Kommentar

Sylvi Listhaug bliver som en mild sommerbrise ved siden af den politiker, du nu skal møde. Vort nye bekendtskab sætter Gud, Konge og Fædreland øverst på menuen. Hun siger “back off, vi skal ikke have islam ind i samfundet”. Hun vil have nul asylindvandring og siger, at ingen muslimer skal tildeles statsborgerskab de kommende år. Ikke før der er “styr på indvandringspolitikken” og dens ødelæggende konsekvenser. Basta.

Hun er forholdsvis nytilkommen i dansk politik, men før vi præsenterer Nye Borgerliges formand, ja, formand, Pernille Vermund, må vi sige noget om Sverige. For da vi først lagde ud på fire hjul, benyttede vi muligheden for at komme til at opleve Gøteborgs ghettoer. Det var om muligt værre og sørgeligere, end vi havde forestillet os. Som jeg sagde til vores fotograf, da vi stod midt i det slumlignende Hammarkullen, hvor knap en eneste er af svenske oprindelse: «Pludselig føler jeg mig vældig hjemme i Islamabad.» Altså, i Hammarkullen føler man, at man er landet på en helt fremmed kaosplanet. Islamabad er for mig hjemme sammenlignet med Hammarkullen.

Denne søndag, den 27. maj, stillede Hammarkullen op med noget så hyggeligt som børnetivoli og børnekoncert. Vi registrerede fire politikommandobiler plus en politibil. Der kan have været flere. I tillæg noterede vi os, at mindst to private sikkerhedsselskaber var hyret i dagens anledning. Vi henvendte os til nogle kvindelige svenske politibetjente, som stod ved indgangen til en af de fattigudseende højhuse, som hungrer efter renovering og som præges af de sædvanlige tæpper eller lagner, som benyttes som gardiner. Vi kommenterede, at vi, som er fra Norge, syntes det var lidt specielt med politi på en festival for børn.

ANNONSE

Men det var ikke noget at undre sig over, ifølge politiet. Den helt naturlige forklaring på politiets tilstedeværelse var «orden», altså at forebygge ordensforstyrrelser. For det var ikke let i dette område at finde frivillige vagter, hed det videre. Derfor måtte politiet tage ansvar.

Dagen efter ankommer vi til et langt bedrestillet land, Danmark. I udkanten af Helsingør ligger et lille idyllisk sted, Snekkersten, en tidligere fiskerlandsby. Midt i idyllen af pittoreske gamle danske huse, finder vi Pernille Vermund (43), som tager hjerteligt imod os, barfodet og med en tætsiddende knækort sommerkjole i blåt. Mens hun snakker politik i mobilen.

Og så er det sagt: Vi skal møde en kvinde og mor til tre drenge (alder 7 til 14 år) med et hverdagstempo få vil kunne klare at følge.

Arbejderpige med statistikken klar

Partiet Nye Borgerlige blev stiftet i 2015, og hun, som vi fra nu af kun kalder Pernille, var en af initiativtagerne. Så hvem er hun? Hun er født i København i 1975. Morfar var blikkenslager, farfar var tømrer. Hendes far Per var den første, som næsten fik en akademisk uddannelse, det vil sige, at han begyndte at studere jura, mens han også arbejdede som steward i SAS. Men Per ville ud i verden, ikke sidde på kontor, og jurastudierne blev afbrudt. Han fik alligevel nytte af tilegnet lærdom som forhandler i fagforeningen for de ansatte i SAS. Også moren, Birgitte, arbejdede som stewardesse i SAS. To år gammel fik Pernille en lillesøster, og Pernille og familien tilbragte hendes første 10 leveår i Kastrup.

Men forældrene, begge fra Jylland, savnede naturen. Derfor endte familien i Snekkersten. Og efter arkitektstudier i København, trak havet Pernille tilbage til Snekkersten, med arkitekt-ægtemand og deres første barn. Yderligere to drenge kom til verden, men da den yngste var ni måneder gammel, blev det til skilsmisse. Lidt mere om det senere, for hvad er det fra barndommen og opvæksten, som satte sine tydelige spor i Pernille, spor som antagelig førte hende ind i politik?

Vi sidder omkring køkkenbordet i Snekkersten, omkranset af haven på alle fire sider, som nydes gennem store glasdører og vinduer. Vi har egentlig stillet spørgsmålet helt anderledes. Vi ved (selvsagt) godt, at Pernille er meget hård i filten i forhold til islam, så spørgsmålet lød sådan: «Hvad fik dig til at vågne i forhold til islam?»

Kundskab. Hjemme har mine forældre altid diskuteret. Jeg tror ikke, vi har spist et eneste måltid i min barndom og opvækst uden at vi havde samfundsvidenskabelige samtaler ud fra et almindeligt hverdagsliv. Dette var jo før Internet og Google, og hver gang vi endte i en diskussion, så var far ovre i bogreolen, tog en bog ud, slog op, og argumenterede for, at Churchill gjorde det ene eller det andet. Jeg tror, det har gjort, at også i mit voksenliv, når jeg er stødt på temaer i hverdagen og tænkt: «kan det her virkelig stemme?», så har det været naturligt for mig at undersøge, læse op på tingene, finde statistikker og se tendenser. Hele tiden analysere.

Feminist? Næ…

Pernille fortæller om en episode fra hendes unge år, som gjorde et stærkt indtryk på hende. Hun var ny student i København og til fest hos en veninde. Igen vender hun tilbage til sine egne forældre.

-Jeg tror, jeg kan takke både min far og mor, men særlig min far, for at jeg ikke er blevet opdraget som en, som skulle gemme sig. Jeg havde aldrig tænkt på det, før jeg blev student. Jeg var 19 år og var til  studenterfest hos en veninde. Hendes far sidder mellem os i sofaen, og så siger han: – Hvad skal du lave fremover, Pernille? Jeg fortalte om mine arkitektplaner. I stedet for at give ordet videre til min veninde, siger han til mig: Ja, hun skal jo en tur til udlandet og være aupair-pige, og så skal hun blive sygeplejerske, når hun kommer hjem, fordi det er det, evnerne strækker til. Hun har ikke de evner, du har, fortsatte han.

– Jeg tænkte, at måske har hun evnerne, men måske er hun som barn blevet fortalt så mange gange, at hun ikke strækker helt til og at hun derfor sætter ambitionerne derefter. Min søster, som er dyrlæge, og jeg fik en helt anden opdragelse. Vi kunne nå så langt vi ville, men der var aldrig kritik eller pres fra vore forældre. Der var motivation og opfordring til at søge den vej, som var den rigtige, som gjorde os lykkelige, uden nogensinde at skele til, om vi var drenge eller piger.

– Det er jo en vældig feministisk opdragelse.

– Ja!

– Er du feminist?

– Næ… Næsen slår rynker, mens hun tager tankerne med på en glideflugt, før de lander på bordet: – Jeg synes, feminisme er en lidt mærkelig ting, ikke sandt, fordi feministerne er blevet meget venstreorienterede. Jeg vil nok sige, at jeg er feminist forstået på denne måde: jeg er imod enhver form for særbehandling af kvinder, fordi for mig er særbehandling af kvinder ødelæggende for den frihed, vi har til at leve livet, som man selv ønsker, uanset om man er mand eller kvinde. Lige rettigheder får vi ikke ved særbehandling, lige rettigheder får vi ved, at hver og en kan bestemme den vej, som er rigtig for os.  Og at loven er ens for mand og kvinde.

– Så jeg er feminist på den måde, at jeg til enhver tid vil kæmpe for, at kvinder og mænd har lige rettigheder uanset køn.

Feministen Pernille, ja, vi tillader os at kalde hende det, bestemte sig på et tidspunkt for at give fingeren til dem, som har en lidt problemer med kvindelighed, særlig når kvindeligheden kommer i en ganske vakker udgave. Og dette er noget af det allerførste, hun selv tager op, da vi møder hende. Det handler om fotos, og dem kommer der en del af, når man er politiker.

– De første år efter at vi stiftede partiet, gik jeg ofte i jakke og bukser, som jeg normalt gjorde i mit privatliv. Selv om jeg gik i jakke og bukser fik jeg så mange kommentarer, særlig fra kvinder faktisk, kommentarer som at «hun skyder brysterne frem», eller at «hun gør sig vældig til, når hun skal fotograferes». Der for en djævel i mig: Hvis det skal være så vanskeligt for en kvinde at bare være sig selv, så tænkte jeg, at nu går jeg bare all the way in. Så det blev  kjole og stilethæle og mere make-up, end jeg plejer at bruge. Hvorfor? Fordi kvinder synes, at man skal ind i en uniform og neutraliseres, bare fordi man er politisk aktiv – det vil jeg simpelthen ikke finde mig i! Så for mig er det en lille kvindekamp i sig selv, at jeg kan godt være formand for et parti og fremdeles være kvindelig.

Så blev udsagnet om Pernilles vistnok alt for megen kvindelighed til virkelighed. Få dage efter at vi besøgte Snekkersten, lægger en yngre mand fra Det Konservative Folkeparti denne status ud på Facebook:

Og, ja da, han fik straks svar på tiltale:

Politikeren og «det gode, ordentlige menneske»

Pernilles arbejdskapacitet ser på en skala fra 0–10 ud til at ligge på minimum 12. Året er 2011. Hun er nyskilt med tre børn, den yngste et blebarn på ni måneder. Hun er repræsentant for Det Konservative Folkeparti i kommunalbestyrelsen i Helsingør. Hun driver sit eget arkitektfirma, og for at kunne beholde huset, tager hun et ekstrajob i en køkkenforretning. Men det blev for meget selv for Pernille. Hun måtte træffe et valg, og hun satte en streg over sit politiske engagement. Og det er nu, vi endelig skal begynde på at snakke politik, årsagen til vor rejse til Danmark.

– Jeg meldte mig ud af Det Konservative Folkeparti, er parti jeg altid havde stemt på. Det, som før var Gud, Konge og fædrelands-partiet, var blevet lidt kulturradikale i værdipolitikken. Partiet så nemlig ikke problemerne med migrationen fra de muslimske lande, de så ikke problemerne med islam.

– Jeg kunne ret og slet ikke klare at støtte en politisk kurs, jeg var uenig i.

Nyt dilemma: To år efter at hun meldte sig ud af Det Konservative Folkeparti, blev hun bedt om at opstille som kandidat til Folketinget – for samme parti. Nuvel, man kommer ikke til at påvirke sit land særlig meget ved «at snakke til middagsselskaber», som hun formulerer det. Så hun bed i det noget sure æble, og takkede ja. Hun ville kapre en platform for at nå ud til folk, i håbet om at få partiet til at skifte kurs. Partiet fik et meget dårligt valg og sad tilbage med seks repræsentanter i Folketinget. Fire af dem helt blanke med hensyn til islam, ifølge Pernille, som igen trak sig ud.

– De ved ingenting om islam. De tænker: vi skal bare gøre lidt mere for at integrere dem, hele den der holdning.

– Dels bunder det i uvidenhed, og dels er det et ønske om at være et ordentligt mennske. Og det vil vi jo alle sammen gerne være. Men der er forskel på, om man er et ordentligt menneske, fordi man gør gode gerninger, eller om man er et ordentlig menneske, fordi man gerne vil fremstå som god.

-Back off, vi skal ikke have islam ind i samfundet

Vi er midt i ramadan, og hvad enten det er en Jens Stoltenberg, som har været Norges leder, eller nu Erna Solberg, hilser «de gode» varmt på muslimer, når afslutningen af ramadan fejres, den islamiske helligdag Eid.

– Så du ville som politiker i Folketinget eller som minister ikke ønske god ramadan?

Pernille bryder spontant ud i latter: – Nei, det ville jeg i alle fald ikke! Nej, jeg synes det er helt upassende!

Hun fortsætter sådan: Hvis hun havde haft en god ven som var muslim, men det har hun ikke, tilføjer hun  med dæmpet stemme, og det er der jo en grund til, fortsætter hun, med den samme dæmpede stemme. Hvorfor hun ikke har troende muslimske venner, bliver for de fleste åbenbart, når denne kanon affyres:

– Altså, jeg siger heller ikke Heil Hitler til en nazist. Undskyld, men det er jo ligeså dumt. Jeg kan godt have respekt for et menneske uden at have respekt for dets ideologi, og jeg har ikke respekt for islam. Islam er ødelæggende, ødelæggende, uanset hvor islam vokser frem i verden, så er det ødelæggende. Vi ser med gru på den muslimske verden, vi siger: sådan der kan man jo ikke leve sammen. Vi sender vore soldater til lande som Afghanistan for at bekæmpe konflikter og undertrykkelse, hvilket jeg synes er fuldstændig vanvittigt. Det er jo håbløst at løse det, så længe islam har magt. Og samtidig kan vi ikke se, at vi – for Guds skyld – ikke skal have det ind i vort eget land. Så nej, jeg vil aldrig ønske god ramadan.

– Heller ikke som minister for integrering?

– Nei, det ville jeg i hvert fald ikke.

– Så hvorfor tror du, at Norges statsministre gennem årene, Stoltenberg og Solberg, gør netop det?

Hun trækker vejret dybt, tænker, og fortsætter roligt sådan her: – Man skal være varsom med at forske i andres motiver for, hvad de foretager sig. Det kan jo være et ønske om at generere stemmer, altså helt kynisk. Hvis man som politiker gerne vil sidde med magten, ja, så skal man sørge for at de, som har stemmeret, de stemmer på dig. Der kan jo også ligge et ønske bag om at fremstå som god, også overfor norske og danske borgere, som ikke forstår islam og som synes det er upassende, at man er kritisk overfor en totalitær ideologi. Og det kan også være uvidenhed. Men jeg synes ikke, nogen af de tre mulige årsager er legitime argumenter.

– Hvad med frygt? Hvis vi er gode ved dem, så vil de være gode ved os-holdningen?

– Vi ved jo, at islam er en voldelig og truende ideologi, og vi ved jo, at de som spreder denne totalitære ideologi også kan være voldelige i den grad. Der kan godt ligge et underforstået: Vi må hellere være søde mod dem, for ellers integrerer de sig ikke. Og i det, der ligger der en frygt. I det ligger der en underkastelse. I det ligger der jo en rædsel for en potentiel fjendtlighed. Men hvis rædsel og frygt er årsagen til, at politikere hilser god ramadan, vel, så er det måske det aller værste argument.

– Hvorfor er  islam ikke et tema i Folketinget?

– Det tror jeg er fordi politikerne ikke forstår at islam både er religion og politik. Jeg tror simpelthen ikke, at de vedkender sig dette faktum. Altså, de snakker hele tiden om religionsfrihed, og det er jo rigtigt, vi har religionsfrihed, men man kan ikke adskille den politiske del af islam fra den religiøse del af islam. Der er mange muslimer, som gør det, men i islam er det vanskeligt at adskille tingene, og det tror jeg ret og slet ikke politikerne vil indse.

– Fordi at?

– De har næsen nede i alt mulig andet, og selvfølgelig anses det ikke som rigtigt at kritisere islam. Jeg tror også, det ligger et levn der fra 2. Verdenskrig, jødeudryddelsen og den skæbne mange mennesker led den gang, som får mange politiske hjerner til at kortslutte. Det, vi oplevede den gang, var at europæere fordrev folk på grund af deres tro, baggrund og kultur. Og da var det jo de europæere, som var de totalitære. Mange evner i dag ikke at forholde sig til, at det er dem, som kommer udefra, som har den totalitære ideologi med sig. Så når vi, Nye Borgerlige, siger, at islam indfører terror i vores samfund, så hører de «muslimer skal udryddes», og tænker automatisk tilbage på 2. Verdenskrig. De tænker: Det er næsten det samme. Enten forstår de det ikke, eller så er de for dumme, det skal man jo være forsigtig med at sige, men om det er åndelig dovenskab eller om det er dumhed, det må det være op til andre at vurdere.

Eller kan det hele handle om løgn fra politikeres hold?  Vi læser et citat op for Pernille, forfattet af tidligere uddannelsesminister for de konservative i Storbritannien, George Walden. Walden mener, at politikerne «spiller sød musik» for at prøve at dække over «krisen» med islam i Europa. At de simpelthen «lyver» om «det islamiske problem». De ved ret og slet ikke, hva andet de skal gøre.

– Hvad tænker du om denne udtalelse, Pernille?

– Mine tanker går så ofte tilbage til 2. Verdenskrig. Og jeg ser Chamberlain og Churchill, den underkastelse man ser blant nogle politikere. Men politikere i Europa har massiv støtte fra befolkningen til at gøre noget. Og, bare så det er sagt; jeg føler mig ikke som politiker. Jeg ser en udvikling i vort samfund som nogle må tage ansvar for og prøve på at ændre. For politikerne tager ikke ansvar, og netop derfor oprettede vi Nye Borgerlige. Så jeg har problemer med at forstå, at politikere bøjer af eller lyver for befolkningen af frygt for hvad konsekvenserne kan blive. For jeg mener jo, at frygten må ligge i – hvis man overhovedet er bange for noget – at tage tyren ved hornene og sige «OK, denne kamp tager vi, og det kommer til at koste, og det bliver en lang og sej kamp, og der bliver ofre undervejs». Hvis man overhovedet skal frygte noget, så er det at undlade at tage kampen.

Hun tager en sjælden tankepause, og vi forstyrrer hende ikke.

– Jeg kan mærke, at jeg har lidt vanskeligt ved at sætte mig ind i, at man bevidst skulle lyve, fortsætter hun dæmpet. – Jeg tænker også på, at jeg stadig kender mange mennesker, som ikke har forstået problemerne. De insisterer på, som jeg sagde indledningsvis, «men vi er bare ikke flinke nok til at integrere dem. Det er bare et spørgsmål om tid. De skal nok blive danske med tiden. Det er bare uddannelse, som skal til, eller de skal bare ud i arbejde». I Danmark har vi 25 procent muslimer, som mener, at det både er Koranen og Grundloven, som skal gælde som grundlag for dansk lovgivning. 25 procent, det er hver fjerde herboende muslim. Det er mange. Der er også mange muslimer, som siger helt ærligt og åbenhjertigt, at islam er vigtigere for mig end noget andet. Og så har vi, gud hjælpe mig, en flok politikere, som siger, «ja, men det passer ikke, de er lige så danske som alle os andre». Men så spørg dem selv, altså spørg muslimer selv, «hvad er det vigtigste for dig?»

– Man lukker fuldstændig øjnene for, at folk kommer herop og vender ryggen til vore værdier. Men de vender ikke bare ryggen til vore værdier, de vælger også at fastholde den kultur og den politiske dagsorden, som ligger i islam. De gør det i deres privatliv, de gør det i deres åndelige liv, de gør det i deres arbejdsliv. De gør det også i vort offentlige liv, og det er der, jeg siger: «Back off, vi skal ikke have islam ind i samfundet».

Tre absolutte krav

Danmark har i mange år haft et indvandringsrestriktivt parti, Dansk Folkeparti (DF). Hvorfor var der behov for endnu et?

– To årsager, svarer Pernille kontant, og begynder med den første og decideret vigtigste sådanne: – Da Angela Merkel åbnede grænserne i 2015 og sagde «Wir schaffen das», nåede migrationsbølgen samme efterår også Danmark. Dengang havde DF 37 mandater i Folketinget, over en femtedel af de danske stemmer, og de støttede den borgerlige regering med Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister. DF valgte at sidde tavse under krisen. Når man har så mange mandater, så meget magt og holder hånden beskyttende over en statsminister, som ikke akut indfører asylstop og siger «niks, I kommer ikke ind her», så har man forspildt sin chance. Så har man ikke gjort det, som var nødvendigt. Bølgen, som traf Danmark, har ændret Danmark for altid. Migranterne kan ikke sendes tilbage nu og derefter skal familien hentes herop. For mig er dette et svigt af dimensioner, særlig fra et parti, som tydeligt har udtalt, at indvandringens problemer skal løses.

Mange nordmænd har ikke forstået, at partiet DF, som gennem årene har været omtalt som «indvandringsfjendtligt», «højreekstremt» og «højrepopulistisk», ja, I kender etiketterne, faktisk fører en socialdemokratisk økonomisk politik. Og det er dette, som er Pernillles årsag nummer to for, hvorfor der var behov for NB. DF har presset regeringen til at bremse nødvendige økonomiske borgerlige reformer, siger hun. NB er altså mere som norske Højre på den økonomiske politik. NB vil have mindre stat, mere personlig frihed.

I 2019 er der i Danmark igen valg til Folketinget. NB kan lykkes med at få flere kandidater ind. De kan altså komme til at være tungen på vægtskålen. Og det er netop i en sådan position, at NBs politik bliver meget tydelig.

– Vi har tre helt ufravigelige krav for at støtte en regering. Helt ufravigelige. 1. Det skal indføres fuldt asylstop. 2. Kriminelle uden dansk statsborgerskab skal udvises efter første dom. 3. Udlændinge (altså dem uden dansk statsborgerskab), som ikke er selvforsørgende, skal udvises.

–  Vi kommer til at bøde i mange årtier fremover for det svigt, som allerede er gjort mod Danmark. Det vi nu kan gøre er at begrænse skaderne. Vi kan ikke fjerne dem helt. Når vi har indført asylstop, stiller krav om selvforsørgelse, udviser kriminelle, og der går fem år og vi kan se, at det ikke var nok, så må vi tage hårdere midler i brug. For mig er det vigtigt at starte med det, som løser flest problemer. Med vor politik vil mangfoldige titusinder uden dansk statsborgerskab blive udvist.

Særlig asylstop er vigtigt for Pernille. Hendes logik er følgende:

– Altså, hvis badekarret løber over, hvad gør man da? Lukker man først for vandhanen for derefter at tørre  vandet på gulvet op, eller begynder man med at tørre op? Man må dog først lukke for hanen og sige: Vi tager de store ting først og ser, hvordan det afhjælper problemerne, og så må vi træde til med ekstra tiltag, hvis det ikke fungerer godt nok.

Vi stiller nu et spørgsmål, som udløser et svar, som antagelig vil få det til at gibbe mentalt i en del af læserne:

– I vil sætte en grænse for, hvor mange som årligt kan få dansk statsborgerskab. Hvor mange snakker vi om?

– Nej, nu bør der ikke være nogen tal. Vi må hele tiden vurdere situationen. Og hvis man har et oprindelsesland, som er baseret på muslimske værdier, og hvor denne nationalitet er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken, så skal man ikke kunne få statsborgerskab i Danmark. I øjeblikket er der ti lande  på vores liste, som både er baseret på islamiske værdier og er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken. Og det betyder, at jeg ikke kommer til at give statsborgerskab til en eneste fra Iran, Irak, Afghanistan, Libanon eller noget andet land, som står på denne oversigt. Ingen.

-Vi ved i dag, at der er store problemer med muslimske parallelsamfund og med bandekriminalitet, og dermed er der en langt større risiko for, at børn af indvandrere ender akkurat samme sted. Og når de først har fået dansk statsborgerskab, så er der ikke noget at gøre. Og det må være sådan, at tildeling af dansk statsborgerskab skal være i Danmarks interesse. Ved statsborgerskab lukker man vedkommende ind i fællesskabet og siger, at nu har du fuldstændig samme rettigheder til at påvirke eller ændre vores samfundsopbygning og vi kan aldrig tage statsborgerskabet fra dig. Vi kan i bedste fald sende dig i fængsel i mange år indenfor de grænser, som retsstaten tillader. Hvis vi skal værne om det fællesskab, vi har i Danmark, så er denne ændring nødvendig.

– Danmark har tildelt 228 000 muslimer dansk statsborgerskab siden 1980. Det er voldsomt mange, og det er flere end nettotilvæksten af danskere i samme periode. Totalt er Danmarks befolkning vokset med ca. 600 000 personer i denne periode. Kun 6 procent af disse er danskere, 44 procent kommer fra Mellemøsten, Pakistan, Afghanistan og Nordafrika. Dette er rigtig mange, ikke mindst med tanke på fremtidens mulige udvikling.

– Selvfølgelig ved jeg godt, at ikke alle muslimer er et problem, men fordi der generelt er store problemer nu, så er vi nødt til at bremse op og sige: Vi tager en pause, indtil der er kontrol med de problemer, som politikerne har påført det danske samfund.

Og i denne pause skal også de, som har erhvervet sig dansk statsborgerskab, kunne miste det, dersom de dømmes for kriminalitet.

Vor vestlige sharia og kamp mod moské-islam

Hvad mener NB om FNs kvoteflygtninge? Dagens danske regering har allerede trykket på pauseknappen for kvoteflygtninge, og det gør NB også. Men, igen, den dag, der er styr på udlændingepolitikken, og de store integreringsproblemer er løst, da kan man igen åbne for kvoteflygtninge, kun kristne, vel og mærke, understreger Pernille.

– Og hvad med internationale konventioner, som pålægger os at tage imod asylsøgere i dag, hvad gør I med det? Og bare så det er sagt: Den norske regering vil ikke arbejde hverken for at ændre konventionerne eller for at vi skal træde ud af dem. 

– Først; jeg tror der kommer et asylstop i Europa. Spørsmålet er om der findes politikere som kan finde en vej indenfor konventionerne til at få indført  at asylstop eller om man er klar til at træde ud af konventionerne. Jeg finder det fuldstændigt meningsløst, at man fastholder konventioner, som er så forældede, som er skabt og som er tiltrådt i en tid, da der var helt andre problemer, som skulle løses. Man fastholder dem, som om de var sendt ned fra himlen som stentavler, jeg har kaldt dem en vestlig form for sharia. For man siger, at konventionerne er eviggyldige og uforanderlige, og det gør man ikke med noget andet, fortsætter hun med betydelig øget intensitet i stemmen. – Tænk hvis man tog Færdselsloven og sagde: Nu må man aldrig mere ændre denne lov. Hvorfor skulle man ikke det? Altså, det er voldsomt, voldsomt reaktionært at holde fast i en 50 år gammel lovgivning, som man vedtog for at løse helt andre problemer i en helt anden tid. Og jeg vil påstå, at de politikere, som gør det, det er dem, som er de reaktionære og ikke os andre. Det er reaktionært – og det er dumt.

I Norge er moskéerne hellige for politikerne, og samme holdning finder man i Danmark.  Hvad er så NBs tiltag mod det HRS (Human Rights Service, rights.no) kalder moské-islam? Hvordan skal vi presse moské-islam i baggrunden politisk?

– Jeg fremlagde faktisk en ny politik for 14 dage siden. Vi siger, at islam ikke skal godkendes som trossamfund. Det findes mange religioner, som ikke er godkendt som trossamfund af den ene eller anden årsag. Når man i Danmark er godkendt som trossamfund, så får medlemmerne fradrag for deres kontingenter, deres indbetaling til trossamfundet. Man har ret til at invitere imamer fra udlandet på særlige vilkår, og man har ret til at vie andre. Vi siger, at islam er i opposition til alt, hvad det danske samfund bygger på. Derfor skal vi naturligvis ikke finansiere eller økonomisk støtte islam og udbredelsen af islam. Man kan ikke give rettigheder til – hvis vi nu bare kalder islam en religion og ser bort fra det politiske – man kan ikke give rettigheder til en religion indenfor religionsfriheden, hvis ikke den religion i sig selv anerkender religionsfriheden. En såkaldt religion, som siger, at der er dødsstraf for at forlade religionen. En såkaldt religion, som siger, at alle andre end muslimer skal omvendes og det med magt, eller med døden for nogens vedkommende. Altså, islam er i opposition til vort demokrati og vor frihed og de rettigheder, som Grundloven sikrer os.

– Vi siger også, at vi ikke vil have muslimske hovedtørklæder, hijab, på offentlige arbejdspladser. Vi skal ikke mødes af en offentlig myndighed, som benytter et politisk symbol for en totalitær ideologi. Og jeg ville have ment nøjagtig det samme, hvis det blev en stigende tendens i den offentlige sektor, at folk brugte nazi-armbind. Hvis ikke sygehusene selv kan rydde op i dette – og det kan de jo åbenbart ikke – eller skolerne eller hvad det måtte være, ja, så må man løse det med forbud. Hijaben skal også ud af skolen. Børn skal ikke udsættes for politisk indoktrinering af andre børn eller lærere. Så siger vi selvfølgelig også, at bønnerum i offentlige institutioner er no-go, heller ingen halalmad på offentlige institutioner. Vi skal ikke finansiere halalmad med danske skattekroner. Vi ved, at halalcertificering økonomisk er med til at bidrage til udbredelsen af islam. Og svømmehaller skal ikke være kønsinddelt efter instruks fra islam. Det strider mod hele vor lange kamp for ligestilling!

– Og der er pres på ytringsfriheden, fortsætter Pernille. – Se bare på vore Muhammed-tegninger. 10 år efter tegningerne, i 2015, var der et TV-program, som viste én af tegningerne og TV-værten fik ballade dagen efter, fordi han ikke havde fået grønt lys fra redaktionsledelsen. Alle øvrige medier undlod at vise tegningerne. Altså, vi har bøjet af, vi har givet afkald på en grundnerve i vort demokrati. Og det er et ekstra problem, at politikerne ikke vil vedkende sig det. De fortsætter at holde fast i, at bare vi blir flinkere, bare vi sætter ind med lidt flere tiltag, så går det nok. Og da må vi igen tilbage til fakta, tendenser og statistik. Hvis der var politikere, som kunne sige til mig: i det og det land, dér har man løst det på den og den måde, og der fungerer det, ja, så ville jeg sige: fint, den løsning tager vi. Men problemerne er nøjagtig de samme i hele Vesteuropa – uanset hvilke politiske metoder man har benyttet, som i Sverige, hvor man har behandlet muslimer, som om de var æresgæster hos dronningen, eller som i Frankrig, som har fjernet religiøse symboler i skolerne. Mønsteret er: Jo flere muslimer, des mere plads indtager islam.

Håb, men ikke for Sverige

Ser Pernille håb for fremtiden? Hvad sker der med naboen til begge vore lande, Sverige? Men først må vi omkring aktivisten for frihed, Tommy Robinson, som to dage før vi ankom i Snekkersten blev arresteret og dømt til 13 måneders fængsel for at have livestreamet udenfor en retsbygning i en groomingsag i Leeds. Hvad tænker Pernille om behandlingen af denne brite?

– Jeg så hele udsendelsen. Jeg kender ikke engelsk lovgivning godt nok, og man skal jo være varsom med at kommentere andre landes lovgivning, men var dette sket i Danmark, havde det været helt uhørt. At blive dømt for at forstyrre den offentlige orden eller påvirke retten i forbindelse med en sag, hvor et meget stort antal indvandrere har forgrebet sig på børn, er for mig helt ude i hampen. Det er den lille mand, som bliver straffet for at sige sandheden, fremfor de politikere, som burde tage ansvar for deres handlinger, og de gerningsmænd, som burde udvises eller puttes i et huld og dækkes med jord. Nej, jeg går ikke ind for dødsstraf, men det der, det er ret og slet så modbydeligt.

– Jeg vil aldrig oppfordre nogen til selvtægt, jeg vil ikke oppfordre til at bruge udemokratiske midler, men dette er jo en sag som kan vække folk: Hvad er det, vi står overfor? Hvad er det for en magt, myndighederne og politikerne har tiltaget sig overfor frie mennesker? Ikke nok med at vi skal leve med, at der kommer folk herop, som voldtager kvinder, forgriber sig på børn og slår homoseksuelle ned på gaden, vi skal også leve med, at det er os, som siger fra, som er de farlige, det er os myndighederne går efter, når problemerne eskalerer og afdækkes.

– Dilemmaet er jo, at politikerne har ladet det komme så vidt i flere lande, i Sverige, i Frankrig, i Storbritannien, og jeg har sagt fra vi startede NB, at hvis vi ikke får løst dette med demokratiske midler, så vil det i første runde skabe selvtægt og borgerkrigslignende tilstande. Og vi ser allerede no-go-zoner i mange europæiske byer. Det betyder, at bander har overtaget magten, myndighederne er parkeret på en sidelinje. Jeg frygter, og jeg siger frygter –  ikke fordi jeg holder med myndighederne, jeg holder med retsstaten – jeg frygter, at det som sker i England vil skabe noget, som kommer ud af kontrol. Og frygten er ikke for, at mennesker vil agere, som  vi ved, mennesker kan agere. Det skræmmende er, at politikerne har ladet det komme så vidt, som det har. Og nej, jeg opfordrer hverken til selvtægt eller borgerkrig. Jeg konstaterer bare, at når man ser på erfaringerne fra historien, også i andre lande, og i muslimske lande, når islam får indflydelse, ja, men så er det selvtægt og uro, som skabes. Når respekten for retsstaten forsvinder, så er det den stærkeste i gaden, som har magten og ikke myndighederne. Det er et faktum.

Men Pernille øjner et håb. Hun finder ikke mindst håbet i Visegrad-landene Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet. Og Østrig. Og hos os borgere, civilsamfundet, som hun kalder det. Pernille tager en dyb inhalering:

– Vi har ikke løst problemerne om fem år. Vi har heller ikke løst dem om 10 år. Det kan tage generationer. Når vi i NB siger, at vi har tre ufravigelige krav, så er det jo fordi vi ved, at vi er nødt til at presse politikerne for at kunne få vendt udviklingen. Men selv når vi får vendt udviklingen, så vil der jo gå mange år før dette begynder at blive løst. Det som giver mig håb om, at vi kan lykkes med det, er de stærke civilsamfund, vi har i Vesten. Vi er frie, tænkende mennesker, som har stået overfor andre totalitære ideologier og fjender, og hver gang har vi klaret at samle os. Af og til lidt sent, men vi har evnet at løse de problemer, vi blev konfronteret med. Og når jeg ser en undersøgelse, som viser, at 55 procent af europæerne ønsker fuldt stop for indvandringen fra muslimske lande, ja, så siger det mig, at folk har fået øjnene op.

– Jeg ser også et håb i de centrale europæiske lande, i Visegrad-landene, de som helt op i nyere tid har været styret totalitært, selvfølgelig i en anden form, men folk der oplevede meget af den samme ufrihed, som følger med islam. Og landenes politiske ledere siger fra, og det fylder mig med håb.  Så kan der være andre ting, jeg kan være uenig med dem i, men her og nu er islam den største trussel mod de vestlige samfund og jeg er klar til at støtte enhver, som vil sætte islam på plads – bare det ikke er totalitære kræfter, naturligvis.

– Jeg tror fremdeles, der er håb for Europa, samlet set. Men de steder, som er mest ødelagt, der kommer det til at tage mange generationer. Hvis det overhovedet nogensinde kan løses.

– Hvad med Sverige spørger vi? Efter at have fortalt hende om vore oplevelser i Hammarkullen i Gøteborg. – Hvad bliver Sveriges skæbne?

Det viser sig, at Pernille har boet og arbejdet i fire svenske byer, efter at være blevet udsendt til lokalafdelinger af det arkitektfirma, hun arbejdede i på 2000-tallet, nærmere bestemt til Malmø, Uppsala, Stockholm og lige ved Gøteborg.

– Hver gang jeg tænker på Sverige, tænker jeg på alle de dejlige mennesker, jeg lærte at kende, da jeg arbejdede der – og på, at deres fremtid er i færd med at blive udslettet. Samtidig tænker jeg, at svenskerne faktisk har bedt om det selv. For sådan er det jo i et demokrati. Vi borgere bærer jo ansvaret. Altså, jeg kan skælde ud på politikere, men i bund og grund så har vi jo de politikere, vi har valgt. Sverige har selv valgt retningen, og man må selv tage konsekvenserne af det. Man kan sige til svenskernes forsvar, at rigtig mange har stemt på Sverigedemokraterna (SD) og at SD har været udelukket fra indflydelse. Så i det perspektiv synes jeg, det er sørgeligt, det er trist.

– Sverige er tabt. Jeg kan ikke se, hvordan udviklingen kan vendes. Ikke med demokratiske midler, ikke uden at man tager nogle midler i brug, som er lige så barske som noget af det, islam står for.

– Ja, jeg tror ikke der er noget at stille op med i Sverige. Løbet er kørt. Hvis jeg var svensk, ville jeg være uden håb. Desværre.

– Men jeg har et godt håb for Danmark. Vi skal klare at bevare friheden, bevare tilliden til hinanden, værne om folkestyret. Vi har et stærkt fundament, og det giver mig et godt fremtidshåb. Vi skal stå sammen.

 

 

Oprindelig i rights.no

Køb Hege Storhaugs bog her!

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)