Oraklerne



Den 12. november er dagen hvor den midlertidige grænsekontrol udløber.

Hvis vi på nogen måde skal kunne værne om det Danmark, vi kender, så er det afgørende, at vi selvfølgelig også kan kontrollere, hvem der kommer ind i vores land. Kun med en permanent grænsekontrol kan vi give et trygt og sammenhængende Danmark videre til vore børn og børnebørn.

Derfor er grænsekontrol et helt afgørende punkt for DF. Det leder mig videre til Europol-diskussionen, som i den grad verserer i mediebilledet for tiden, hvor også en række misforståelser har forvildet sig ind i debatten.

DF anbefalede et nej til afstemningen om retsforbeholdet tilbage i december 2015, da vi ikke ønskede at afgive suverænitet, herunder at miste muligheden for at indføre permanent grænsekontrol.

Havde danskerne stemt ja, ville det havde betydet, at et flertal i Folketinget kunne afgive suverænitet inden for det område, der har hovedoverskriften ”retslige og indre anliggender” og som ud over retspolitikken tæller udlændingeområdet.

ANNONSE

Garantien om, at vi kan få en folkeafstemning om Europol, hvis det bliver nødvendigt, gælder imidlertid fortsat – af den simple årsag at Lissabon-traktaten rummer mulighed for at Danmark så længe traktaten eksisterer kan aktiverer tilvalgsordningen.

Det kan vi imidlertid ikke anbefale så længe der ikke er sikkerhed for at Danmark kan indføre permanent grænsekontrol selvstændigt og uden indblanding fra EU-kommissionen. Dermed er vi tilbage ved parallelaftale-sporet. Her er det rent formelt regeringen og EU, der skal finde en løsning, fordi det er regeringens prærogativ at håndtere udenrigspolitikken.

Mulighederne for en aftale burde være gode, da det er i alles interesse, at vi på tværs af landegrænser kan dele oplysninger med hinanden som et led i kriminalitetsbekæmpelse. Det giver jo ingen mening, hvis der efterlades et sort hul midt i Europa, ved at Danmark holdes ude af politisamarbejdet.

Man må derfor forstå de pessimistiske ytringer fra regeringen og EU ud fra et perspektiv om, at ingen af parterne har en interesse i, at det skal se let ud.

EU vil fremstå stærk og frygter samtidig, at en parallelaftale kan skabe præcedens for, at andre medlemslande ønsker særaftaler. Regeringen har ligeledes en interesse i, at det skal synes svært at nå en aftale, da de jo helst så, at Danmark gav afkald på hele retsforbeholdet.

Tre ting er vigtige i den forbindelse.

For det første er Europol-samarbejdet i dag et samarbejde, der rækker langt ud over EU’s rækker. Man kan sige, at EU-landene er kernen af Europol-samarbejdet, men alle europæiske lande med få undtagelse såsom Hviderusland, Andorra og Vatikanet har i dag operationelle aftaler med Europol. Dertil kommer en række lande uden for Europa såsom USA, Rusland, Kina og Colombia. Det ville være temmelig besynderligt at se Danmark i selskab med Hviderusland som stående helt uden for Europol-samarbejdet.

For det andet – rent formelt vil Danmark og Storbritannien formentlig være i samme både primo maj 2017. Den britiske regering har mere eller mindre tilkendegivet, at de af respekt for briternes udmeldelse af EU ikke vil tilvælge det nye overstatslige Europol, som er omfattet af den britiske opt-in-model. Dermed vil Storbritannien og Danmark stå i den situation, at de begge som EU-lande ikke har tilvalgt et overstatsligt Europol. Storbritannien leverer enorme mængder information til Europol – og Storbritannien og Danmark står tilsammen for mere end halvdelen af de træk, der foregår i Europols databaser, så det vil være en enorm hæmsko for Europol at måtte undvære disse lande.

Endelig – og for det tredje – er der spørgsmålet om de juridiske problemer. Her har førende jurister peget på, at der i det juridiske grundlag faktisk er mulighed for at udveksle oplysninger med lande, som man ikke har en operationel aftale med – og operationelle aftaler hævdes det jo fra EU-systemet er forbehold lande, der ikke er medlemmer af – dermed er der altså også et juridisk rum inden for hvilket, der kan indgås en aftale med Storbritannien og Danmark.

Seneste forlydender tyder på, at regeringen og EU forhandler om det, de kalder Europol-light. Det er formentlig mere et slagord end udtryk for andet end en parallelaftale i praksis.

Regeringen har jo også behov for at legitimere sin position forud for folkeafstemningen sidste år. Når alt kommer til alt, er der grund til optimisme. Det skyldes ikke mindst, at vi som sagt formelt juridisk står i samme situation som Storbritannien. Dertil kan lægges, at alle der har ønsket tilknytning til Europol indtil nu, har opnået det. Senest har EU indgået Europol-samarbejde med Kina og før sommerferien med Brasilien. Det illustrerer meget godt, at EU er meget optaget af, at have så mange lande med i Europol som muligt – og også derfor er der kun til fortrøstning.

 

Kenneth Kristensen Berth er uddannet historiker, han er medlem af Folketinget og EU-ordfører for Dansk Folkeparti

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)