Kommentar

Billede: Fæstningsanlægget i Carcassonne. Foto: Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported license.

Under terrorangrebet i supermarkedet i Trèbes tilbød den franske politimand Arnaud Beltrame at bytte plads med det kvindelige gidsel. Denne dags islamske fanatiker accepterede tilbudet, og oberstløjtnant Beltrame gik ind i supermarkedet og lagde sin mobil på et bord, for at hans kollegaer kunne høre, hvad der skete derinde. Da skydningen begyndte, stormede de bygningen. (Jeg ved ikke, hvorfor gendarmeriet offentliggjorde den detalje, da det antagelig bevirker, at næste uges islamiske fanatiker vil være mere forsigtig med synlige mobiltelefoner.)

Oberstløjtnant Beltrame blev ramt af fire kugler og giftede sig med sin forlovede Marielle liggende i sengen på sygehuset i Carcassonne. De havde planlagt bryllup i juni, men kunne ikke vente længere. Tidlig lørdag morgen udsendte den franske indenrigsminister, Gérard Collomb, denne tweet:

Le lieutenant-colonel Arnaud Beltrame nous a quittés. Mort pour la patrie. Jamais la France n’oubliera son héroïsme, sa bravoure, son sacrifice.

“Oberstløjtnant Arnaud Beltrame er gået bort. Han døde for sit land. Frankrig vil aldrig glemme hans heroisme, hans mod, hans offer.»

Jeg tvivler på, at det stemmer. Jeg tror end ikke hr. Collomb vil kunne huske hans navn i de nærmeste år. Jeg var  sidste gang i Carcassonne for to år siden, på vej sydover fra Toulouse, en by, som for mig syntes fortabt, med soldater som luntede nedad Jean-Jaurès-alleen i patruljer på fire med skudklare våben, mens truende unge muhammedanere gjorde masturbations-bevægelser mod dem fra forbipasserende biler. Om dagen kunne man for så vidt tro, at det er en fransk by med cyklende kønne unge piger med bare ben og med vind i håret. Efter solnedgang kommer Frankrigs fremtid til syne. I de utallige smalle sidegader nord for alleen er hvert eneste kryds mellem de smalle ensrettede gader overgivet til flokke af unge arabere, og i den sidste tid også flere og flere afrikanske mænd. Jeg sad ved et enkelt plasticbord udenfor et lidet tiltalende bageri på Robert-Schuman-plassen. “Père de l’Europe” – Europas far. Med det menes, at hr. Schuman var en af grundlæggerne af det, som nu er EU. Men på Robert-Schuman-pladsen klokken halv otte en tirsdag aften var der ikke en eneste person hr. Schumann ville have genkendt som «Europæisk». Endnu mere skræmmende var det, at gaderne syntes at være blevet støvsuget for kvinder. Ikke bare de cyklende kønne, men alt af hunkøn. Tilbage var bare kedsommelige, rastløse og fjendtlig indstillede mænd.

ANNONSE

Carcassonne, en time længere mod syd er i modsætning til Toulouse et inspirerende sted. Byen er en storslået to tusind år gammel fæstning, som der er blevet kæmpet om af Romere, Visigotere, Saracenere, Charlemagne, Pépin le Bref, Albigensere, pave-legater, Simon de Montfort, Edward af Woodstock og en del andre, jeg kan have glemt. Jeg kom fra Toulouse på vej til Marseille og Nice, men jeg så byen fra motorvejen, huskede den fra barndommen og stoppede. fordi jeg følte, at chancen måske aldrig kom igen, som så ofte i Europa nu for tiden. Så jeg besøgte igen frisen med «Dame Carcas» ved Narbonne-porten, en mulig mytisk skikkelse fra den tid, da byen var et muslimsk fort, belejret af kristne. Efter et udspekuleret om end apokryft bedrageri, ringede milady Carcas med klokkerne og gav dermed byen sit navn – «Carcas sonne».

Carcassonne var bogstavelig talt et friskt pust efter Toulouse. Men spørg ikke hvem Carcas’ klokker ringer for, et gammelt fort fungerer ikke så godt, når fjenden ikke er udenfor, men indenfor portene, blandet til forvirring med egne folk. Sådan kunne den marokkansk-fødte Redouane Lakdim starte sin drabsturné ved at stjæle en bil i Carcassonne, skade chaufføren, dræbe passageren, dumpe begge udenfor byen og køre en patrulje gendarmer ned. Myndighederne evakuerede for en sikkerheds skyld den ydre by og i den indre blev der beordret  «lockdown», som det ikke hed i Charlemagnes tid. Men Allahu Akbar-begivenheden var allerede på vej til Trèbes, en forstad på 5000 mennesker, hvor supermarkedet «Super U» ligger mellem et kebab-hus og gammelt agerland i det, som vi indtil fornylig havde antaget, var det evigtvarende Frankrig.

For uanset hvor meget Gérard Collomb og hans kollegaer sørger over den modige hr. Beltrame, vil de ikke gøre noget for at reversere den suicidale indvandringspolitik, som har ført til, at franske borgere bliver taget som gidsler i supermarkedet. Jeg er human nok til at blive berørt over historien om Arnauld Beltrames bryllup på dødslejet. Jeg er human nok til at blive berørt over historien om den 85-årige pariserinde, som overlevede Holocaust bare for at blive knivstukket elleve gange og så sat ild på, omtrent på samme tid som oberstløjtnant Beltrame blev skudt af hr. Lakdim. Tilbage i 1942 var den dengang unge pige en af mange jøder i Paris, som blev arresteret af det kollaborerende franske politi i en massearrestation kendt som «Vel d’Hiv», og sendt til Auschwitz. Vestlige politikere har for vane bare at sige undskyld for det, som deres forgængere har gjort. På samme måde bad president Macron nylig om undskyldning for Vel d’Hiv. Måske vil hans efterfølger om femoghalvfjerds år bede om undskyldning for hr. Macrons svaghed og passivitet i mødet med en ny fjende. Eller måske der ikke vil eksistere et Frankrig i navnets meningsfulde betydning.

Two suspect, one, a 29-year-old neighbor who Knoll had known since he was a child, the other an unemployed 21-year-old, entered the apartment and stabbed the suspect 11 times before setting her on fire.[1][2][3] The older suspect told investigators that the younger suspect asserted “She’s a Jew. She must have money.” and shouted “allahu Akbar‘ as they stabbed her.[3] 

wikipediga.org

Jeg ønskede at kende navnet på den dræbte firsårige, men myndighederne og media var enige om blot at benævne hende «Mireille K». Dermed dehumaniserede de hende og gjorde hende mindre værd til og med i døden. [Opdatering: Drabsofferets efternavn er nu blevet offentliggjort som fru Knoll.] Som sagt er jeg human nok til at blive berørt af disse historier og vil gerne kende og huske navnene på alle ofrene for den sindssyge beslutning om at importere islam til hjertet af Vesten. Men der er så mange, og aritmetikken overvinder til sidst humaniteten. Der kommer til at blive flere Arnaud Beltrame og «Mireille K», fordi der vil blive flere Redouane Lakdim, fordi flere og flere ankommer hver dag. Fordi præsident Macron og hr. Collomb og deres kollegaer har proklameret, at sådan må det være og det kan aldrig ændres.

Så er der en anden aritmetik, som demokratiske samfund, der ønsker at forblive demokratiske, ville gøre klogt i ikke at overse. En ny meningsmåling for hele EU viser, at halvfjerds procent af europæerne mener, at den «raskt voksende muslimske befolkningstilvækst» i nogen grad eller i høj grad er en alvorlig trussel mod Europa. I Frankrig er det 66 procent, hvilket – givet den allerede høje andel af muslimer i Frankrig – antyder, at måske så mange som trefjerdedele af etniske franskmænd er enige om, at det er en «alvorlig» trussel. Hvordan er det gamle ordsprog: «halvtreds millioner franskmænd kan ikke tage fejl»? 66 prosent av 67 millioner er 44 220 000 – og disse 44 millioner franskmænd tager så meget fejl, som det er muligt at tage, i hvert fald ifølge Europas politiske klasse.

Også fra den nye undersøgelse: Halvtreds procent af europæerne tror, at deres børn vil få et vanskeligere liv. I Frankriger det tal 62 procnt. Er det muligt, at disse to målinger– de 66 procent, som ser islam som en alvorlig trussel og de 62 procent, som tror den nye generation vil få vanskeligere liv, hænger sammen? Et samfund, som virkelig ønskede at hædre Arnaud Beltrames offer, ville i det mindste tillade en ærlig diskussion om temaet, og om en indvandringspolitik, som blot vil sørge for, at murene i Carcassonne og den franske stat vil kollapse.

Køb Hege Storhaugs bog her!

ANNONSE