Kommentar



Valget af Trump til USAs næste præsident markerer ikke blot  et paradigmeskifte i amerikansk (og vestlig?) politik fra at have værdipolitisk, globalistisk markør og til at have realpolitisk, national markør. Det afslører også en herskende elite, der på lange stræk nægter at anerkende et demokratisk valg.

Siden valgresultatet forelå har vi været vidne til en modstand fra Den Herskende Klasse, som har været uden sidestykke: Hundredevis af demonstrationer under sloganet “Not my president”, en grædefærdig mainstreampresse og en politisk elite, der har reageret inden for et højst besynderligt følelsesspektrum af vantro og fornægtelse.

Det er aldrig tidligere set, at den tabende part i et demokratisk valg har reageret så voldsomt og med et så utilsløret had til den kommende præsident, som i tilfældet Trump – og med en så åbenlys manglende accept af valgresultatet.

ANNONSE

Man aner allerede her konturerne af elitens kontrarevolution – ikke mindst i afsløringen af de professionelle demonstranter, finansieret af Clintons størstebidragyder, den ungarske milliardær George Soros.

For første gang er vi vidne til, at ikke alene den kommende præsident, men også de folk han udnævner til topposter i den kommende administration, af den tabende part, bliver udskreget som racister, xenofober, sexister, nazister osv., osv.

En helt og aldeles uhørt behandling og udskamning af den kommende ledelse i vestens største og mest magtfulde demokrati.

Hvad er der sket, siden dette segment af – i egen selvforståelse -“pæne, tolerante og inkluderende mennesker” kan få sig selv til at reagere som om de var hevet lige op fra rendestenen?

De giver selv svaret, for det er blevet tydeligt, at Den Herskende Klasse opererer med en demokratisk legitimitet, der står over den klassiske, hvor vinderen af et demokratisk valg har ret til at indtage magten.

Den alternative demokratiske legitimitet, er en postuleret ret, der har udspring i den universalistiske moralisme, som den værdipolitiske globaliseringstanke bygger på: Visse værdier (vores) er universelle og kan derfor ikke modsiges eller ophæves, og de giver bæreren af disse værdier en forrang for, hvad folket ellers måtte stemme på og vælge.

Et eksempel på denne universalistiske moralisme, eller “moralische Imperialismus” som den tyske forfatter Henryk Broder kalder det, så vi da Merkel “tilbød” Trump at samarbejde – hvis han opfyldte en række moralske betingelser:

Det ligger snublende nær at sammenligne den universalistiske moralisme og den deraf afledte demokratiske legitimitet, med den legitimitet som rettroende muslimer udleder af koranen.

Der er i princippet ingen forskel.

Det afgørende bliver, om eliten besinder sig.

 

ANNONSE