Kommentar

Hvad var det egentlig, som gik så katastrofalt galt for venstresiden rundtom i Europa?

I Storbritannien er Labour blevet et rodsammen af antisemitisme. I Frankrig og Holland er de gamle socialistpartier ikke længere magtfaktorer, og for førstnævntes vedkommende måtte Emmanuel Macron ryste den gamle partitilhørighed af sig for at vinde magten. I Tyskland fik socialdemokraterne i fjor et katastrofevalg, og nu ser de ud til at overhales af AfD mht. tilslutning.

Ved parlamentsvalget i Italien sidste måned slog den samme tendens igennem for alvor. Det Demokratiske Parti (PD) er nu bare en skygge af sig selv. Mange vælgere er sivet til Femstjernebevægelsen.

Det, som skiller Italien fra de andre, er tegnene til selvransagelse på venstresiden. Det hidtil mest celebre – og interessante – eksempel kommer i et interview, som Walter Veltroni har givet til Corriere della Sera.

ANNONSE


Foto: Stefano Renna / Agnfoto / Reuters / Scanpix.

Veltroni er ingen hr. hvem som helst. Han var minister i Romano Prodis regering i 1990’erne, og borgmester i Rom i en årrække efter årtusindskiftet. Han var fremfor alt leder af Det Demokratiske Parti fra 2007, og tabte valget knebent mod Silvio Berlusconi året efter.

Når en tidligere så mægtig og fremtrædende eksponent for venstresiden gør offentlige indrømmelser, er det værd at bemærke, ikke mindst fordi han taler med en frihed og en oprigtighed, som man desværre sjældent finder i politik. Selv har han da også opgivet de politiske ambitioner.

Corriere della Sera: Veltroni, den italienske venstreside har sin laveste tilslutning nogensinde.

Walter Veltroni: Det er godt nok utroligt, hvor hurtigt man overså venstresidens største nederlag i efterkrigstiden og gik tilbake til den sædvanlige runddans med hashtags og tweets, hvor man diskuterer kortsigtede spørgsmål. Disse er helt sikkert vigtige nok, men først og fremmest må vi forstå, hvorfor de to nye poler er Fem Stjerner og Lega, mens PD har mistet halvparten af de 12 millioner vælgere partiet havde i 2008.

Virker det ikke allerede som en evighed siden? Højre- og venstrealliancerne havde tilsammen mellem 80 og 90 procents tilslutning. Ingen af den tids største partier ligger i dag til at få regeringsmagt.

Hvad kan man gøre?

Man må vende sig bort fra denne absolutte dyrkelse af øjeblikket, som nu dominerer alle temaer i den offentlige diskussion. Gramsci definerede partiet som et intellektuelt kollektiv. Det virker som en modsigelse. Man tænker på intellektuelle som individer med deres ensomme spekulationer. Jeg synes, det er vidunderligt at forstå ting i fællesskab. Sammen med andre forstår man meget mere end alene.

Hvad har De forstået?

Dette nederlag skyldes ingen tilfældighed. Det er ikke et uheld. Venstresiden har ikke forstået forvandlingen af samfundet. Den stod stærkt, da samfundet var struktureret, ordnet efter klasser og med stærke forenende elementer. I et samfund, hvor alt flyder, er venstresiden faret vild. Den har tabt evnen til at være sig selv, til at repræsentere sin egen opfattelse i en tid, hvor den menneskelige tilværelse atomiseres og bliver mere uvis. Venstresiden har mistet noget, den ikke kan tillade sig at miste: kontakten med folket. Uden folket findes der ingen venstreside.

Talløse skikkelser på venstresiden personifiserer denne manglende kontakt, hvad enten det er François Hollande, Jonas Gahr Støre eller Matteo Renzi, som alle har noget aristokratisk og – hvilket er værre – samtidig noget livsfjernt over sig.

Men dette kan umulig have været en ny eller overraskende erkendelse for Veltroni. Han har selv været vidne til, hvordan tidligere folkepartier er blevet korrupte og selvrefererende oligarkier, hvor menige medlemmer er blevet set på som hår i suppen – med det resultat at et antal partimedlemskaber er forsvundet og mange lokalafdelinger er blevet nedlagt.

Resultatet har givet sig selv:

PD vandt i byernes centrum, men blev fejet væk i periferien.

Partiet burde imidlertid befinde sig der, hvor der er flest vanskeligheder, mest fattigdom, mest desperation og mest angst.

Det er ikke godt at sige, hvordan Veltroni på dette punkt undgår at nævne migrationen. I stedet for peger han tilbage på tidligere tiders bedrifter og forsøger at trække en mulig linje til nutiden:

Venstresiden opstod ikke med parlamenterne, den opstod med slavernes oprør. I historien har der altid eksisteret en følelse, et livssyn, som er venstresidens: det at man altid tar den svagestes side. På sin højde har venstresiden harmoniseret friheden og den sociale retfærdighed. På sit lavpunkt har den adskilt de to. I dag må venstresiden give et svar på den store uro, som hersker i vor tid, og på følelsen af tilværelsens ensomhed.

I valgkampen talte PD om, hvor godt partiet havde administreret landet, fortsætter Veltroni. Var der ingen, som bemærkede, hvor medtagne folk var? 40 procent af husholdningerne består af én person. Mange tjener kun lidt, familiernes gennemsnitsindtægt er lavere end før finanskrisen. Fast arbejde er blevet mindre sædvanligt. Menneskelige relationer er også mindre holdbare end før. Frygten dominerer. Ingen tror længere på, at børnene får det bedre end dem selv, sådan som alle troede i 1960’erne.

Men dette gælder ikke bare Italien.

Venstresiden er ganske rigtig blevet besejret i hele Vesten. Nu må den finde en politik, som kan give ny stabilitet og nye garantier, så man undgår, at livet blir en jungle.

Veltroni forklarer ikke hvordan. Han vender tilbage til venstresidens fejl:

Det dramatiske fejlgreb var at fjerne følelserne og minderne fra vort fællesskab.

Hvad har følelserne med dette at gøre?

Følelser er meget vigtige i politik, og de er det vigtigste antistof mod frygt. Uden tanken om at man er med i noget stort, reduceres politik til en ren magtmaskine og en kold og frastødende sådan.

Og minderne?

Ved at opgive minderne har venstresiden frataget fællesskabet et ønske om en fremtid. Men vi kan ikke leve med den frenetiske rytme af selvmodsigende tweets uden en bevidsthed om, at historien ikke begynder med os selv.

Veltroni lyder næsten som Edmund Burke: Venstresiden er en del af en historisk kontinuitet. De mange brud taler han ikke så højt om.

I stedet forsøger han at lave en slags teologi for venstresiden, hvor manden bag et slaveoprør i Romerriget nogle år før Kristi fødsel, tager Kristi plads:

Historien begynder med Spartacus, og det er en historie fuld af blod, af generøsitet, af ofre, af manglende frihed, af personer som har ofret livet. Vi er et produkt af alt dette, af modsigelserne og tragedierne. Vor styrke er, at vi er en permanent del af historien.

Den gamle PD-kæmpe er god til at forklare noget af det, som er gået galt, men han viger udenom vigtige temaer, og har fremfor alt ingen konkrete forslag til vejen videre frem. Man kan ikke på enkel vis genoptage kontakten med et folk, man har vendt ryggen, specielt ikke når det ikke i samme grad som før er et folk.

Et folk har for eksempel en fælles historie. Veltroni burde formentlig gå ud på gaden og spørge ti tilfældige personer, hvem Spartacus var. Er han rigtig heldig, vil de fleste af dem forstå en henvendelse på italiensk.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)