Kommentar



“Lars Hedegaard kritiseres for at forlange beskyldning om racisme trukket tilbage”Hykleriet er totalt””. Sådan lød overskriften på en agurketids-artikel i Berlingske tirsdag. Baggrunden var, at den pensionerede efterskole-forstander, Jørgen Stærke, i et facebook-opslag havde kaldt Lars Hedegaard for “superracist”, hvilket fik Hedegaard til at kræve, at Stærke trak sin beskyldning tilbage, hvis han ikke ville have et injuriesøgsmål på halsen. Det fik Stærke til at stikke piben ind, da han ikke mente at have økonomi til en retssag.

Hermed kunne sagen sådan set være endt, var det ikke for Jacob Machangamas geshæftige argus-øjne, der utrætteligt hviler på Lars Hedegaard, og som her mente at kunne se en åben flanke:

»Vi taler om samme Lars Hedegaard, der rask væk kalder politikere og medier for »landsforrædere« og »fjender«, har beskyldt muslimer for at voldtage deres døtre, udbredt konspirationsteorier om at Obama er muslim og ikke født i USA etc. etc. Hykleriet er totalt,«

Skrev Mchangama triumferende på facebook og kunne dårligt skjule sin skuffelse over Stærkes retræte, da han mente, at Hedegaard ville lide nederlag, skulle en injuriesag blive en realitet.

ANNONSE

Imidlertid gør Mchangamas nidkærhed ham blind for nogle helt centrale elementer i denne facebook-strid, der hverken har at gøre med ytringsfriheds-hykleri eller spørgsmålet om, hvem der vil gå sejrrigt ud af et retslokale i en  injuriesag.

At Lars Hedegaard som frontkæmper for ytringsfriheden og tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet selv må tage sin egen medicin og finde sig i hån, spot og latterliggørelse er ubestridt – også af ham selv. Men det er samtidig klart, at ytringsfriheden skal have grænser for at kunne trives, og én af de (få) grænser er injurielovgivningen, som både han og Trykkefrihedsselskabet altid har anerkendt. Der er altså intet hyklerisk eller ytringsfrihedsfjendsk i at mene, at éns ære er blevet krænket i en sådan grad, at man vil prøve at få domstolenes ord for, at grænsen er overskredet. Det er helt legalt.

Overreagerede Lars Hedegaard så på Stærkes angreb, og skulle han have fundet sig i at blive kaldt for “superracist”? Måske – måske ikke. I sin iver efter at optimere Stærkes chancer for at vinde en injuriesag over Hedegaard overser Mchangama behændigt, at Thorkild Simonsen i 1987 faktisk blev dømt for at kalde Søren Krarup “småracistisk”. Da Stærke har kaldt Hedegaard “superracist” turde der være grund til at tro, at Hedegaard rent faktisk kunne få medhold. På den anden side er racismebegrebet efterhånden blevet så udvandet og brugt så meget i flæng, at de fleste under 50 mener, det ikke er noget særligt, hvilket Mchangamas sammenligning med Hedegaards “konspirationsteori” om Obamas religiøse  tilhørsforhold og nationalitet da også illustrerer.

Det ændrer imidlertid ikke ved ordets grundlæggende betydning, der er noget af det værste, man kan være og blive beskyldt for: At mene, at nogle racer er andre overlegne og at man på den baggrund kan diskriminere og undertrykke dem. Det er en modbydelig tanke, og i dén sammenhæng er det fuldt forståeligt, at Lars Hedegaard, der er født i 1942, reagerer prompte og voldsomt, når Jørgen Stærke, der er født i 1937, kalder ham “superracist”. Begge d´herrer har en alder, der giver ordet helt bestemte konnotationer. Stærkes beskyldning har derfor også langt mere brod og er langt mere alvorlig, end hvis en 25-årig havde skrevet “racist” til Hedegaard.

Af så mange grunde er denne sag, der dybest set er en ikke-sag, temmelig sørgelig. Det sørgeligste er dog, at Jacob Mchangama unødvendigt har blæst den op. Det burde han trods alt have holdt sig for god til.

 

ANNONSE


  • E.Nielsen

    Er det løgn, at Hussein Obama er muslim? Er det løgn, at han ikke er født i USA?

  • Helle Baldersbæk

    Er Aia Fog løbet tør for arbejdsløse eller sygemeldte, hun kan hetze?

  • Holger Madsen

    Det var meget skuffende som Jacob Mchangama har ageret i denne sag. Ham havde jeg lidt til overs for tidligere.

  • Søren Ferling

    Området kan ikke blive normaliseret og rationelt før vi holder op med at anse betegnelserne ‘racist’ og ‘racisme’ som saglige begreber og begynder at anse dem for de usaglige agitationsbegreber de er.

    Racisme/antiracisme-begrebsparret er basalt set en del af kommunismens bestræbelser på at oppiske had mellem grupper af mennesker og instrumentalisere det had, der var i forvejen.

Mest lest

Sorry. No data so far.