Gæsteskribent

Hundreder af afrikanere og asiater sloges i gaderne i den nordlige havneby Calais bevæbnet med knive og jernrør den 1. februar – mindre end to uger efter, at den franske præsident Emmanuel Macron havde besøgt området og havde lovet at komme den illegale migration til livs.

Calais er blevet et symbol på Europas manglende evne til at kontrollere masseindvandringen. Sammenstødene gjorde byen til en krigszone og forstærkede indtrykket af, at de franske myndigheder har mistet kontrollen med landets sikkerhedssituation.

Optøjerne fandt sted i mindst tre forskellige dele af Calais og opstod, da en 37-årig afghansk migrant, der arrangerede en menneskesmugling, skød mod en gruppe afrikanere, der ikke kunne betale ham for hans ydelse. Fem afrikanere blev livsfarligt såret.

ANNONSE

Indenfor en time var hundreder af eritreanere, etiopere og sudanesere på gaden i Calais og angreb enhver afghaner, de kunne finde. Mere end tusind politibetjente brugte stave og tåregas for at genoprette ro og orden. Omkring tyve migranter kom på hospitalet.

Den franske indenrigsminister Gérard Collomb beskriver volden i Calais som værende “uden fortilfælde”. Ifølge ham skyldes kampene en eskalerende strid mellem afghanske og kurdiske bander, der forsøger at få kontrol over menneskesmuglingen mellem Calais og Storbritannien. Mange migranter anser Storbritannien for at være et “eldorado” på grund aflandets massive undergrundsøkonomi. Hver dag stævner omkring 40 færger ud fra havnen i Calais med kurs mod Storbritannien.

Vincent de Coninck, der leder velgørenhedsorganisation Secours Catholique i Pas-de-Calais, fortæller, at konkurrerende bander forsøgte at sikre sig kontrollen over adgangen til Calais’ havn for at kunne opkræve betalinger på 2.500 euro (18.600 kr) fra migranter, der vil gemme sig i de lastbiler, der krydser Den Engelske Kanal.

De Coninck tilføjer, at situationen i Calais er forværret siden den 18. januar, hvor Macron og den britiske premierminister Theresa May underskrev den såkaldte Sandhurst Traktat, hvori May lover en hurtigere sagsbehandling for migranter, der håber at kunne rejse fra Calais til Storbritannien.

Ifølge de Coninck har Macron og May ikke forklaret indholdet af den nye traktat ordentligt. Han siger, at migranter fra Afrika og andre steder på grund af denne fejltagelse havde fået falske håb om, at traktaten ville forbedre deres chancer for at komme til Storbritannien. De Coninck sigerendvidere, at hundreder af nye migranter kom til Calais i løbet af de to uger efter underskrivelsen af traktaten. Han siger, at eksplosionen i antallet af nytilkomne skabte en “ubalance” mellem afrikanere og asiater – hvorved spændingerne mellem de forskellige etniske grupper øgedes.

François Guennoc, der er næstformand i Calais’ velgørenhedsorganisation L’Auberge des Migrants, tilslutter sig det synspunkt, at den nye traktat skabte falske forhåbninger. “Det gav folk håb om at komme til England”, siger han.

“Der kom pludselig omkring 200, især mindreårige og kvinder, der ankom til Calais, fordi de troede, at det britiske indenrigsministerium havde sagt, at de kunne komme direkte til England. De mente nu, at indenrigsministeriet løj. Folk var oprørte. Det var vanvittigt.”

Europas migrantkrise er blevet præsident Macrons første større udfordring. Han søger tilsyneladende at indtage en midtsøgende kompromisholdning til spørgsmålet: Han har lovet at have en “humanistisk” tilgang ved at fremskynde sagsbehandlingen af asylansøgninger, mens han også har lovet at “stå fast” ved at udvise dem, der får afslag.

Under præsidentvalgkampen afviste den midtsøgende Macron modstanderen Marine Le Pens indvandringskritiske holdninger. Han førte valgkamp for åbne grænser og lovede at gøre Frankrig til “det nye centrum for the humanistiske projekt”. Siden sin indsættelse den 14. maj 2017 har Macron imidlertid tilsyneladende indarbejdet mange af Le Pens ideer.

Macron skrev i en artikel i Le Monde den 2. januar 2017, at den tyske kansler Angela Merkels beslutning om at åbne grænsen for mere end en million migranter fra Afrika, Asien og Mellemøsten havde “reddet den kollektive anstændighed” hos europæerne. Han tilføjede, at han ikke ville tolerere “genopførelsen af mure i Europa” og kritiserede de “nedrige forsimplinger” hos dem, der siger, at “ved at åbne grænserne for migranter har kansleren udsat Europa for alvorlig fare”.

Efter mindre end tre måneder i embedet, den 27. juli 2017, advaredeMacron imidlertid om, at 800.000 migranter i Libyen var på vej mod Europa. Han bekendtgjorde en plan om at etablere migrantcentre i Libyen for at behandle asylsager dér. Han sagde, at hans plan ville bremse migrantstrømmen mod Europa ved at afskrække økonomiske migranter fra at begive sig ud på Middelhavet med kurs mod Europa. “Tanken er at skabe centre for at undgå, at folk tager vanvittige risici, når de ikke er berettiget til asyl”, sagde Macron. “Vi vil komme til dem.”

I samme tale opfordrede Macron dog tilsyneladende migranterne til at tage til Frankrig. Han lovede boliger til alle nytilkomne “overalt i Frankrig” og “lige fra det første minut”. Han tilføjede: “Ved årets afslutning vil jeg ikke have nogen mænd eller kvinder, der lever på gaden eller i skovene. Jeg vil have nødindkvartering overalt.”

Den 8. august 2017 meddelte det franske indenrigsministerium, at i løbet af de første syv måneder af 2017 havde mere end 17.000 migranter forsøgt at komme ombord på lastbiler og tog, der kørte til Storbritannien, ved havnen og Eurotunnelen i Calais. Tallene viste, at lukningen af “Junglen” i oktober 2016 ikke havde afskrækket migranter i Calais fra at tage til Storbritannien.

Billede af migranter i “Junglen”, migrantlejren i Calais i Frankrig, taget den 28. oktober 2016, kort inden lejren blev lukket af de franske myndigheder. (Foto: Christopher Furlong/Getty Images)

I september 2017 bad den franske regering EU om tilladelse til at opretholde grænsekontrollen inden for det pasløse Schengenområde i hele fire år på grund af den fortsatte trussel fra islamisk terrorisme, fremgår detaf et hemmeligstemplet dokument, der er blevet lækket til The Guardian. Den 3. oktober forlængede Frankrig grænsekontrollen i yderligere seks måneder, til den 30. april 2018.

Den 15. oktober, to uger efter at en tunesisk migrant knivdræbte to kvinder i Marseille, lovede Macron at udvise enhver migrant, der begår en forbrydelse. “Vi vil træffe strenge foranstaltninger, vi vil gøre det nødvendige”, sagde Macron. “Vi træffer ikke alle de foranstaltninger, der burde tages. Det kommer til at ændre sig.” Eksperter udtalte, at detaljer i den franske lovgivning vil gøre det umuligt at overholde løftet.

Den 20. november pålagde indenrigsminister Gérard Collomb i et lækket cirkulære landets præfekter, der repræsenterer staten i hvert af det kontinentale Frankrigs 96 departementer, at udvise alle afviste asylansøgere. Han pålagde dem desuden at indsende en rapport i slutningen af februar 2018, der skulle indeholde

“detaljer om kampen mod illegal indvandring i dit departement i 2017 og dine planer for gennemførelsen af instruktionerne i de kommende måneder. (…) Ansvaret for kampen mod illegal indvandring påligger den enkelte præfekt i det enkelte departement. Det er nødvendigt at handle hurtigt.”

Lækken af det såkaldte Collomb Cirkulære markerede begyndelsen på en organiseret modstandsbevægelse blandt Frankrigs politiske eliter og medieeliten mod Macrons indvandringspolitik. For eksempel kritiserede en gruppe intellektuelle og fagforeningsfolk, hvoraf mange havde støttet Macron under præsidentvalgkampen, i et åbent brev i Le Monde hans indvandringspolitik: “Macron, din politik er i modstrid med den humanisme, som du slår til lyd for!”

Den 4. december sagde indenrigsminister Collomb i et interview med RTL, at regeringen arbejdede på en reform af indvandringspolitikken: “Der er 95.000 asylansøgninger om året, svarende til en storby hvert år. Hvis vi tog imod alle, ville vi ikke kunne gøre det under ordentlige forhold. Vi har besluttet at tage imod dem, der er flygtet fra krigsscener, der er politiske fanger, men på samme tid søger vi at forfølge en politik, hvor økonomisk indvandring foregår på anden vis.”

Den 12. december gav indenrigsminister Collomb de regionale myndigheder besked om at etablere “mobile enheder” til at tvinge illegale migranter ud af nødindkvarteringsstederne. Foranstaltningen gavanledning til en voldsom modreaktion fra nødhjælpsorganisationer, der sagde, at nødindkvarteringerne er et helle.

Den 9. januar 2018 rapporterede Det Franske Direktorat for Flygtninge og Statsløse, at mere end 100.000 mennesker havde søgt asyl i Frankrig i 2017. Det er et “historisk” antal og en forøgelse på 17% sammenlignet med 2016.

Den 14. januar bekendtgjorde indenrigsminister Collomb en plan om etablering af 400 forvaringscentre til udvisning af økonomiske migranter, der opholder sig ulovligt i landet. “Flygtninge er velkomne, økonomiske migranter er ikke”, sagde han.

Den 16. januar understregede Macron under et besøg i Calais sin regerings nye indvandringspolitik: mad og asyl til dem, der er berettigede til at blive i Frankrig, og udvisning af dem, der opholder sig illegalt i landet

Den 18. januar rejste Macron til Storbritannien og underskrev Sandhurst Traktaten, der nedsætter sagsbehandlingstiden for migranter, der håber at kunne komme fra Calais til Storbritannien, fra seks måneder til en måned for voksne og 25 dage for børn. Den nye traktat vil så langt fra løse migrantkrisen – den ser snarere ud til at forværre den.

De to valgforskere Chloé Morin and Marie Gariazzo fortæller i en analyse i Paris Match, at modstridende vælgerreaktioner på “Macron metodens” kompromissøgende indvandringspolitik “afspejler hans modsætningsfyldte vælgerkorps”:

“Kvantitative undersøgelser tyder på, at et klart flertal af franske vælgere bakker op om en strammere indvandringspolitik…. Kernen i regeringens politik… garanterer asylrettens ukrænkelighed, mens den anfægter landets evne til at tage imod hele verdens elendighed….

“Det er ikke sikkert, at Macron-satsningen – at finde en balance mellem fasthed og humanisme – bliver en succes på lang sigt. Foreløbigt har Emmanuel Macron tilsyneladende opbakning i sit bagland. Man finder dog her en forventning om fasthed (‘vi skal ikke overrendes’, ‘slaphed ville medføre negative konsekvenser for vores land’) såvel som humanisme (‘vi må hjælpe dem, der flygter fra krig og forfølgelse’, ‘Det er moralsk indiskutabelt, at vi skal tage imod fremmede i nød’) …

“Diskursen er derfor systematisk fanget mellem dem – tit på højrefløjen, men sommetider selv i hjertet af Macrons bagland – der synes, at hans politik er for ‘slap’, og dem, der er indignerede over politikkens fasthed ….

“Det er meget sandsynligt, at en stor del af dem, der befinder sig i midten af det politiske spektrum, særligt centrum-venstre segmentet, vil acceptere regeringens fortælling og lidt efter lidt tilslutte sig logikken om ‘selektiv indvandring’. Den officielle diskurs vil derfor på lang sigt kunne bidrage til et skifte i den ‘moderate’ befolkning fra at ønske en humanistisk politik til at ønske en stram indvandringspolitik.”

Ifølge det franske meningsmålingsinstitut Ifop har Macrons popularitetsmålinger fået en “hidtil uset” stigning siden han begyndte at følge en hård linie på indvandringsområdet. Siden oktober er tilfredsheden med ham steget ti procentpoint til 52%. Inden da havde man i popularitetsmålingerne for Macron registreret det største fald for en ny præsident siden 1995.

“Emmanuel Macron gjorde det”, rapporterede Paris Match. “Det er aldrig set før, at landets præsident så hurtigt bliver upopulær og derefter bliver populær igen.”

Soeren Kern Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.

Appendiks: Migrantkrisen i Calais, kort fortalt

Mange migranter fra udviklingslandene anser Storbritannien for at være et “eldorado” på grund af landets massive undergrundsøkonomi, der ifølgeDen Internationale Valutafond i alt beløb sig til omkring 223 milliarder pund (1.870 milliarder kr) i 2016, svarende til 11,5% af BNP.

Herudover afskaffede Identitetspapirloven 2010, der trådte i kraft i januar 2011, nationale identitetspapirer. Lovændringen, der skyldtes bekymringer for borgerrettighederne på grund af unødvendig dataindsamling og statens indblanding, giver illegale indvandrere i Storbritannien mulighed for at forblive under radaren.

Migranter fra krigsplagede lande, der kommer til Storbritannien, kan desuden let, i modsætning til i Frankrig, søge flygtningestatus, der giverdem lov til at bo i Storbritannien i en femårig periode – med ret til at arbejde og adgang til velfærdsydelser. Lovligt ophold i Storbritannien i fem sammenhængende år giver ret til at søge om britisk statsborgerskab.

Disse faktorer har tilsammen gjort Storbritannien til en magnet for migranter. Ifølge Eurostat fik mere end 865.000 migranter fra ikke-EU lande opholdstilladelse i Storbritannien i 2016 – svarende til én hvert 36. sekund.

Migranter har i stort tal samlet sig i Calais, hvor Frankrig er tættest på Storbritannien, lige siden Kanaltunnelen, der forbinder Frankrig og Storbritannien, åbnede i maj 1994, og Schengenaftalen, der afskaffede grænsekontrollen mellem Frankrig og de fleste af landets EU-nabolande (bortset fra Storbritannien), trådte i kraft i marts 1995.

Den franske regering bad i 1999 Røde Kors om at bygge et “modtagecenter” for migranter i Sangatte, der ligger omkring ti kilometer vest for Calais, for at huse et voksende antal migranter i Calais’ gader og i de omgivende områder. Sangatte-lejren lå i en kæmpestor lagerbygning tæt ved indgangen til Kanaltunnelen og havde kapacitet til 600 personer.

Sangatte-lejren løste så langt fra migrantproblemet i Calais, men virkede tværtimod som en magnet, der i løbet af kort tid tiltrak flere mennesker til området. Efter få måneder boede der omkring 2000 migranter i lejren under stadigt trangere kår. Mange af dem, der opholdt sig i Sangatte, forsøgte at springe på langsomme tog ved indgangen til Kanaltunnelen eller at gemme sig inden i lastbiler, der kørte ombord på færger til Storbritannien.

De franske myndigheder rapporterede dengang, at der var en kraftig stigning i antallet af arrestationer i og omkring Kanaltunnelen. I 1999 blev 8.000 mennesker arresteret i Calais på grund af indvandringskriminalitet. I 2001 var antallet tidoblet til 80.000 arrestationer. Eurotunnel, der administrerer og betjener Kanaltunnelen, fortalte, at alene i 2001 havde 54.000 personer “angrebet” terminalen i Calais, og 5.000 var kommet igennem. Mange af disse boede i Sangatte.

Sangatte-lejren blev lukket i slutningen af 2002 efter en række optøjer mellem afghanske og kurdiske migranter. I de tre år, Sangatte-lejren fungerede, boede der i alt omkring 67.000 migranter på stedet.

Frankrig og Storbritannien underskrev i februar 2003 Le Touquet Traktaten, der tillader såkaldte sidestillede kontroller, der betyder, at rejsende mellem de to lande nu skulle have udredt deres indvandring i afrejselandet snarere end ved ankomsten. Traktaten skubbede i realiteten dele af den britiske grænse til Frankrig. Den forværrede derved migrationsflaskehalsen i Calais.

Som en del af aftalen om at lukke Sangatte tog Storbritannien 1.200 migranter. Dem, der blev tilbage i Frankrig, blev huset i mindst et dusin forskellige bygninger i Calais og omegn. Lejrene — Africa House, Fort Galloo, Leader Price/Sudanese Jungle og Tioxide Jungle — er gentagne gange blevet ransaget af fransk politi eller jævnet med jorden, for blot at skyde op andre steder.

Mange af migranterne fra Sangatte flyttede nogle få kilometer østpå til et forladt industiområde kaldet “Des Dunes” (Klitter). Området ligger lige ved siden af havnen i Calais og blev efterhånden kendt som “Junglen”.

Den 22. september 2009 jævnede fransk politi “Junglen” med jorden og samlede hundredvis af migranter, der håbede at kunne skjule sig i lastbiler på vej mod Storbritannien. Calais’ borgmester Natacha Bouchart udtaltedagen efter, at hun havde “set mellem femten og tyve nye lejre” i nærheden. Hun fortalte også, at afghanske migranter etablerede midlertidige lejre ved havnen for luftpudefartøjer. Havnen var en samling tomme bygninger og lukkede i 2005, da det sidste luftpudefartøj var sejlet fra Dover til Calais.

12. september 2014. Politiet i Calais advarede om, at migranter blev stadigt mere voldelige i deres bestræbelser på at nå Storbritannien. Det franske politiforbunds delegerede for Calaisområdet, Gilles Debove, fortalte, at tåregas blev anvendt for at standse “masseangreb” på biler, der skulle til at krydse Kanalen:

“To til trehundrede migranter forsøgte forleden at trænge ind på en parkeringsplads for lastbiler, og vi brugte tåregas for at sprede dem, for vi er for få til at kontrollere sådanne situationer på anden vis. Vi ser desuden en stigning i migranters kriminalitet, hvor de overfalder folk, stjæler mobiltelefoner og begår seksuelle overgreb.”

11. november 2015. Mere end 250 franske urobetjente blev sat ind i “Junglen” efter flere ugers optøjer. Den lokale embedsmand Fabienne Bucchio udtalte, at den øgede vold skyldtes migranters frustrationer over at blive forhindret i at komme til Storbritannien.

17. december 2015. Omkring 1.000 migranter bestormede Kanaltunnelen i et forsøg på at komme til Storbritannien. Politiet brugte tåregas for at sprede migranterne, og de udtalte, at det store antal, der forsøgte at krydse Den Engelske Kanal på en enkelt dag, var “uden fortilfælde”. Mange af de migranter, der blev tvunget tilbage, flyttede tilbage til “Junglen” for at prøve igen.

19. januar 2016. Franske myndigheder jævnede en trediedel af “Junglen” med jorden for at skabe en 100 meter “bufferzone” mellem lejren og en nærliggende motorvej, der fører til færgehavnen.

7. februar 2016. Migrantkrisen spredte sig til andre dele af Frankrig på grund af en øget polititilstedeværelse i Calais. Der skød migrantlejre op i de nærliggende havnebyer Dunkirk, Le Havre, Dieppe og Zeebrugge i Belgien, eftersom migranter søgte nye veje til at krydse Den Engelske Kanal til Storbritannien.

29. februar 2016. Efter at en domstol i Lille havde blåstemplet den franske regerings plan om at smide 1.000 migranter ud af “Junglen”, begyndte nedrivningshold at nedtage den sydlige del af lejren. Regeringen forsøgte at flytte migranterne til officielle overnatningssteder inde i ombyggede skibscontainere i den nordlige del af lejren. De fleste afviste imidlertid tilbuddet, da de frygtede, at de ville blive tvunget til at søge asyl i Frankrig. “Folk her vil til Storbritannien”, sagde den afghanske migrant Ahyat Sirat. “Det er ikke løsningen at ødelægge dele af junglen.”

7. marts 2016. Migranter, der var blevet smidt ud af “Junglen”, flyttede til en ny lejr i Grande-Synthe nær Dunkirks nordlige havn, lige oppe langs kysten fra Calais. Kritikere sagde, at den nye lejr risikerer at blive et “nyt Sangatte” med reference til Røde Kors’ center i Calais, der blev lukket i 2002.

31. maj 2016. Migranter, der var blevet smidt ud fra Calais, flyttede til Paris og etablerede en stor lejr i den offentlige park Jardins d’Eole tæt ved banegården Gare du Nord, hvor der med højhastighedstoget Eurostar er forbindelse til London. Området blev så farligt, at regeringen klassificerededet som en no-go zone (Zone de sécurité prioritaires, ZSP), og stedet blev en magnet for menneskesmuglere, der forlangte tusindvis af euro for falske rejsepapirer til destinationen London.

11. august 2016. En fransk terrorbekæmpelsesofficer advarede i et interview i Le Figaro om, at jihadister fra Islamisk Stat gemte sig i “junglen”. “Det, der sker i ‘Junglen’, er ret utroligt”, sagde han. “Vores officerer er sjældent i stand til at trænge ind til lejrens kerne. Det er umuligt at vide, om en jihadist fra eksempelvis Belgien gemmer sig i lejren. Lejren er en blind plet for den nationale sikkerhed.”

5. september 2016. Hundreder af franske lastbilchauffører, forretningsmænd og landmænd blokerede hovedvejen ind og ud af Calais i et forsøg på at presse den franske regering til at lukke “Junglen”. Blokaden førte til stilstand på hovedvejen, der benyttes af lastbilchauffører fra hele Europa på vej til Calais og Storbritannien.

12. september 2016. Et dokument lækket til Le Figaro afslørede regeringens plan, dateret den 1. september, om at flytte 12.000 migranter fra Calais til andre dele af Frankrig. Migranterne skulle flyttes til omkring 60 såkaldte Modtagelses- og Orienteringscentre (centres d’accueil et d’orientation, CAO), hver med en kapacitet til mellem 100 og 300 migranter.

13. september 2016. Formanden for regionen Alpes-Maritimes, Eric Ciotti, kritiserede regeringens “uansvarlige” plan om at flytte migranter fra Calais til andre dele af Frankrig. Han sagde, at planen ville “udbrede adskillige små Calais’er, områder med lovløshed, der forværrer langvarige spændinger i hele landet.” Han tilføjede:

“Planen afspejler regeringens resignation over for den massive illegale indvandring. Den svækker den nationale sammenhængskraft under foregivelse af humanisme, der i virkeligheden repræsenterer en farlig ideologi, der fornægter enhver skelnen mellem udenlandske asylansøgere, som Frankrig anstændigvis bør modtage, og økonomiske migranter, som vi ikke længere kan tolerere, og som bør sendes tilbage til deres oprindelsesland.

“Den eneste løsning er omgående udvisninger af alle illegale indvandrere, der ikke har til hensigt at blive i vores land, og at anbringe asylansøgere i centre, der behandler deres sager.”

14. september 2016. Formanden for regionen Auvergne-Rhône-Alpes, Laurent Wauquiez, udtrykte vrede over regeringens “diktat” om at flytte 1.800 migranter fra Calais til hans region. Han sagde: “Det her er vanvid og det handler ikke om solidaritet. Calais’ problem løses ikke ved at flerdoble Calais ud over hele Frankrig. Vi forventer, at regeringen løser Calais’ problem, ikke at den flytter problemet til andre dele af landet.”

16. september 2016. Steeve Briois, der var borgmester i Hénin-Beaumont og næstformand for Front National, kritiserede regeringens plan om at flytte migranter fra “Junglen” til resten af landet. Han sagde:

“Denne vanvittige politik ville derfor medføre, at mini-Calais’er formerer sig ud over hele landet, uden at befolkningen eller lokalt valgte embedsmænd er blevet konsulteret. Den socialistiske regerings tvangspolitik er ganske enkelt uacceptabel; den er en alvorlig trussel mod den offentlige orden og vores borgeres sikkerhed.”

20. september 2016. Bygningen af en mur, der skulle forhindre migranter i lejren i at gemme sig i biler, lastbiler, færger og tog med kurs mod Storbritannien, påbegyndtes. Betonmuren, der kaldes “Calais’ Store Mur”, bliver en kilometer lang og fire meter høj og placeres på begge sider af den tosporede motorvej ned mod havnen. Den vil passere få hundrede meter fra “Junglen”.

21. september 2016. En whistleblower rapporterede, at frivillige nødhjælpsarbejdere ved “Junglen” havde seksuelle forhold med migranter, heriblandt børn. “Jeg har hørt om volontører, der havde sex med adskillige partnere på én dag, for herefter at fortsætte på samme måde dagen efter”, skrev han. “Jeg ved også, at jeg kun hører om en lille flig af et udbredt overgreb.” Han tilføjede, at størstedelen af de pågældende sager involverede kvindelige volontører og mandlige migranter. “Kvindelige volontører, der har sex, forstærker indtrykket (som mange har) af, at volontører er her for at få sex”, skrev han.

25. oktober 2016. Franske myndigheder begyndte at nedtage “Junglen”. Regeringen udtalte, at 4.014 migranter var blevet flyttet eller genhuset andetsteds.

3. marts 2017. Calais’ borgmester Natacha Bouchart forbød lokale hjælpeorganisationers uddeling af gratis mad nær den tidligere “Jungle”. “Jeg traf beslutningen for at sikre, at der ikke dannes en permanent bosættelse omkring Calais”, sagde hun.

28. april 2017. Emmanuel Macron lovede, at hvis han blev valgt som præsident, ville han forsøge at genforhandle Le Touquet Traktaten, der giver britisk grænsepoliti lov til at arbejde i Calais.

19. juni 2017. En polsk lastbilchauffør blev dræbt, da hans lastbil kørte ind i en anden lastbil, der var blevet standset på motorvej A16 cirka 15 kilometer fra Calais af migranter, der ville smugles til Storbritannien. Man arresterede ni eritreanske migranter i den ene lastbil. De forventes at blive tiltalt for ufrivilligt manddrab, forstyrrelse af trafikken og at bringe andre menneskers liv i fare.

7. juli 2017. Fransk politi fjernede med magt 2.500 afrikanske migranter fra Porte de la Chapelle i det nordlige Paris. Stedet var siden lukningen af “Junglen” i Calais blevet et samlingspunkt for migranter.

26. juli 2017. Human Rights Watch beskyldte fransk politi for systematisk at behandle asylansøgere og migranter hårdhændet, afbryde humanitær hjælp og chikanere nødhjælpsarbejdere. Det er en “opførsel, der i det mindste delvist ser ud til at være motiveret af et ønske om at holde antallet af migranter nede”.

8. august 2017. Den franske indenrigsminister meddelte, at i løbet af de første syv måneder af 2017 havde mere end 17.000 migranter forsøgt at komme ombord på lastbiler og tog, der kørte til Storbritannien, ved havnen og Eurotunnel i Calais. Tallene viste, at det ikke var lykkedes at sprede migranterne i Calais efter lukningen af “Junglen” i oktober 2016.

18. august 2017. Fransk politi fjernede med magt 2.000 afrikanske migranter, der levede på fortovene i Porte de la Chapalle i det nordlige Paris. Indenrigsminister Gérard Collomb udtalte, at politiaktionen beviste, at systemet til håndtering af migranter er “dysfunktionelt”.

17. september 2017. Fransk politi fjernede med magt hundredvis af migranter fra en skov på nordkysten nær Calais af frygt for, at dette kunne blive en magnet for andre, der håbede at komme til Storbritannien. Omkring 350 mænd, kvinder og børn, hvoraf de fleste var irakiske kurdere, havde i ugevis levet under kummerlige forhold i udkanten af Grande-Synthe.

25. oktober 2017. Et år efter at “Junglen” i Calais blev jævnet med jorden rapporterede velgørenhedsorganisationen Help Refugees, at mellem 800 og 2.000 migranter stadig samledes der.

8. november 2017. Fransk politi arresterede tre irakere, der blev anklaget for at smugle op mod 40 migranter om dagen i kølelastbiler til Calais og videre over til Storbritannien.

10. december 2017. Borgere i Paris, der var rasende over, at hundredvis af migranter sover på gaden i deres nabolag, truede med at gå i sultestrejke, medmindre de franske myndigheder fjernede de kummerlige midlertidige lejre. Beboerforeningstalsmand Pierre Vuarin udtalte: “Fortovene flyder sommetider med urin, og gaderne rengøres ikke hver dag. Nogle har solgt deres lejligheder til spotpris og andre har fået et mentalt sammenbrud.”

22. december 2017. Den 15-årige afghanske migrant Abdullah Dilsouz blev knust til døde, da han blev kørt over af en lastbil nær havnen i Calais.

9. januar 2018. Mere end 100.000 mennesker søgte om asyl i Frankrig i 2017. Ifølge Det Franske Direktorat for Flygtninge og Statsløse (OFPRA) er det et “historisk” antal og en stigning på 17% i forhold til det foregående år. Det land, som flest asylansøgere i Frankrig kom fra i 2017, var Albanien, efterfulgt af Afghanistan, hvorfra der kom 5.987 ansøgninger. Af disse blev 83% tildelt flygtningestatus.

16. januar 2018. Præsident Emmanuel Macron sagde under et officielt besøg i Calais, at han ikke ville tolerere fremkomsten af en ny “Jungle”-lejr i Calais: “Vi vil under ingen omstændigheder tillade udviklingen af ulovlige ruter her. Vi vil under ingen omstændigheder lade en ‘Jungle’ vokse op, eller en ulovlig besættelse af et territorium.”

18. januar 2018. Præsident Macron og den britiske premierminister Theresa May underskrev den såkaldte Sandhurst Traktat, der “supplerer” Le Touquet traktaten. Ifølge traktaten skal Storbritannien nedsætte behandlingstiden for migranter, der håber at kunne rejse fra Calais til Storbritannien, fra seks måneder til en måned for voksne og 25 dage for børn. Ifølge traktaten skal Storbritannien desuden betale 44,5 millioner pund (370 millioner kroner) for ekstra sikkerhedsforanstaltninger i Frankrig for at forhindre, at en ny “Jungle”-lejr opstår i Calais eller andre havnebyer. De ekstra penge vil gå til opsættelse af hegn, videoovervågning og anden detektionsteknologi.

1. februar 2018. Hundreder af afrikanere og asiater sloges i gaderne i Calais bevæbnet med knive og jernrør. Omkring tyve migranter blev såret i hvad den franske regering kalder “hidtil usete” voldsscener blandt dem, der forsøger at komme til Storbritannien.

3. februar 2018. The Guardian rapporterede, at der er en 25% stigning i antallet af migranter i Calais. De mener, at den voldsomme stigning skyldes Sandhurst Traktaten, der skabte “falske håb” om, at det ville blive lettere at komme til Storbritannien.

Frankrig: Migrantkrisen er helt ude af kontrol
af Soeren Kern
19. Februar 2018
Oprindelig engelsk tekst: France: Migrant Crisis Spirals Out of Control
Oversat af Kirsten Valeur

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)