Kommentar

Valdemars tegelstensmur

De udspild vi har set fra den danske regering den senere tid, fra ghettopakken til stramminger af dagpenge og kontanthjelp, betaling for tolke osv, er alle udtryk for forsøg på at trække op nogle nye grænser.

Det er danskerne der streger op en demarkationslinje: Hvis du ikke vil leve som os, vil du heller ikke få fordelene.

Det er begyndelsen på en prosess og det viktige er at den starter. Undervejs vil politikerne, eksperterne og velgerne, lære meget.

Hidentil har det været muslimerne der stilt krav og fået dem indfriet. De har været på en free lunch. Nu er det over. Regnestykket, ikke bare det økonomiske, men det sosiale, det kulturelle, det religiøse, går ikke op.

Danskerne vil ikke længer betale regningen.

Men hvad så?

Eksperterne vil forsøge at indbilde offentligheden at danskerne fører en politik der er i strid med menneskerettighderne og Danmarks forpligtelser. De vil spilde udpræsningskortet for n’te gang. Mon tro hvor mange gange det trick virker? Er det ikke brugt op? Hvor mange gange orker man se Uffe Elbæk si at der ikke er ghettoer i Danmark?

ANNONSE

Douglas Murray skriver i Europas underlige død, at politikerne har indbildt velgerne at de kan gøre noget. De lover stramminger selv om de godt nok ved at det ikke nytter.

Nogle har mistet alle illusioner. Men når Inger Støjberg skriver at muslimerne bør tage ferie under ramadan er det et in your face-statement som ingen anden hendes kolleger i Norge og Sverige ville drømme om.

I Norge er det happy ramadan der gælder. Der er man på vej ind i selv-islamiseringen. Statsminister Erna Solberg har flere gange sagt at Norge har klart noget på integrationens område som andre ikke har formået.

Det er narsissisme født av oljefondet. Kun de enorme pengesumme som smides efter somalierne gør at hun kan bevare masken.

Alle samfund er afhængig af grænser. Alt menneskelig samspil bygger på grænser. Noget er dit og noget er mit. Den danske velferdsstat er faktisk et produkt av danskeres slid.

I Norge kan man aflægge stemme i lokalvalg efter tre år. Men mange af dem kan ikke norsk. Hvorfor skal mennesker der ikke forstår sproget ha ret til at stemme? spør kunstneren Karine Haaland.

For hvert eneste spørgsmål bliver en demarkationslinje tydelig og når man først har genopdaget den, forsvinder den ikke. Det dukker op flere.

Hvis politikerne ikke forstår denne prosessen, vil de blive spildt ud over sidelinjen. De har meget kort tid på sig. Selv i Danmark.

 

ANNONSE

Skriv et svar