Kommentar



 

I gamle dage var det ikke almindeligt at lyve om sin nationalitet.

At adoptivbørnene var koreanere eller kinesere stod klart for alle, men det var lige så klart, at de var vores fuldgyldige fosterbrødre ligesom Falk i Sølvpil.

Man huskede også på, og var stolt af det, hvis man fx var halvt franskmand og halvt dansker. Eller en ottendedel russer eller en sekstendedel tater. Der blev ført nøje bog.

Løgnen kom til i 80’erne, da tyrkere og arabere fandt på at lyve sig italienske og åbne pizzeriaer.

Kholghi skriver, at han sagde til folk, at han var amerikaner, fordi han ikke brød sig om at sige, at han var iraner (på grund af det med de gratis cykler).

Klassisk løgn.

Først siden kom fasen med bullshit, kendetegnet ved, at man begyndte at vrøvle om, at folk var danskere, også selvom enhver kunne se og høre, at det var de jo ikke.

ANNONSE

Men bullshit skelner ikke mellem sandt og falsk. Det er der skrevet en fin, lille bog om.

Det var ikke tyskere og englændere, der kaldte sig danskere. Hvorfor skulle de det? Ville du fornærme en nordmand eller amerikaner ved at kalde ham dansker? Aldrig.

Bullshit-fasen kom med strømmen af immigranter fra Mellemøsten. De var ikke gæster, for de ville blive. Men de var heller ikke nogens fosterbrødre. Tvært imod, de holdt en betydelig social afstand. De giftede sig heller ikke ind i nationen.

De blev netop aldrig danskere, hverken i andet eller tredje slægtled. Det var det fortvivlende.

Så de ville ikke rigtig ind, men de ville heller ikke ud. Derfor måtte vi have et bullshit begreb om nationalitet, der kunne rumme dette pinagtige forhold.

Det er den eneste grund til, at vi diskuterer, hvad det vil sige at være dansk.

De fleste indlæg desangående er desværre høflig bullshit.

ANNONSE


  • Peter Zichau

    Jævnfør Debatten på DR2, hvor to muslimer gør meget ud af at de er pæredanske. De er nemlig født her og har gået i skole..? Men selv taler de rask væk om kinesere…

  • Pingback: Er han dansker? | ricardtriis()

Mest lest

Sorry. No data so far.