Lastbilen pløjede ind i en folkemængde på 1000-1500 mennesker som var ude at fejre Bastille-dagen og se på fyrværkeriet. Biler er ikke bare skræmmende våben, de vækker også stærk vrede.

The manager of Le Voilier Plage restaurant in Nice said:

“Just as the fireworks finished we saw a lorry drive onto the pavement. There was a massive panic there must have been somewhere between 1,000 and 1,500 people on the Promenade des Anglais. There was an awful panic, people were running everywhere. We provided a refuge for some people, mothers, children. There were people lying on the ground who were injured or worse.

“There were children in tears.”

Folk så igen små børn ligge døde på gaden:

A man identified as Manon told Nice Matin newspaper:

“The driver had made up his mind, he was going to crash. The van drove onto the pavement. It passed two metre away from us. I saw people lying down  I saw a small child on the ground.”

Hvordan reagerer mennesker som har set eller hørt om sådan noget?

Det har nu været en strøm af angreb på fransk jord. Ikke bare Charlie Hebdo, HypcerCacher og angrebene fredag 13. november.

De fleste franskmænd husker det begyndte med Mohammed Merah som først dræbte soldater, så angreb på en jødisk skole i Toulouse, og dræbte skolebarn og en rabbiner inde i skolegården. Efterhånden kom det frem at Merah havde været en spirende jihadist, som myndighetene holdt øje med, som de havde interviewet efter en rundtur til Mellemøsten. De vidste hvem han var.

Merah forskansede sig i lejligheden og måtte nedkæmpes. Han havde også haft et GoPro-kamera på sig.

Så var det Mehdi Nemmouche som gik til angreb på det jødiske museum i Bruxelles 24. mai 2014 og dræbte fire. Nemmouche satte sig på bussen mod Marseille med maskinpistol, IS-flag og kamera. Det viste sig at han havde været hos IS, hvor han var kendt for at nyde å torturere fangerne. Nemmouche kom om natten, nynnende.

Så var det Ayoub El Khazzani som 21. august 2015 forsøgte at begå en massakre på TGV-toget Thalys på vej fra Amsterdam til Paris. Kun snarrådige amerikanske soldater, særlig Spencer Stone, som forstod hvad der foregik, formåede at forhindre blodbad. Også el-Khazzani stod på den såkaldte S-liste politiet har over potentielle terrorister.

Det har været mange andre angreb. Franskmænd husker ikke det grufulde drab på Hervé Cornara i Lyon i juli 2015.

Dette var henrettelse IS-style: Med afskæring af hovedet og livestreaming til Syria.

Jihadisten Yassin Selhi med offerets hovede i bagrunden.

Selhi havde planer om at sprænge den amerikansk-ejede gasfabrik som han arbejdede på og hvor Cornara var hans  chef. Han fik dræbt Cornara, men da han skulle tømme en flaske acetone inde på fabrikken blev han overmandet af en brandmand. Angrebet gjorde dybt indtryk, og regeringen ved Bernard Cazeneuve, tildelte posthumt Carnara Æreslegionens medalje.

Så kom Bataclan og senere Bruxelles 22. mars i år og også de havde forbindelser til Paris.

Francois Hollande varslede i går at han ville ophæve undtagelsestilstanden 26. juli. Det er utænkelig at det sker nu.

De senere dage er det blevet kendt at chefen for franske PST, Patric Culver, i interne møder for en parlamentskomite har sagt at han frygter en borgerkrig. Han tror ikke at det yderste højre vil siddee stille og se på at jihadistene går til krig mod civilsamfundet og staten. Det er også jihadistenes mål at fremkalde en sådan reaktion.

For to dager siden blev det kendt at Culver havde sagt at han troede IS ville bruge bilbomber i franske byer, sådan som de har gjort i Syrien og Irak. De har kompetencen og mandskapet, hvorfor skulle de ikke gøre det? spurgte Culver.

Igen: Hvordan vil folk reagere?

Nu har de haft terror i Nice. Vi kender ikke afslutningen, men det vi ved er slemt nok.

Hvis myndighederne skal forhindre at borgerne tager loven i egne hænder må de vise handlekraft. Da holder det ikke bare med bevogtning. Nu må regeringen vise sig proaktiv og komme med forslag til ændringer. Eksempelvis de 7.000 på S-listen. Næsten alle terrorister har stået på listen, men overvågningen er blevet indstillet. Hvis myndighederne ikke har kapacitet til at følge dem må der træffes andre tiltag. Det mest nærliggende er internering.

Den 13. juni ble politiægteparret Schneider dræbt i deres hjem i Montagnville udenfor Paris, for øjnene af parrets tre år gamle søn. Også det af en kendt jihadist som sendte live via facebook.

Bægeret er fuldt.