fordi disse mennesketyper ikke længere findes.

Der er en endimensionalitet over de mennesker, som laver disse film, og de forstår ikke at lokke dybderne frem i de mennesker, de skal skildre.

Perversioner er ikke pirrende, når de bliver almindelige. Sexen er ikke sexy.

Men vold er vold. Vor hypermenneskelige tid fråser i vold. Der er en stærk og urovækkende dissonans imellem hvem vi siger, vi er, og de billeder og fortællinger,  vi underholder os med. Det, som vi tiltrækkes af.

Det, som giver volden liv – også vold bliver vane – er ondskaben.

Tyskerne har en rig erfaring at trække på, når det gælder ondskab.

Den mest skræmmende scene er den, hvor filmpornografen skal bringes til tavshed. Han sidder i fængsel. Den, som bliver sendt, er forklædt som præst. Vi forventer en kvælningsscene eller en brækket nakke. Men det vi får at se er en bøn: Fangen går ned på knæ og gentager, at  guden, han bøjer sig for, er hævnens gud og hans hævn kender ingen grænser.

Etter denne bodsøvelse er fangen sjæleligt knust og begår selvmord.

Det slår mig, at Hitler og nazismen var en slags opfyldelse af “Weimar”: Dekadencen og ondskaben fik sin dæmon.

Der er noget, som tyder på, at vi også kan få det.

“Babylon” er vor egen tid set gennem Weimar-republikken.

Lad os opsummere: Du kan ikke lege med vold, dekadence – opløsning af ægteskabet, afskaffelse af Gud, – og en tro på, at alle mennesker i bund og grund er lige så promiskuøse og grænseløse som dig selv,  uden at det får konsekvenser.

Vi står ved en sådan skillelinje i vestlig historie: Menneskets “frigørelse” fra sig selv er ved vejs ende.

Mennesket kan kun forblive menneske, hvis det holder sig indenfor visse grænser og anerkender, at skrøbeligheden, læs: synden, har et formål. In the order of things. Antikken havde klare forestillinger om det: Menneskene måtte ikke overskride de grænser, som var sat for det.

Dagens overmenneskelighed har strøg af og et vist slægtskab med nazismen. At tro, at nazismen vil erklære sig selv og komme igen i samme dragt, er infantilt.

Når det skrøbelige menneske ikke længere findes, kommer foragten for svaghed. Overmenneskeligheden kender kun sig og sine. Laster og lyster har ingen modpoler. De indgår ikke i noget hierarki. De er selv hierarki.

Stormløbet mod Trump er disse menneskers vrede over udsigterne til at miste magten. De kaster masken og det viser sig, at de er i stand til alt.

De mennesker, som sidder med magten er så depraverede, at de ikke genkender et dydigt menneske, når de står overfor et.  tværtimod provokerer det dem, og de går ind for at knuse det.

Når medierne og Demokraterne går ind for, at Kavanaugh er en overgrebsmand og drukkenbolt, så er det, fordi den anden mulighed er uudholdelig: At nogen kan have levet som et dydsmønster.

Det er en utænkelig tanke.

Men når dyden er blevet en umulighed, vil noget ske.

 

Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!

ANNONSE

Mest læst

Alle kan ikke bo i Europa