Kommentar

Giorgio de Chirico  The Enigma of the Oracle (1910)

På sit show stillede Tucker Carlson det chokerende spørgsmål til ingen ringere end Donald Trump: Hvorfor skal min søn gå i krig for Montenegro, et land de fleste amerikanere ikke en gang ved, hvor er?

-You know Tucker, I’ve been thinking the same thing, svarede Trump med sin raspy voice.

Montenegro er NATOs 29 medlem. Dets leder Dukanovic er blevet rig på cigaretsmugling. Der er mange pro-russere på Balkan. Putin forsøgte sig med et kup før sidste valg. Han ønskede ikke, at Montenegro skulle blive en del af NATO-klubben.

NATO har musketer-eden som grundpille: Én for alle, alle for én. Men hvad hvis dette alle ikke længere er et fællesskab, men en gruppe lande, som stritter i hver sin retning? Hvem vil dø for mennesker, vi ikke kender eller ved noget om?

ANNONSE

I Norden har mange af os sympati med balterne og polakkerne. Men hvad ved vi om, hvad der foregår på Balkan?

NATO er blevet forvandlet til et sikkerhedspolitisk EU, uden at vi helt var klar over det. I princippet er NATO nu åben for alle, der vil være med. Kun Rand Paul modsatte sig denne åbenhed, da spørgsmålet var oppe i Kongressen.

Et udvandet NATO vil gå i opløsning. Hvis et af landene havner i konflikt med et udenforstående, vil der blive tvivl, om de andre NATO-lande bakker det op. Denne tvivl kan få modstanderen til at rykke frem. Der skal bare én sådan situation til, før NATO taber ansigt.

Tænk på Obamas opførsel overfor Iran: Obama tillod mullaherne at ydmyge USA. Billeder af tilfangetagne marinesoldater knælende på dækket af et iransk fartøj gik verden rundt. Mullaherne turde ydmyge USA, fordi de vidste, at Obama ikke havde the guts til at svare igen.

Vi forstår bedre betydningen af denne hændelse i dag, hvor vi har Trump at sammenligne med. Mullaherne ville aldrig vove noget tilsvarende idag.

Det er det, som ligger i ordene: America is back!

Men hvad med Europa? Hvem skal forsvare Europa? Vil USA komme Europa til undsætning, hvis Europa fortsætter med at synke ned i et moralsk, politisk og åndeligt morads?

Et Europa der forfølger islam-kritikere og slutter fred med islam, som vi ser tendenser til?

Vi tror, at vi forbliver de samme. Men vore samfund ændres i rasende tempo. Vi er ikke det samme, som vi var i fjor, og slet ikke for ti år siden.

Jeg har de sidste dage tilbragt tiden med at rydde ud i en lejlighed i Oslo, der ikke forbindes med indvandring. Men alligevel minder gaden om Mombay. Den er, hvad Douglas Murray kalder et internationalt territorium. Et kulturelt ingenmandsland, med mennesker som svirrer rundt optaget af sig og sit. En kvinde råber mig op, hun har stået en time og bedt nogen hjælpe hende med strøm til sin bil. Hun er asiatisk. Hun bliver glad for normal venlighed. I Mombay er der ingen hjælp at få. Hun inviterer mig på gratis massage. Vi svæver som nomader i Det Store Nye Vi, glade for at møde lidt menneskelighed.

Et begreb som “forsvar” bliver meningsløst i en sådan verden. Hvad er det, man skal forsvare? Der findes intet “Vi”, menneskene er ikke enige om noget som helst, andet end at de bevæger sig gennem det samme rum.

Når USA ser det nye Europa stige frem, er der så nogen grund til at tro, at de ønsker at sende deres sønner og døtre herover for at forsvare os?

Er det nogen, som kan sige, hvad Danmark er og hvad det består i? Endsige Sverige?

Vi demonterer ikke bare vore samfund, men også vor identitet. Politikerne og eliten er endog stolt over det.

Hvis der skal være noget at forsvare, må vi holde fast i, hvem vi er. Vi kan heller ikke slippe flere ind, som ikke anerkender vore værdier, men trodser dem.

De, som ikke vil erkende denne situation, er ikke vore venner.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)