Kommentar

Tegning/copyright Niels Thomsen

En dag kommer vi til at stå lige så uforstående overfor vor egen historie som de to figurer på Niels Thomsens tegning. Fortiden lukker sig, når vi giver slip på vor egen historie og på hvem vi er.

Det er det, der sker, når islam kommer til Vesten. Perspektiverne fordrejes af det vedvarende pres fra myndigheder, kirke, presse, akademia og det voksende parallelsamfund. Det er ikke én ting, det er summen af alting, der gør, at menneskene mister forstanden.

Du skal lære dig at acceptere islam. Men en vesterlænding, der accepterer islam, mister sit hoved, han mister sin identitet og bliver et viljeløst væsen.

Samfundet er allerede godt på vej. Børnene kender ikke længere deres lands fortid. De mister sansen for grænser. Der er skarpe skel mellem demokratier og islam. Når politikerne og medierne hele tiden understreger vore ligheder, løber de islams ærinde.

ANNONSE

Det skal stor sjælsstyrke til at stå imod, men når man først gennemskuer skuespillet – eller tragedien om man vil – så går man aldrig tilbage. Det er det, der er mediernes og politikernes store frygt. De aner inderst inde, at når folk ser sandheden, så har de tabt, så bliver de uforsonlige modstandere. Da er det slut med dobbeltspillet.

Stadig flere har fået nok.

Historien om Boris Johnson, der først irettesatte danskerne for niqabforbuddet, og derefter selv fik tæsk for at have kaldt niqabkvinderne bankrøvere eller omvandrende postkasser, kunne være hentet fra en fremtidsroman. Johnson risikerer, at der rejses disciplinærsag mod ham.

I Labour har Jeremy Corbyn store problemer med at tage afstand fra antisemitisme i egne rækker.

Hvis vi skal forstå, hvad der sker, må vi se os om efter helt nye paradigmer.

De repræsentanter, vi engang havde, er fortabte. De sælger os en løgn. Vi kan ikke bruge dem til noget. Vi må selv opfinde fremtiden.

Politikerne og medierne truer os i den forstand, at de har slugt pillen islam. Det gør noget ved deres hoveder. De klarer ikke se tingene som de er og kalde dem ved deres rette navn.

Det er vores første opgave: At kalde tingene ved deres rette navn. Sige sandheden. Følge sandheden, uanset hvorhen den tager os. Det kan vi ikke gøre hver for sig. Det kræver et fællesskab. Det kræver opofrelse.

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)