Rembrandt Christ in the storm

Men nu er jeg altid hos dig, min højre hånd holder du fast. Du leder mig med dit råd, du fører mig til herlighed. Hvem har jeg ellers i himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden. Om end min krop og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod. For de, der er fjernt fra dig, går til grunde, du tilintetgør alle, der er dig utro. Men at være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren, så jeg kan fortælle om alle dine gerninger. Salmisten 73,23-28 *

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:

Herrens engel talte til Filip og sagde: »Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde.« Og Filip brød op og gik. Der var en etiopier, en mægtig hofmand hos etiopiernes dronning Kandake, som forvaltede alle hendes skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede og var på vej hjem og sad i sin vogn og læste profeten Esajas. Ånden sagde til Filip: »Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!« Filip løb derhen, og da han hørte manden læse af profeten Esajas, spurgte han: »Forstår du også det, du læser?« Han svarede: »Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?« Og han bad Filip om at komme op i vognen og sætte sig hos ham. Det afsnit i Skriften, han læste, var dette: »Som et får, der føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund. I fornedrelsen blev hans dom taget bort. Hvem kan fortælle om hans slægt? For hans liv blev taget bort fra jorden.«

Hofmanden spurgte Filip: »Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?« Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham. Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: »Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?« Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.« Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham. Men da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han fortsatte sin rejse med glæde. ApG 8,26-39

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42 15

Ét er fornødent, siger Jesus i dag. Kun én eneste ting er nødvendig her i livet, siger han. ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.” Sådan lød hans ord til Martha dengang, for mange år siden, og sådan taler han til os, til menigheden her i Nørre Vinge i 2018. For vi kan roligt gå ud fra, at hans ord til den travle Martha også har adresse til os. Hvem af os kan sige, at vi er fri for at være bekymrede og urolige væsner? Vi vil gerne være fuldstændig rolige og ubekymrede – trygge og glade, troende mennesker, der hviler i Guds hånd uden at frygte noget eller nogen. Det vil vi forfærdelig gerne – men vi er det ikke. I hvert fald ikke ret længe af gangen.

Carole King har skrevet en berømt sang, hvor hun synger om, at hun er meget forelsket i én. Men i stedet for at glæde sig over, at hun er sammen med den elskede nu, i nat, ligger hun og ængstes og bekymrer sig, og omkvædet lyder: ”Will you still love me tomorrow?” Vil du stadig elske mig i morgen? Øjeblikkets glæde over den øjeblikkelige kærlighed drukner og går tabt i bekymringen og uroen for, om den nu også varer ved.

Du gør dig bekymringer og er urolig – for mange ting, føjer Jesus til. Når man er bekymret har bekymringerne det med at tårne sig op. De bliver flere og større, de splitter os og tager vores kræfter. Martha kunne fx ikke nøjes med at bekymre sig om sit køkkenarbejde, nej, hun skulle også bekymre sig om sin søster Maria, der bare sad og lyttede til Jesus. Hvad måtte Jesus ikke tænke om sådan en doven ung dame? Og idet hun begynder at irriteres på Maria og fokusere på hende, blev køkkenarbejdet straks endnu mere træls og uoverkommeligt.

Midt i alle bekymringerne, går glæden og roen tabt. Det gør de, fordi vi mangler det, der med et gammelt ord hedder ”enfoldighed”. Enfoldig kalder vi tit en person, der ikke lige er den skarpeste kniv i skuffen, som man siger. Men i virkeligheden betyder ordet ”enfoldig”, at man har evnen til kun at tænke på én ting af gangen. At man har evnen til at fokusere på lige nøjagtig dét, der er vigtigt lige nu og her. Til os siger Jesus nu: ”I gør jer bekymringer og er urolige for mange ting – men ét er fornødent.” Vi går og tror, at alt for mange ting er fornødne, er livsnødvendige. Hvor er der mange ting, der i dag går for at være livsfornødenheder, som i virkeligheden er rene luksusgenstande: radio, mobiltelefon, nyt tøj, bil, vaskemaskine, tre måltider om dagen, rosende ord, nye karrieremuligheder osv. Men Jesus siger til os: ”Kære venner! Kun én ting er livsnødvendig!” Og det éne fornødne er det ord, som Jesus taler til os. Det ord, der kommer fra Gud, fra hans og vores far i himlen. Dette ord lod Maria, Marthas søster, sig gribe af. Hun glemte alt andet og tænkte kun på at sidde stille og lytte til dét ord. Ikke fordi, hun ikke havde andet at bekymre sig om. Ligesom Martha havde hun selvfølgelig en masse huslige pligter, der skulle gøres. Men hun lod det ligge, for nu talte Jesus.

Maria havde, sagde Jesus, valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende. Hun valgte virkelig den gode del. Hun nøjedes ikke med at vide, hvad den gode del var – nemlig Jesus og hans ord. Det vidste de søreme alle sammen. Men hun valgte den virkelig. Både i ord og i handling. Hun var simpelthen for enfoldig til at tænke ét og gøre noget andet, sådan som de fleste af os ellers helt naturligt gør. Hun tænkte, at det eneste vigtige i tilværelsen, var at høre Jesu ord. Og derfor satte hun sig ned på stedet og lyttede. Og bekymrede sig ikke om noget som helst andet. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende. Den skal ikke tages fra hende! Og dét løfte giver Jesus til enhver, der sætter sig ned og lytter til hans ord. Det lyder måske ikke af så meget. Er det virkelig alt, hvad man får ud af at være kristen? At man har Jesu ord og ikke en brik andet? Ja, det er det. Og hvis der er nogen, der lover os andet udbytte af vores kristentro her på jorden, så er det forkert!

Der er ingen, der kan love andre mennesker, at de får lykke og fremgang ved at være kristne. Men én eneste ting lover han Martha og Maria og alle andre, der hører hans ord: at den gode del skal ikke tages fra dem. Hans ord får de lov at beholde. Lyder det fattigt? Eller er det ikke snarere langt mere, end nogen af os kan rumme? Alt andet skal tages fra os. Arbejdet, som Martha havde valgt den dag, det falder ud af hænderne på os en dag. Pengene og tingene, som mange mennesker hænger ved, det kan vi ikke tage med os i graven. Status og hæder og ære, venner og anseelse, familie, alt bliver taget fra os. Af jord er du kommet, til jord skal du blive. Men når alt er taget fra dén, der har valgt den gode del, får han at vide, at der er noget tilbage. Der er noget, der ikke er taget fra ham: livets ord.

Jesu ord får vi lov at beholde, også i graven. Af jorden skal du igen opstå. Den gode del, livets ord, skal ikke tages fra den, der vælger den. Det er, hvad Jesus lover os. Og har du nok i det, så sker det under, at netop de ting, som skal tages fra os, får betydning. En smuk sang, en god bog, et venligt smil, en rugbrødsmad, et godt glas vin. Alle de ting, som skal tages fra os, dem lærer vi at takke for, i stedet for at bekymre os for, om de nu også er der i morgen.

Bekymringerne for de mange ting kommer af, at vi modsætter os, at de bliver taget fra os. I bekymringen og uroen klamrer vi os til tingene og forsøger at skærme dem mod deres egen forgængelighed. Og så forstummer al tak. Men hvis vi har valgt den gode del, så bliver alt andet sat i sit rette perspektiv. Og så forstår vi, at alt, hvad vi har, er vidunderlige gaver, som vi en kort og kostbar tid får lov til at låne og bruge, glæde os over – og takke for. Netop fordi tingene tages fra os, er de værdifulde. Så værdifulde, at vi aldrig kan takke Skaberen nok. Idet vi har valgt den gode del, kan vi se herligheden i de forgængelige goder, som snart vil blive taget fra os, og takke Gud for dem.