Nyt



1991. Da kurderne fordrev Saddam fra Nord-Irak, satsede Tyrkiet og Iran på, at de kurdiske selvstyremyndigheder ville falde fra hinanden. Ikke bare med hjælp fra fjendtlige nabostater, men ved indre splid blandt kurderne. Der var nok at spille på; selvstyreområdet (KRG) er i praksis delt i to, med et ingenmandsland med grænsevagter og paskontroller imellem.

Den vestlige del kontrolleres af Kurdistans demokratiske parti (KDP) fra hovedstaden Erbil, ledet af KRGs nuværende præsident, Massoud Barzani. I øst hersker Kurdistans patriotiske union (PUK) fra den regionale hovedstad Suleimania. PUK ledes for øjeblikket af Kosrat Rasul Ali, som er Barzanis vicepræsident. Begge er berømte peshmerga-krigere.

Alis PUK-styrker frigjorde Erbil i 1991 og senere Kirkuk. Hans soldater skal også være dem, der fandt Saddam Hussein. En anden kurdisk fløj af PUK ledes af Bahram Salih, tidligere statsminister i KRG og vicestatsminister i Irak. En tredje PUK-fløj er familien til Iraks tidligere præsident (2005-2014) Jalal Talabani, som havde støtte fra omkring 20 procent af kurdere frem til hans død for to uger siden; hans enke og to sønner bruger faderens status, men anses for ineffektive og mere optagede af egen vinding. De er desuden bosat i Europa. De påstås at have bånd til Iran – oven i købet til lederen for revolutionsgarden, Qassem Soleimani.

ANNONSE

Kampen om Kirkuk

Kirkuk er kendt for sine olie- og gas-ressourcer, og en meget blandet befolkning – hovedsagelig irakiske turkmenere (tyrkere), kurdere og assyrere (og tidligere også armenere og jøder), men historisk set relativt få arabere. Saddam forflyttede mange sunniarabere til Kirkuk for at få bedre kontrol med byen og olieprovinsen, og betalte endog arabere for at flytte forfædrenes grave til Kirkuk for at etablere et historisk-religiøst krav på området.

Kurderne oparbejdede kontrol med Kirkuk under stridigheder med Saddam i 1991 og 1996, og fik fuld kontrol med byen i 2014.

 

Peshmerga-fort ved Haweija-fronten, hvor en stor IS-enklave holdt stand nær Kirkuk indtil begyndelsen af oktober. Ingenmandslandet strækker sig 2-300 meter på bagsiden af bygningen. Kurderne havde ingen interesse i at rykke frem i sunni-territorierne, da Kurdistans grænse slutter her, og IS på dette tidspunkt var for svage til at invadere Kurdistan. Men det havde Hashd al-Shaabi, den brutale shia-milits, som peshmergaen udpgede som den næste krigsopvigler, som smøg sig frem langs hovedvejen mellem Baghdad og Erbil. De senedste døgn er de rykket 40 km frem mod Erbil, har omringet Kirkuk, og halshugget en kurdisk soldat.  (Foto: CB.)

 

KRG kontrollerer over 80 procent af irakisk naturgas og 40 procent af oliereserverne. Meget af det befinder sig omkring Kirkuk. Byens olierigdom har de seneste tre år fyldt lommerne på magthaverne i PUK og PDK. KRGs korruption gør, at de rige kurdere sjældent sender deres sønner til fronten (de kvindelige peshmerga-soldater er for det meste propagandafoto), men foretrekker kaféene i Erbil 45 km fra frontlinjen. Nu står den frygtede shia-milits Hashd al-Shaabi (PMU), og regulære iranske soldater og Quds-soldater foran portene.

Kirkuks olje er ikke kun af interesse for mægtige mænd i KRG, Baghdad og Teheran – men også for verdens mest korrupte hjælpeorganisation, FN. En genopbygning vil blive lukrativt for mange, hvis de kan kontrollere Kirkuk.

Krig i nat?

Da Kurdistan erklærede sin uafhængighed (og lagde beslutningen om løsrivelse på is så snart folkeafstemningen var gennemført) var håbet, at Baghdad og nabostaterne ville forhandle. De ser ud til at have lagt helt andre planer.

I øjeblikket er de kurdiske peshmerga-styrker trukket ud af Kirkuk, og PUKs ledere signalerer, at de ikke har i sinde at kæmpe nu, mens PDKs soldater gør sig klar til kamp, 5 km uden for Kirkuk, men afventer i håb om at få støtte fra PUK, som er mindst lige så gode krigere.

Kurdiske soldater har også trukket sig ud af de overvejende kristne byer, Bartela og Hamdaniya nær Mosul. Byerne blev tømt før IS indtog dem, og mange (omtrent halvdelen) derfra er rige nok til at have foretrukket at flytte til Europa, i stedet for at flytte tilbage til deres næsten uskadte hjembyer.

Natten til mandag må PDK sende forstærkninger og forberede sig på at bekæmpe shia-militsen og iranske soldater alene.

En krig vil kunne samle kurderne. Men de ved, at hvis de skulle vinde denne krig og opnå uafhængighed, begynder den kurdiske borgerkrig mellem PUK og PDK.

Eller mot naboklanerne. Eller mod Tyrkiet. Eller andre fjender. Det er krig på krig, der står i kø.

Løbende opdateringer om krigshandlingerne i Kurdistan kan læses hos Rudaw Media Networks engelske FB-side her.

Opdatering: 30 soldater skal have mistet livet, da regeringsstyrker indtok PDKs områder i Kirkuk (størstedelen var kontrolleret af PUK, som trak sig ud frivilligt). Kurderne har også trukket sig tilbage fra lufthavnen, et raffinaderi og flere oliefelter ved Kirkuk. Kurdiske flag er fjernet over hele byen. Alt i løbet af en enkelt dag. PDK benyttede avancerede våben og ødelagde 5 irakiske Humvees 25 km uden for Kirkuk. USA nedtoner træfningerne, men det kan dårligt skjules, at to amerikanske allierede går løs på hinanden med våben leveret af USA. Spørgsmålet nu er, om kurdernes præsident, Barzani, som var så opsat på folkeafstemningen, nu vil forhandle eller kæmpe, efter at have udtalt, at enhver KDP-soldat som trak sig tilbage ville blive betragtet som en forræder. En krig vil være meget risikabelt for Kurdistan.

 

www.haaretz.com/middle-east-news/iraq/1.817465#

www.nytimes.com/2017/10/16/world/middleeast/kirkuk-iraq-kurds.html

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)