Kommentar

Det hører ikke til god opførsel at tage til genmæle mod en anmeldelse, hvis det er en selv, der bliver anmeldt.
Det skal jeg heller ikke, men i seneste nummer af Tidehverv (december 2017) anmelder Morten Rydal min bog ”Fragmenter af Danmarks historie 2020-2031”. Og jeg har vel lov til at citere noget, som jeg selv synes rammer det, jeg har prøvet at skrive.

”Meget i bogen er karikeret, overdrevet, grotesk og urealistisk. Flere steder minder bogen mig i stil om Hans Scherfigs romaner med deres overdrivelser, sarkasme og ironi. Men taget i alvor forsøger Lars Hedegaard at tegne det op, som tidens tegn er tegn på. … Den kaster som en slags projektor tidens tegn og vore bange anelser op på den hvide væg, så vi kan se dem og erkende farer, mønstre og skjulte sammenhænge.”

Det skudsmål kan jeg fint leve med, og der står meget andet godt i Rydals grundige omtale.

Hen mod slutningen skriver han imidlertid noget, der får mig til at studse. Det handler ikke specielt om min bog, men har mere almen karakter:

”Et andet væsentligt kritikpunkt (det første var, at Rydal savnede noget mere human touch), som også kan vendes mod mange andre islambøger, er, at islam bliver anset for en slags monolit, en uforanderlig størrelse gennem alle tider.” 

For få uger siden afholdt Trykkefrihedsselskabet en højprofileret diskussionsaften om netop det samme.
Altså: Er islam ”en slags monolit, en uforanderlig størrelse gennem alle tider”?

ANNONSE

Hvis der skal være mening med noget, må svaret blive Ja. Hvis der ikke er noget i islam, der har været uforanderligt gennem mere end tusind år, ville der ikke være nogen islam. Hvis nye profeter kunne udskifte tankegodset med jævne mellemrum, hvorfor har muhamedanere så gennem mere end tusind år systematisk dræbt enhver, der havde fået gode ideer?

Traditionalister vil hævde, at der findes forskellige slags islam. Det kan man uden videre se på muhamedanernes fremtræden. Kvinderne går i forskellige indpakninger, og mændenes skæg kan enten være temmelig kort eller meget stort og busket. Også på et mere ideologisk niveau er der skel, tydeligst mellem sunni og shia.

Hvad gør man så? Ja, man kan vælge at sige, at islam er en mangefacetteret og udefinerlig størrelse, fordi folk, der påstår at være muslimer, konstant er på nakken af hinanden. Faktisk er den en så luftig størrelse, at man ikke kan sige noget endegyldigt.

Man kan også gå mere videnskabeligt til værks og undersøge, hvad de afvigende eller stridende islam-fløje har til fælles. Gør man det, vil man se, at alle rettroende muslimer – uanset om de er sunni eller shia – accepterer i hvert fald følgende doktriner:

Koranen er Guds endelige og uforfalskede budskab. Det blev afleveret til Muhamed, og ingen vil nogen sinde igen høre fra Allah. Enhver, der sår tvivl om det, er hjemfalden til den strengeste straf.
Muhamed er det perfekte menneske, og alt, hvad han har sagt og gjort, er en evig rettesnor for menneskelig handling.

Denne ideologiske position har været uændret siden det 10. århundrede. Og accepterer man ikke Koranens fredhellighed – som altså skyldes Muhameds mellemkomst – er man ikke muslim. Man kan eventuelt være religiøs på andre måder, men med islam har det intet at gøre.
Muslimer har – og har altid haft – adskillige andre kernedoktriner til fælles. F.eks.:
Hele verden tilhører Allah, og det er muslimers pligt efter bedste evne at bidrage til at få de vantro smidt ud eller underkuet.

Fra evig tid er alle mennesker født som muslimer. Den beklagelige vantro tilstedeværelse i f.eks. Danmark er udtryk for frafald. Men de ugudelige danskeres hån mod Allah og hans profet vil en dag blive hævnet.
I den sidste ende drejer det sig, som Rydal er inde på, om at erkende mønstre og deres sammenhænge over tid.
Og kan man ikke få øje på det mønster, der aftegner sig i islams kerne, kan man hurtigt nå til den opfattelse, at islam ikke findes.

Så hvorfor render de rundt og smider alle disse bomber?

 

Køb Lars Hedegaards bog her!

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • Axel Artke

    Uanset Lars Hedegaards satiriske og groteske fremstilling af et muslimsk Danmark vil det være vand ved siden af den realitet, som bogen så levende og medrivende søger at forhindre.