Kommentar

Foto: De flinkeste piger i klassen. Ine Marie Eriksen Søreide og EUs udenrigskommissær Federica Mogherini briefer pressen ved åbningen af mødet i the International donor group for Palestine, The Ad Hoc Liaison Committee, AHLC,  i EU-Kommissionens hovedkvarter i Bruxelles 31 jan 2018. Foto: Francois Lenoir/Reuters/Scanpix

Gennom flere årtier har vi hørt om Norges indsats for at skabe fred i Mellemøsten.  Profileret som en diplomatiets verdensmester udi fredsskabende arbejde har Utenriksdepartementets folk, stærkt tilskyndet af LO og Arbeiderpartiet, opsøgt konfliktområder verden rundt og bistået med penge, hemmelige mødelokaler og diplomatiske processer for at skabe fred.  Mest iøjnefaldende og langvarig har denne virksomhed været i Mellemøsten, hvor Norge i 1990-tallet påtog sig den opgave at være hovedsponsor for fred mellem Israel og de Palæstinensisk-arabiske organisationer, som var tilknyttet PLO og den gang levede i eksil i Tunesien.

 I dag, utallige milliarder af bistandskroner og flere tusind menneskeliv fattigere, er denne “fredsproces” stadig i gang endda med løfte om fortsat støtte fra en udenrigsminister fra  partiet Høyre.  Er der slet ingen, som sætter spørgsmålstegn ved denne pengestrøm – for ikke at tale om de mange menneskelige tragedier, som har fulgt i den norske “fredspolitiks” fodspor?  Det er jo en skandale, som mange gange overgår Stortingets byggeprojekt.

ANNONSE

I den senere tid er vi blevet underholdt af artikler i medierne om 24 millioner kroner i offentlige midler, som provst Trond Bakkevig har klattet bort og brugt på “dialogprojekter” i Mellemøsten på vegne af Den Norske Kirkes Mellomkirkelige Råd, MKR.  Her har han med millionstøtte fra Utenriksdepartementet opereret som “fredsmægler” mellem Palæstinensisk-arabiske og jødiske religiøse grupper. Det er konsulentfirmaet Scanteam som har evalueret de mislykkede projekter på NORAD’s vegne og som karakteriserer arbejdet som klattet bort.

Ifølge rapporten har NORAD (Norwegian Agency for International Development) på forespørgsel fra UDfått i oppdrag å foreta en uavhengig gjennomgang av en innsats støttet av UD for å fremme interreligiøs dialog i Midtøsten. Den Norske Kirkes Mellomkirkelige Råd (MKR) har stått for selve gjennomføringen av innsatsen. Innsatsen har pågått siden 1994-5 og har så langt kostet ca. 24 millioner NOK.

Formålet med innsatsen har vært å tilrettelegge for dialog mellom religiøse ledere i Palestina og Israel, med sikte på å bygge opp et inter-religiøst nettverk som kan spille en konstruktiv rolle hvis en politisk løsning på konflikten finner sted. Tilrettelegger for dialogarbeidet gjennom hele perioden har vært Trond Bakkevig, sokneprest og prost i Vestre Aker prosti.”

 Vi ser frem til, at hele resten af Utenriksdepartementets engagement på vegne af LO og PLO måske en dag vil blive genstand for en tilsvarende evaluering.  Vi er nemlig ganske sikre på, at konklusionen må blive akkurat den samme som for MKR og provst Bakkevigs “dialogprojekt”.

De bortklattede 24 millioner udgør en meget lille brøkdel af de milliarder, som i det samme tidsrum er blevet klattet bort på den farceprægede Palæstinensisk-arabiske “fredsproces,” det være sig direkte fra Utenriksdepartementet, via NORAD eller nogle af de øvrige “fredsmæglere“, som har fået sine “projekter” rundhåndet finansieret af norske skatteyderes penge.  Vi kan love Utenriksdepartementet eller hvem som måtte være optaget af den slags spørgsmål, at det allermeste af indsatsen, inkluderet de millioner, som den nuværende ambassadør til Israel, Jon Hanssen-Bauer, har sløset bort på sine “folk til folk“-projekter på vegne af LO-institutionen, FaFo, har været mindst ligeså bortklattede som de 24 millioner til provst Bakkevig.

 Som et stykke fredsarbejde er den norske medvirkning til den igangværende politiske farce ganske opsigtsvækkende.  Vi har i andre sammenhænge kunnet observere, at norske myndigheder ganske tydeligt  er begyndt at distancere sig fra Oslo-aftalerne.  Vældig tydeligt blev det, da udenrigsministeren i sommeren 2015 offentligt anklagede Israel for brud på internationale humanitære regler i forbindelse med, at en dom i Høyesterett gav Israel medhold i, at forvaltningen af område C tilhører Israel alene i henhold til Oslo 2-avtalen.

Udenrigsministerens indblanding i den sag fremstod i sig selv som en undergravning af den aftale, som fredsprocessen bygger på.  Sagen viste desuden, at Norge ikke engang uden videre anser Israel som en retsstat.  Med den slags holdninger til en af parterne i konflikten, burde Norge for længst have trukket sig som fredsmægler.

 Det har længe været åbenbart, at hverken de palæstinensiske selvstyremyndigheder eller PLO har et klart mandat fra den islamiske verden eller fra den folkegruppe, de påstår at  repræsentere, til at indgå en fredsaftale med Israel, som indebærer nogen form for kompromis om landområder eller Jerusalems status.  Som den Palæstinensisk-arabiske journalist Khaled Abu Toameh sagde det allerede for tre år siden: “Ingen palæstinensisk leder har mandat til at indgå en evigvarende fredsaftale med Israel.  Ingen leder i Ramallah eller på Gazastriben har fuldmagt til at afslutte konflikten med Israel.  Enhver palæstinenser, som tør tale om indrømmelser til Israel, bliver hurtigt stemplet som forræder.  De som tror, at den som måtte efterfølge Abbas vil være i stand til at give reelle indrømmelser til Israel, lever i en illusion.”

 Derfor er der, som araberne ser det, ikke mere at forhandle om i “fredsprocessen”.  I arabisk kultur opfattes en fjendes bøn om fred som en anmodning om kapitulation, – som at hejse det hvide flag.  De kender ikke det jødisk-kristne begreb om samfund, som lever i varig fred og forsoning.  Araberne lever i en strid, hvor man enten vinder eller taber.  Erfaringerne fra det forrige århundrede, og i særdeleshet fra det, som i vore dage foregår under eufemismen “det arabiske forår,” burde have lært både Israel og Vesten, hvad vi har at forholde os til.  Men den erkendelse synes langt væk.

Den illusion Khaled Abu Toameh taler om, er blevet et forstenet og irrationelt dogme og vore ledere synes ikke at være i stand til at forstå det.  En tostatsløsning forudsætter nødvendigvis genuin fred og gensidig forsoning mellm nationerne.  Det er langt mere end en våbenhvile i en uafsluttet krig.  Uden ægte og troværdig arabisk vilje til fred er ingen tostatsløsning mulig mellem Israel og PLO.

 “Fredsprocessen” har derfor i årevis kun drejet sig om at finansiere terror mod Israel og at undertrykke  den palæstinensisk-arabiske befolkning ved at holde de norskledede donormøder i gang med nye bortødslede milliardbevillinger.  Det er i det perspektiv, vi må betragte provst Bakkevigs og ambassadør Hanssen-Bauers projekter.  I det perspektiv har deres sløseri tjent sin hensigt.  Det bør imidlertid ikke være nogen trøst, at det står mindst lige så galt til  i andre europæiske lande.

Det er vort eget ansvar at sørge for, at denne anti-israelske og anti-palæstinensiske fredsfarce erstattes af realpolitisk erkendelse og for vor del afsluttes.  Det palæstinensiske folk har slet ikke fortjent de lidelser, de gennem så mange år er blevet påført under det korrupte PLO-regime, som holdes kunstigt i live med bistandsmidler fra blandt andet Norge.  Det er et historisk faktum, at Israel vandt uafhængighedskrigen, som varede fra 1948 til 1967.  Den erkendelse må alle nu nå til og give op og afslutte kampen mod den jødiske stat.  Hvis Palæstinenserne-araberne ønsker at forhandle om betingelser, har de en åben invitation til forhandlingsbordet.

 

Af dr. Michal Rachel Suissa, leder af Senter mot antisemittisme

 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)