Kommentar

Ødelæggelserne i Syrien er en slags Ground Zero, den fuldstændige ødelæggelse. Krigen er gået ind i sit ottende år.

Hvis Kristus skal betyde noget, så må han være sat i vår tid. En Kristus som er udenfor tiden, vil ikke tale til menneskene i deres nød. Kristus er ikke af tiden, men han for tiden. Han er Trøsteren.

Så hvorfor er kirken ikke mere optaget af at trøste folk? Det undrer mig og efterlader en form for tomhed. Vi trænger til, at kirken adresserer menneskenes behov for mening.

Folk føler, at meningen i tilværelsen bliver borte. En sådan vedvarende tomhed kan også slide på meningen med tilværelsen.

Med meningen i tilværelsen menes, at der altid er en mening: En beskrivelse af det faktiske, af det som sker.

Bibelen er konkret. Maria Magdalena gik til graven, mens det endnu var mørkt. Stenen var borte. Hun løb for at hente Simon Peter og disciplen Johannes, som er den samme som evangelisten, og når Johannes beskriver det, han oplevede, så omtaler han sig selv som: han, som Jesus elskede.

De finder ligklæderne, og de lægger mærke til en chokerende detalje: Klædet, som havde ligget over Jesu ansigt ligger på et helt andet sted.

Disse detaljer giver fortællingerne om Jesus den skarpe smag af levet liv. Hånden på Simon Peters skulder: Du skal forråde mig, før hanen har galet tre gange. Og det sker. Simon Peter fornægter Jesus to gange og hanen galer. Den samme hånd på hans skulder med ordene: Du er den klippe, på hvilken jeg vil grundlægge min kirke.

ANNONSE

Kirken blev grundlagt af Jesus selv. Kirken er selve essensen af Jesu virksomhed på jord. Det var ikke et hus. Det var et fællesskab.

Evangeliet skabte mening. Hvis ikke menneskene formår at bære denne mening videre, bliver den borte.

Hvordan bærer man den videre? Ved at have blikket fæstet både mod Jesu ord og virke og det fysiske, det som sker i os og omkring os.

Vi er mennesker med jordeliv. Hvis ikke vi kerer os om det som sker, har vi opgivet jordelivet.

Når kristne dræbes og fordrives fra Mellemøsten, så er det ikke just one of those things. Det er noget, som har enorm betydning for os. På mange planer. Der tales om at overskære kristendommens rødder. Selvfølgelig har det stor symbolsk betydning. «Nogen» rykker kristendommen op med rode. Nogen vil fordrive de kristne.

Når vi ved, at de samme kræfter er kommet til Europa, hvor de indtager stadig større plads og indgår i alliance med vore egne myndigheder, så opstår der alvorlige spørgsmål. Vi kan ikke skubbe dem væk. For da risikerer vi at lide samme skæbne som de kristne i Mellemøsten.

I Bibelen lærer vi at læse tegn: Når en Holocaust-overlevende i Frankrig bliver brændt af sine naboer, samtidig med at Israel er under angreb og kristne angribes, så er der en sammenhæng. At vore egne medier og myndigheder aktivt modarbejder indsigt i disse sammenhænge, gør det blot endnu vigtigere at påpege dem.

Irak har i dag en olieproduktion på over 3 millioner tønder om dagen. Men det er et land, som snart er uden kristne. På samme måde, som det er blevet et land uden jøder. Bagdad var for ikke så mange tiår siden en «jødisk» by. De blev fordrevet. Akkurat som jøderne enten forlod Tyskland eller blev dræbt.

Fordrivelse eller udslettelse af jøder er et dårlig tegn for de, som beskæftiger sig med det. Anti-kristne handlinger i Europa, for ikke at tale om jødefjendtlighed, er et dårlig varsel for Europa.

French Chief Rabbi Haim Korsia made an urgent plea to Europe and the West to defend non-Muslims in the Middle East, whom he likened to Holocaust victims. «As our parents wore the yellow star, Christians are made to wear the scarlet letter of nun» Korsia said. The Hebrew letter «nun» is the same sound as the beginning of Nazareen, an Arabic term signifying people from Nazareth, or Christians, and used by the Islamic State to mark the Christian houses in Mosul.

Alligevel er det, som om den norske udenrigsminister og norske medier ikke har lært noget som helst af ti år med IS. Når Hamas vil storme Israel kalder Ine Marie Eriksen Søreide det for en legitim protest mod okkupation.

Eriksen Søreide repræsenterer en type politiker, som tror at der altid er tid nok, og at det ikke gælder os.

Hun tager fejl på begge punkter: Vi har ikke god tid og det gælder os.

Hvis kristendom betyder noget, så er det at være forpligtet på livet, at kere sig og bekymre sig. Vi er ikke åndsvæsner, som lever for en anden verden. Vi lever her og nu.

Som rabbineren sagde: Hvem skal være her for mig, hvis ikke jeg selv? Hvis ikke nu, så hvornår?

ANNONSE

Skriv et svar