Billedet: Formanden for Afrosvenskernes Rigsforbund, Momodou Jallow, er den mest kendte professionelt krænkede i Sverige og et godt eksempel på, hvor stor magt selvudnævnte repræsentanter for befolkningsgrupper kan få. Han har bl.a. været primus motor i debatten om at få nedlagt forbud mod tegneserien Tintin i Congo og om at få ændret Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, så Pippis far ikke længere benævnes “negerkonge”

Denne sommers agurketid har  for en stor del stået i de professionelt krænkedes tegn. En fuldstændig harmløs idé på P3 om at lave frit lejde for alle platte og/eller mere eller mindre racistiske og kønsfascistiske vittigheder udviklede sig til en regulær shitstorm fra et sammenrend af forargede venligboere og andre politisk korrekte uden humoristisk sans, samt ikke mindst Tordenskjolds lille, men faste stok af forhånds-krænkede soldater. I denne omgang personificeret ved Mary Consolata Namagambe, der til overflod skaffede sig taletid i stort set alle medier alene på grund af sin hudfarve og sin harme over, at Danmarks Radio formastede sig til at sende neger-jokes ud i æteren: “Jeg er fuldstændig mundlam og virkelig vred” , sagde Mary Consolata Namagambe til BT, hvilket viste sig ikke at være helt i overensstemmelse med sandheden al den stund, at munden ikke stod stille på hende i de dage, debatten rasede.

Vi lever i en tid, hvor der er stor prestige forbundet med at være et krænket offer. Det giver rift om pladserne blandt de potentielle ofre, da offer-positionen rummer stor magt: Er du først blevet anerkendt som offer, har du nemlig definitionsretten, når det gælder om at sætte grænser for tilladelig adfærd og ingen stiller krav til dig om at være en blot en smule konsistent eller logisk velargumenteret for dit krænkelses-synspunkt. Det er alt rigeligt, at du føler dig krænket og ve den, der vover at udfordre eller benægte din status.

Det får tilsyneladende nogen til at gå til yderligheder. Som i tilfældet Adoption og Samfund, der er en medlemsorganisation for adopterede og adoptanter. Her gik man i foråret og forsommeren så meget til makronerne for at opnå offerstatus, at man totalt mistede rum- og retningssansen. Anledningen var et forslag fremsat i Folketinget om, at man bør undgå at skabe områder i Danmark, hvor danskere er repræsenteret med under 50% af beboerne for at undgå parallelsamfund. Et forslag, der ikke umiddelbart kunne kobles til vilkårene for danske adopterede. Ikke desto mindre gik Adoption og Samfund all in og udsendte en pressemeddelelse med overskriften “Adopterede regnes ikke længere for danskere”. Heraf fremgik bl.a.:

Et flertal i Folketinget har den 9. februar 2017 vedtaget, at man ikke er dansker, hvis man er efterkommer eller indvandrer fra et ikke-vestligt land.

Adoption & Samfund Ungdom (ASU) og Adoption & Samfund (A&S) udtrykker bestyrtelse over ordvalget i vedtagelsen, der naturligvis rammer alle adoptanter og adopterede særdeles hårdt. Følelsen af at vi ikke er accepterede som danske er en ubærlig følelse for os alle, børn, unge og voksne adopterede

• Betyder det nu, at alle vi internationalt adopterede til Danmark skal betragte os selv som ikke-danskere?

• Betyder det, at alle vi danskere skal deles op i heldanskere, halvdanskere, kvartdanskere, ottendedelsdanskere?

Det havde intet med det fremsatte forslags indhold at gøre, ligesom den tanke aldrig var faldet Folketingets partier og/eller politikere ind, at adopterede ikke skulle være fuldstændigt danske, men det gjorde ingen forskel: offerkortet var spillet og medierne greb det: både TV2  og Politiken viderekolporterede ukritisk indholdet af Adoption og Samfunds pressemeddelelse og foreningen fik fuldt medløb på deres fejlfunderede krænkethed. Så meget, at hverken TV2 eller BT ville korrigere fejltagelsen, selvom de blev gjort opmærksom på den af Christian Frei, der selv er adopteret fra Sri Lanka, og som derudover ikke ønskede at blive taget til indtægt for Adoption og Samfunds offer-retorik. Han er opvokset i Sønderjylland og har aldrig følt sin danskhed draget i tvivl.

Samme Christian Frei gjorde yderligere to forsøg på at bringe Adoption og Samfund til de koncepter, de tydeligvis var gået fra: Først i forbindelse med en konference afholdt af Adoption og Samfund på Nationalmuseet i maj i år. Her anførte han, at Adoption og Samfunds anklager om racisme over for adopterede var absurd og bebrejdede foreningen, at den tog samtlige adopterede til indtægt for den påstand. Christian Freis indlæg blev efterfølgende klippet ud af den film foreningen producerede og lagde på youtube. Efterfølgende blandede Christian Frei sig så igen i  debatten på foreningens facebook-side, hvilket resulterede i, at han blev blokeret med den begrundelse, at: “…dine indlæg og holdninger ikke er forenelige med foreningens”.

Det er absurd, at offerrollen er blevet så attraktiv, at man både vil fordreje fakta for at opnå den og efterfølgende gå til demokratiske yderligheder for at undgå at blive bragt ud af den. Den kritikløse accept af visse befolkningsgruppers krænkelses-parathed og mediernes villighed til at promovere den, er både et demokratisk og et kulturelt problem: Det indsnævrer og fordrejer debatten i uacceptabel grad, når mere eller mindre tilfældige og selvudnævnte repræsentanter for bestemte grupper bliver gjort til en art orakler og dommere over, hvad der er tilladt og især, hvad der ikke er tilladt at sige.