Kommentar

Udplacering af koranklodser langs Karl Johan den 9. november 2017. Foto: Øyvind Thuestad/Document

Læsning har med forståelse at gøre, naturligvis, men ikke kun den, som opnås ved at arbejde sig gennem og forstå en tekst. Uden at vi tænker nærmere over det, læser vi hele tiden andre menneskers mimik og kropssprog, terrænet, når vi færdes i fjeldet, eller mening ind i forskellige hændelsesforløb, vi er afhængige af at tolke rigtigt. Det er i sidstnævnte område vi i dag skal botanisere ved at forsøge at forstå, hvordan placeringen af massive, konkrete trafikforhindringer i bybilledet, også kaldet koranklodser, påvirker vores opfattelse af samtiden.

Selve bogstavrimet er naturligvis i sig selv en pirrende pudsighed, et rigtig udmærket udslag af en småbitter folkehumor. Det samme gælder også for dets endnu nyere tvilling, shariaskåle, som refererer til de massive cement- eller betonblomsterpotter, vi nu finder i hovedstadens paradegade; man kan altid stole på menneskenes verbale spontane kreativitet når nye, ubehagelige fænomener opstår og skriger på dækkende terminologi. Erfaringen har imidlertid vist, at nogle sådanne neologismer modtages og accepteres lettere end andre. For eksempel blev «askefast» i sin tid uden protester omfavnet i Norge som årets nye ord, efter at en islandsk vulkan havde fundet det for godt at gå amok og tømme sit indre raseri ud i atmosfæren – jeg blev selv siddende tilbage på Gardermoen, da det fandt sted – mens det derimod ikke giver mange penge tilbage at gætte på, at Språkrådet, eller hvem det nu er, som kvalitetsvurderer sprogligt nybrydende arbejde, aldrig vil give tilsvarende anerkendelse til «koranklodser» eller «shariaskåle». Havde de gjort dét, ville landets mange islamofobidiagnostikere formentlig være gået fuldstændig fra sans og samling i hellig forargelse og vrede, krænket helt ind i marven på vegne den misforståede og fredselskende profet.

Et udslag af det samme «mindset,» bare manifesteret på en mildere måde, så jeg en gang i vinter udfolde sig, da deltagerne i Nytt på Nytt, NRKs prestigeprogram for politisk korrekt fredagshumor, i sin faste konkurrence om nye ord undlod at komme på netop «koranklodser» som svaralternativ. «Nazifisk» og lignende friske påfund er nok langt mere nærliggende inden for deres politisk-intellektuelle univers.

ANNONSE

De rettænkende og velmenendes uvilje eller manglende evne – man skal aldrig udelukke dumhed som forklaring, når baggrunden for venstrefjolleri udforskes – til at tage ordet koranklodser til sig, kan også ses som en del af en bredere mental strategi for overlevelse, nemlig brugen af fortielse og fornægtelse som våben mod det ubehagelige. At trafikforhindringerne sættes op, er direkte foranlediget af de mange terrorangreb, som har fundet sted i europæiske byer og med følgende fællesnævner: Muslimske fanatikere har i deres stadig mere frenetiske kamp mod de vantro brugt biler til at køre fuldstændig uskyldige mennesker ned. Klodserne vanskeliggør religiøs galmandskørsel samtidig med, at de daglig minder os normale om, at vi lever i et ændret og farligere samfund.

Andre vælger mere eller mindre bevidst at lade være med at tænke i den slags baner. De påstår at efterleve opfordringen til krigstidens civilister under Battle of Britain, luftkrigen mod London og andre engelske byer, som begyndte i sommeren 1940, «keep calm and carry on», som om noget tilsvarende også burde gælde for os og vores situation. Fortsæt bare med at leve akkurat som før, tolker de mundheldet, lad ikke terroren få konsekvenser, lad som ingenting, for ellers har terroristerne vundet! Nogle gange tilføjes, at «vi ikke skal føle frygt, men vise dem, at vor kærlighed er større end nogle få terroristers had.» Det er næsten sådan, at man kan se en parfumeret sky af rosenedlæggende hallelujastemning svæve over denne respons.

Fornægtelse/fortielse var længe den foretrukne primærrespons på migrationsdrevet vold, heri inkluderet alt fra voldtægter via unge indvandreres brutalitet mod norske medelever til rene terrorhandlinger med jihadmotiv; af de sidstnævnte har vi heldigvis endnu ikke set mange i vort land. Et typisk eksempel på reaktionen fra den angivelig velmenende og ansvarlige «øvrigheds» side var byrådsleder Raymond Johansens kommentar, da der opstod uro omkring ungdomsvolden i «dalen vår,» det var vist på Vestli denne gang. Nej, Oslo er en tryg by, forsikrede Raymond, omtrent samtidig med at han ud af den anden mundvig bad om flere politifolk og endnu flere ressurser til ungdomsklubber og deslige for at rette op på problemerne – ups, jeg mente selvsagt udfordringerne – som altså egentlig ikke var der.

Alligevel må det indrømmes, at der heldigvis er blevet noget færre direkte fornægtelser/fortielser nu, end tilfældet var for bare få år siden på samme måde, ligesom man nu ikke så ofte hører, at «islam er fredens religion.» Når den slags politiske besværgelser bliver for åbenbart tomme, ja, direkte løgnagtige, så ændrer alle andre end de mest hårdhudede komiske Ali-efterplaprere retorik, for at kunne overleve med magten i behold.

Koranklodserne er typiske eksempler på passive beskyttelsestiltag mod en alvorlig trussel, nemlig at kørende jihadister skal dræbe fodgængere. Som sådanne er de sikkert effektive, ligesom det også i nogen grad hjælper at iværksætte omfattende sikkerhedsforanstaltninger på flyvepladser for at forhindre passagerer i at tage våben eller sprængstof med op i luften. Vi er mange, som endnu husker, hvordan det en gang var, før palæstinensiske terrorister en gang i 1960’erne begyndte med at kapre fly, nemlig enklere, billigere og tryggere end nu. Men bevares: Fortolk mig ikke derhen, at jeg er imod sådanne beskyttelsesforanstaltninger; det er værd både mange penge og meget andet at sørge for, at sikkerheden ivaretages, når det nu engang er sådan, at voldsmænd tillades at bevæge sig frit omkring i samfundet.

Lad mig alligevel i denne sammenhæng minde om, at et andet klassisk forsvar, rejsning af mure mod dem, hvis bevægelsesfrihed man vil indskrænke, ikke akkurat omfattes med forståelse af norske venstreradikale og -liberale. Hvad enten funktionen er at værne Israel eller USA, så fremstilles den slags fysiske beskyttelsestiltag – uanset hvor passive de end er, dét kan ikke understreges nok – som alvorlige overgreb rettet mod individer tilhørende bestemte etniske grupper.

Kritikerne tænker kun lidt over, hvad konsekvenserne ville blive, hvis  man helt afstod fra at «krænke» nogen og undlod at bygge afspærringerne. Ville de selv have accepteret en dermed forbundet øget risiko for at blive sprængt i stumper og stykker? Nej, heller ikke jeg. Nogle gange må man acceptere mindre onder for ikke at blive udsat for noget rigtig fælt. Verden er i sandhed ingen søndagsskole.

De gennemførte tiltag er alle konkrete udtryk for, at Raymond-stadiet af fornægtelse og fortielse stort set er tilbagelagt. Men når vi altså nu som samfund så tydeligt reagerer på, at en fare findes, ville det så ikke være en god idé også og i tillæg hertil mere aktivt at bekæmpe det onde, vi står overfor?

Jo, i allerhøjeste grad som jeg læser verden, præget som den er af koranklodser og shariaskåle i gaderne, tiltagende og etnificeret ungdomsvold, flere hijabklædte kvinder og meget andet, som tyder på, at islam vokser midt iblandt os. Problemet er bare, at politikerne endnu ikke er kommet så langt i deres realitetsorientering, at de helt og fuldt forstår, hvor alvorlig galt det er gået, i hvilken farlig situation, de har sat os. Skulle de nu slå til også med aktive, ikke bare passive, tiltag mod jihadismen i Europa, så ville det indebære en de facto indrømmelse af, at de hidtil har svigtet groft ved at tillade fremvæksten af noget skadeligt, som de i lang tid omtalte som den rene, skære velsignelse, nemlig heterogeniseringen af europæiske samfund i almindelighed og islams fremvækst i særdeleshed. Voldsomt meget skal til for at gøre en sådan offentlig mea culpa og derved give modstanderne et middel til at stjæle magten fra de hidtil mægtige. En politiker gør kun noget sådant i den yderste nød, og der vi ikke rigtig endnu.

Meget tyder imidlertid på, at vi kan nå derhen i løbet af rigtig kort tid, dersom man med dagens passive beskyttelsesforanstaltninger ikke magter at stoppe religiøs terror og halvreligiøs social uro. Så vil mere radikale tiltag tvinge sig frem, hvis altså brede lag indenfor den europæiske urbefolkning indser, at de er blevet svigtet så massivt, at sikkerheden i hverdagen lider under det. I så fald vil alle menneskerettighedsproblemer hurtigt blive skubbet til side og man vil gøre det, som er nødvendigt for at genetablere tilstrækkelig tryghed til, at vælgerne igen vil stemme på de samme partier, som bragte krisen ind i landet, men som altså nu i nødens stund prøver at vise ny handlekraft.

Hvis det sker, bliver Norge næppe blandt de første lande til at tage silkehandskerne af. Fra H/FrP/V-regjeringen og vestover prales der endnu (justitsminister Wara var den sidste i rækken, som udtalte besværgelserne med høj og klar røst) med, at vi nok skal klare dét, andre aldrig har evnet: blande ild og vand uden alvorlige skadevirkninger indad i samfundet. Som man forstår, er fornægtelsen og den politiske mytomani endnu ikke totalt død, ej heller indenfor såkaldt borgerlige kredse.

Det ville naturligvis være en stor lettelse, hvis de får ret, de professionelt optimistiske politikere og andre, men jeg tror ikke, det kommer til at ske. Vi er snart der, hvor selv små gnister kan få samfundsflammer til at blusse op, selv om ingen kan forudsige akkurat hvornår eller hvordan, dette vil ske. Medlemmerne af den norske magtelite skabte eller tillod farerne, da de negligerede uvidenheden om konsekvenserne af den vej, de valgte at gå, “føre var-tænkningen”, som ellers fremhæves som vigtig, overalt hvor der gøres ændringer. De troede ikke,  at noget kunne gå galt. Gennem flere årtier ignorerede de advarslerne.

Skulle det til sidst gå så vel, at norske politikere undgår at høste det, de selv har sået, så har de været mere heldige, end man har lov at være. Selvsagt kan det skje, men det er ikke altid typisk norsk hverken at have held eller være god. Virkeligheden har en grim tendens til at indhente enhver, som kludrer for længe med det sociale oddsspil, og ganske særlig såfremt det er andre menneskers velstand og helbred, man satser og ødsler bort.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)