Kommentar



Det er en hovedtanke i Christopher Caldwells bog Betragtninger over revolutionen i Europa (Document forlag), at islam forandrer Europa hvad enten europæerne vil det eller ej.

Det gælder definitionen af det offentlige rum, af politik og af menneskeopfattelsen, af gudsbilledet og af friheden. Større kan det ikke blive.

Alligevel er der mange “postmoderne”, sekulariserede mennesker der vægrer sig ved at tro det: De vil helst tro, at man kan leve side om side med islam, eller at den på en eller anden mystisk måde vil forsvinde.

Det vil den selvfølgelig ikke. Europa må erkende islams ankomst og må finde på modsvar. Det har Europa foreløbig ikke gjort.

68’erne kunnet feste igennem på bekostning af en hårdt oparbejdet tradition. Når man sagde tolerance mente man i virkeligheden det tavse flertals tålmodighed. Den tålmodighed er ved at løbe ud. Tilbage står de nøgne modsætninger.

Det kan ende i åben konflikt, i sær fordi vores elite fortsat foretrækker at gå i forbøn for islam, og det endda på en aggressiv måde, som i tilfældet med burkini-debatten. Det er som om konflikten når et nyt højere niveau for hver omdrejning, og eliten griber hver gang chancen og tror de skal vinde krigen ved et kup.

ANNONSE

De mærker ikke at tiden er ved at løbe ud.

Findes der noget, der kan erstatte en åben konflikt, som kan give europæerne en følelse af at en anden udgang er mulig?

Den filosofisk anlagte Ulla Nørtoft Thomsen har en overraskende indfaldsvinkel i en kommentar på Facebook:

ulla-om-krig

Nørtoft Thomsen sætter fingeren på et kritisk punkt: Hvem er vi, som fællesskab og os selv? Har vi en identitet? Tiden for de store ord, tiden for postuleringer, tiden for rettigheder uden nogen til at bakke dem op, er ved at være ude. Vi står nøgne tilbage og må besvare spørgsmålet: Hvem er vi?

nikolai.ge.conscience-judas.jpg!Large

Billede: Nikolaj Ge Samvittighed – Judas (1890)

Hvad er det, der holder liv i en kultur? Islam har bragt sharia til Vesten. Hvad har vi, der er stærkt nok til at stå imod? Vesten havde i sin tid et samspil mellem filosofi, politik, videnskab og kunst og litteratur. Den var et resultat af en meget langvarig proces, der nu ser ud til at være løbet tør. Alt ser ud til at foregå isoleret, uden nogen overgribende idé eller forestilling, der binder det hele sammen. De moderne mennesker ser ud til at have en glæde over at være forudsætningløs. Men ingen kultur kan i længden leve forudsætningsløst, især ikke når det møder historiens mest imperialistiske religion i sin dødskamp.

Vesten fik en worthy opponent. Hvis Vesten ikke er i stand til at overvinde en religion/kultur der er bygget på så mange forfejlede premisser, er den selv skyld i sit nederlag.

Det er på tide at Vesten ser de to ting i sammenhæng. Skal Vesten overleve islams Götterdämmerung, må den befri sig fra den grænseløshed, der ikke lader sig adskille fra nihilisme.

 

 

 

ANNONSE


  • David

    Fin artikel