Gæsteskribent



Carlo Crivelli Flagellation of Christ (1468)

Nogle af Europas vigtigste intellektuelle – heriblandt den britiske filosof Roger Scruton, Polens tidligere undervisningsminister Ryszard Legutko, den tyske forsker Robert Spaemann og professor Rémi Brague fra Sorbonne i Frankrig – udgav for få dage siden «Pariser-erklæringen«. De afviste i deres ambitiøse erklæring de «universelle menneskerettigheders falske kristendom» og det «utopiske pseudo-religiøse korstog for en verden uden grænser». De krævede i stedet et Europa baseret på «kristne rødder», idet de hentede inspiration fra den «klassiske tradition» og afviste multikulturalisme:

«Det falske Europas ledere er fortryllede af en overtroisk forestilling om uundgåelige fremskridt. De tror, at Historien er på deres side, og den tro gør dem arrogante og hånlige, ude af stand til at erkende manglerne ved den postnationale og postkulturelle verden, som de skaber. De ser desuden bort fra de egentlige kilder til den menneskelige anstændighed, som de selv sætter pris på – lige som vi gør. De ser bort fra, og afviser ligefrem, Europas kristne rødder. De er samtidigt omhyggelige med ikke at fornærme muslimer, som de forestiller sig vil tilegne sig deres sekulære, multikulturelle indstilling med glæde.»

Pave Benedict sagde i 2007, i en refleksion over Europas kulturelle krise, at Europa nu «tvivler på sin egen identitet«. Europa tog i 2017 et yderligere skridt: Man skabte en postkristen, proislamisk identitet. Europas officielle bygninger og udstillinger har udvisket kristendommen og budt islam velkommen.

Europa-Parlamentet åbnede for nylig en slags officielt museum: «House of the European History«, der havde kostet 56 millioner euro. Det var tanken at skabe en historisk efterkrigsfortælling om det EU-positive budskab om enhed. Bygningen er et smukt eksempel på Art Deco i Bruxelles. Som den hollandsle forsker Arnold Huijgen har skrevet, er huset imidlertid kulturelt «tomt»:

ANNONSE

«Den Franske Revolution er tilsyneladende Europas vugge; Der er ikke meget plads til noget som helst inden da. Den franske straffelov (Code Napoléon) og Karl Marx’ filosofi har en fremtrædende placering, mens slaveri og kolonisering fremhæves som europæisk kulturs mørkere sider (…) Det mest bemærkelsesværdige ved huset er dog, at det i deres beskrivelser er som om, at religion ikke eksisterer. Det har faktisk aldrig eksisteret og har aldrig påvirket Europas historie (…) Europæisk sekularisme bekæmper ikke længere den kristne religion; den ser ganske enkelt bort fra ethvert religiøst aspekt ved livet.»

Bruxelles’ bureaukrati har endda slettet de katolske rødder fra sit officielle flag: De tolv stjerner symboliserer idealet om enhed, solidaritet og harmoni blandt Europas befolkninger. Det blev tegnet af den katolske franske designer Arséne Heitz, der tilsyneladende hentede sin inspiration fra den billedlige gengivelse af Jomfru Maria. EU’s officielle beskrivelse af flaget nævner imidlertid ikke disse kristne rødder.

EU-Kommissionens Europæiske Monetære og Økonomiske Udvalg pålagde dernæst Slovakietat ændre sine erindringsmønter ved at fjerne de kristne helgener Sankt Kyrillos og Sankt Methodius. Kristendommen bliver ikke nævnt i det 75.000 ord lange forkastede udkast til Den Europæiske Konstitution.

EU-Kommissionen pålagde Slovakiet at ændre sine erindringsmønter ved at fjerne de kristne helgener Sankt Kyrillos og Sankt Methodius. (Billedkilder: Mønt – EU-Kommissionen; Bratislava, Slovakiet – Frettie/Wikimedia Commons)

Den tyske indenrigsminister Thomas de Maizière, der kommer fra Angela Merkels regerende parti Kristendemokraterne, foreslog for nylig, at man indførte muslimske helligdage. «Hvorfor kan vi ikke overveje at indføre muslimske helligdage i områder, hvor der er mange muslimer?», sagde han.

«Underkastelsen fortsætter», svarede Erika Steinbach, den indflydelsesrige tidligere formand for ‘Bund der Vertriebenen’ (Sammenslutningen af landsforviste) – tyskere, der var blevet udvist fra forskellige østeuropæiske lande under og efter Anden Verdenskrig.

Beatrix von Storch, der er en ledende politiker i Alternative für Deutschland (AfD) tweetede blot: «NEJ! NEJ! NEJ!».

De Maizières forslag viser, at når det kommer til islam, forholder Europas officielle «postkristne» sekularisme sig ganske passivt.

Der var for få uger siden en EU-financieret udstilling i Bruxelles med titlen: «Islam, Det er også vores historie!«. Udstillingen følger islams indflydelse i Europa. En officiel udtalelse påstår:

«Udstillingens fremlagte historiske beviser – tilstedeværelsen fra gammel tid af muslimer i Europa og det komplekse samspil mellem to kulturer, der kæmpede mod hinanden, men også blandede sig med hinanden – understreger en pædagogisk og politisk bestræbelse: at hjælpe både europæiske muslimer og ikke-muslimer til en bedre forståelse af deres fælles kulturelle rødder og opdyrke deres fælles statsborgerskab».

Historikeren Isabelle Benoit, der hjalp med at planlægge udstillingen, fortalte AP:

«Vi vil gøre det klart for europæerne, at islam er en del af europæisk kultur, og at det ikke er en nylig import, men at det har rødder, der går 13 århundreder tilbage».

Den officielle europæiske elite har vendt kristendommen ryggen. Eliten er tilsyneladende ikke klar over, i hvor høj grad Europa og dets befolkninger stadig har brug for deres humanistiske værdiers moralske retningslinier – særligt i en tid, hvor radikal islam er blevet en kulturel udfordring for Vesten. «Det er ganske enkelt et problem med en indpakning, som har tendens til at dække over et ‘tomrum’», skrev Ernesto Galli della Loggia i den italienske avis Il Corriere della Sera.

«Det er umuligt at se bort fra, at der inde under indpakningen er to store teologiske og politiske traditioner – den russisk-ortodokse og den islamiske – mens der bag ‘tomrummet’ kun er det europæiske Vestens hensygnende kristne bevidsthed».

Det er grunden til, at det er svært at forstå «logikken» bag den officielle Europas fjendtlighed over for kristendommen og dets tiltrækning af et grundlæggende totalitært islam. Europa kunne med lethed være sekulært uden at være militant antikristent. Det er lettere at forstå, hvorfor tusindvis af polakker deltog i en masseprotest langs Polens grænser for at gøre opmærksom på deres modstand mod «sekularisering og islams indflydelse«, som er nøjagtigt det samme som det officielle skøre EU dogme.

Under Anden Verdenskrig undgik De Allierede at bombe Bruxelles, fordi byen skulle være stedet for Europas genfødsel. Hvis den europæiske elite fortsætter med dens kulturelle afvisning af deres jødisk-kristne-humanistiske kultur, kan byen blive deres grav.

Giulio Meotti, kulturredaktør for Il Foglio, er italiensk journalist og forfatter.

Europas nye officielle historieskrivning udvisker kristendommen og fremmer islam
af Giulio Meotti
7. November 2017
Oprindelig engelsk tekst: Europe’s New Official History Erases Christianity, Promotes Islam
Oversat af Kirsten Valeur

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • Jens Ellekær

    Når historikeren Isabelle Benoit, en af personerne bag Bruxelles-udstillingen ”Islam – det er også vor historie”, udtaler, ”at islam er en del af europæisk kultur” med rødder, ”der går 13. århundreder tilbage”, har hun ret. Men hun bør selvfølgelig gøre sig det klart, at den kulturelle påvirkning primært er et resultat af kamp: Fra islams opståen har kristendommen og islam ligget i struben på hinanden.

    Det begyndte med den arabisk-muslimske erobring af Mellemøsten og ødelæggelsen af den derværende kristne kultur (de tilbageblevne rester af kristen kultur i regionen har været under nedbrydelse gennem de sidste halvtreds år). Derpå fulgte den muslimsk-mauriske invasion af Den Iberiske Halvø. Så kom den muslimsk-osmanniske ødelæggelse af Det Byzantinske Rige, der omfattede islamiseringen af Konstantinopel, en af den europæiske kulturs mest markante metropoler, og omdannelsen af Hagia Sofia, et af den kristne kirkes mest markante bygningværker, til moské(!). Derefter fulgte det islamisk-osmanniske erobringstog op gennem Balkan.

    Der var engang, hvor der fortsat fandtes stålsatte kristne europæere, og det lykkedes dem i første omgang at standse den islamisk-mauriske ekspansion op gennem Frankrig og senere at generobre Den Iberiske Halvø. Det islamisk-osmanniske forsøg på at trænge op i Centraleuropa blev to gange standset ved Wien, hvorefter Det Osmanniske Rige langsomt faldt sammen, hvilket i sidste ende førte til islams fortrængning fra Balkan (næsten da – der mangler fortsat en lille bid indbefattet den kristne kulturmetropol Konstantinopel).

    Det kristne Europas og islams fælles trettenhundrede år lange historie er således hovedsageligt historien om trettenhundrede års kampe. Ganske vist intervenerede de vesteuropæiske stormagter i sidste halvdel af det 19. århundrede et par gange til fordel for Det Osmanniske Rige, men det var blot for at hindre russerne i at drage for store fordele af Osmannerrigets forfald – resten er historien om den europæiske kristendoms kamp mod islam. Og i mellemtiden bør europæerne være blevet berøvet enhver illusion om liberale muslimske regimer på Den Iberiske Halvø og på Balkan.

    Men efter to ødelæggende europæiske storkrige og især efter fremkomsten at den kulturskepsis, som i Danmark kaldes ”kulturradikalismen”, har europæerne tabt troen på den kultur, der har frembragt vore eksisterende liberale retsstater, og de ignorerer i en blanding ad selvgodhed og selvopgivenhed det faktum, at vor relation til islam historisk betragtet er kamp.